At tage på og tage på i vægt kan give anledning til den tanke at man ikke har kontrol over livet.
Dette var måske udgangspunktet for en gruppe overvægtige i England, der satte sig for at genvinde kontrollen over livet.
Jeg har lige set en stump af et TV-program, nemlig afslutningen.
Det viste sig at metoden for dem til at genvinde kontrollen var at gå en tur – eller hvad man skal kalde den.
De gik 800 km. på 8 uger. De tabte sig. De fik forlænget deres livslængdeprognose. De overvandt sig selv.
Det var ikke bare en flad tur – den gik også op og ned ad bjerge.
Gå bare til den! Gå hver dag. Drop undskyldningerne. Og se om det virker, undskyld – se at det virker.
Naturligvis er der nogle der har fundet på at kalde institutioner og mangt og meget andet springbræt – sådanne steder kan bruges til at tage springet ud i en anden virkelighed.
I Bludenz i Vorarlberg, Østrig faldt jeg over en sådan institution, der skiltede på den charmerende måde der ses på fotoet.
Jeg fandt ikke ud af hvad der foregik i institutionen, men de laver gode skilte. Klik på fotoet og se det større.
Peter Olesen har for nylig skrevet i Berlingske om oplevelsen af manglen på høflighed i servicefag i Danmark, og om, hvorledes han har oplevet den i Stockholm.
Det var naturligvis et tankevækkende indlæg – især når man selv, som han, er fra en tid hvor høflighed var moderne og en god værdi at have indbygget.
I dag hørte jeg Peter Olesen i P1 Formiddag. Emnet var det samme.
Der må være noget om dette at høflighed er aldeles umoderne i øjeblikket og uforeneligt med den moderne selvcentrering Danmark lider under. Svenskerne har haft held med at fastholde høflighed som en dyd.
Læs mere
Der sker ikke noget for nogen gør noget, er en velkendt formulering. Den giver god mening.
Det er ikke nok at tænke tankerne, der skal følge noget med – en handling.
En beslutning der ikke efterfølges af en handling er kun en ligegyldig beslutning.
Og så videre. Handling slår alt.
Når dette kombineres med positiv psykologi og taknemmelighed, er der følgende forklaring på det.
se mere
Der har netop på et af TV-programmerne været en udsendelse, hvor “man” indbragte en patient til et traumecenter på et hospital.
Da patienten var sendt videre, kunne det høres at en patient ikke er en patient, men et traume.
Sådan taler man åbenbart stadigvæk om mennesker, man har med at gøre med i arbejdsmæssig sammenhæng.
Når jeg siger stadigvæk, er det fordi jeg, da jeg hørte det, kom til at tænke på, hvorledes en taxi-chauffør skulle køre en klient fra min arbejdsplads i 1970erne til Amager, sagde.
Nogen kaldte på ham, og han svarede: Jeg har en kørestol til Amager. Der var sandsynligvis en person i kørestolen.
Når jeg husker eksemplet fra dengang, er det fordi jeg beskæftigede mig med holdninger til handicap. Der er forskel på at tale om en handicappet – og en person med handicap.
Sådan går udvikling ikke så hurtigt – trods alt.
I dagens løb har jeg haft lejlighed til at drøfte det fænomen ved nogle møder at nogle deltagere synes det er væsentligt at beskæftige sig med noget andet end mødets hensigt.
De laver med andre ord deres egen dagsorden som er anderledes end den gældende.
Er der en ordstyrer kan det måske lade sig gøre at få de afvigende deltagere til at holde sig på sporet, men er der ikke, er det ikke nødvendigvis let. Det afhænger af den styrke hvormed nogle deltagere dominerer mødet og den kraft andre har til at imødegå det.
Men hvor er ansvaret egentlig placeret?
Det er næppe usædvanligt at man efter møder kan høre deltagere brokke sig over at de ikke kunne komme til orde eller at man ikke talte om det man skulle osv.
Midt i drøftelsen dukkede en god, gammel sætning op, som tydeliggør det med ansvar.
Hvis nogen dominerer mødet, sker det med din accept.
Det betyder den enkelte deltager har ansvaret for sin mødedeltagelse. Lader man f.eks. snakkehovederne snakke, har man taget det ansvar at det OK. Konfronterer man det, har man taget et andet ansvar.
I nogen tid har jeg været opmærksom på at Charles Darwin er født for 200 år siden i dag, den 12. februar 2009.
Han fejres naturligvis for sin betydning for naturvidenskaben, for evolutionsteorien – dette at arterne ændrer sig over tid.
Først i dag er jeg blevet opmærksom på at Abraham Lincoln også er født på denne dag. Han har også sat sine spor på verdens gang, blandt andet banet vejen for at Obama kunne blive præsident i USA.
Der er selvfølge mange andre mennesker der er født denne dag, men det er lidt sjovt – synes jeg – at to meget berømte mennesker også er født samme år.
Undervejs fra et sted til et andet hørte jeg en samtale på P1 Apropos om præstationsangst.
Psykolog Susanne Master, der bl.a har specialiseret sig i behandling af præstationangst, omtalte i løbet af udsendelsen de unge mennesker der melder sig til X-factor uden at have nogen som helst kompetencer der berettiger en deltagelse – bortset fra, at de i deres selvophøjede omnipotens betragter sig som vindere i enhver situation, og som, når det ikke bliver som omnipotensen forventer, klandrer omgivelserne for at fejlbedømme deres storslåethed.
Susanne Master formulerede det synspunkt, at der for 30 år siden ikke ville have været så mange, der meldte sig til X-factor som nu.
Det tror jeg hun har ganske ret i – det var før omnipotensens tidsalder og janteloven var ikke helt afskaffet.
Ikke at jeg synes den lov skal indføres igen, men en vis selvkritisk indstilling ville formentlig være ganske klædelig for nutidens omnipotentister. Som den var for 30 år siden.
Personlig udvikling, Sundhed | Jørgen Carlsen | 
February 28, 2009 3:03 pm | 
Comments (2) 
