Ulla Dahlerup og Bodil Brændstrup – og fortidens stemmer

Det er ikke indlysende, hvorfor disse to forfattere kædes sammen i overskriften. Men der er en god grund.

Ulla Dahlerup har sammen med Bent Dahlerup redigeret bogen Ursula Dahlerup, Baronessens Erindringer 1840 – 1925. Den meget omfangsrige bog er udgivet af Gyldendals Bogklubber i 1989 – i det mindste den udgave jeg har.

Ulla Dahlerup skriver i forordet til bogen, at det ikke er normalt vi får budskaber fra den anden side graven, men “indimellem dukker nogle værdifulde skrifter op af fortidens forladthed, og en afdøds stemme fortæller sin livshistorie”.

Dette var netop tilfældet med Ursula Dahlerup. Hun skrev en mængde erindringer fra sit liv, ikke systematisk og daterede, men modsat – og der forestod er kæmpe arbejde for redaktørerne af bogen at bringe orden på tilfældighederne.

Der kom en spændende bog ud af det – spændende fordi man får nogle meget direkte beretninger at læse om livet dengang, om hvorledes piger med talent ikke kunne udnytte ressourcerne fordi tidernes begrænsninger var udtalte, men også om hvorledes det alligevel lykkes at gøre en forskel efterhånden.

Hvis en sådan bog har din interesse, har Bodil Brændstrups e-bøger det også.

Bogen om Dahlerup kan du naturligvis få i hånden og tage med på ferie – det kan du også Brændstrups e-bøger. Det kræver bare at du udskriver dem.

Bodil Brændstrup fik for ikke længe siden adgang til at studere sin tiporldefars dagbog. Her var også budskaber fra hinsides graven. Han var skolelærer, og hvis du er interesseret i at erfare, hvorledes livet formede sig i midten af 1800-tallet har du en interessant kilde hertil i de 3 e-bøger Bodil Brændstrup hidtil har skrevet.

Den første handler om Dagbogen og arbejdet med at læse den. Den anden er om en lille dreng, Frederik, der kun blev 15 år før sygdom medførte hans død. Den tredje er udformet som breve fra fremtiden til tipoldefaderen og de svar dagbogen mere eller mindre kan give.

Det er ikke just almindeligt at købe e-bøger i Danmark endnu – men det bliver det.

Du skulle tage og og give dig selv en lille interessant gave ved at købe e-bøgerne – se på BB-kultur. Når du har læst dem er jeg sikker på at Bodil vil værdætte dine kommentarer på bloggen.

God fornøjelse!

At gå eller at opleve

Følgende har netop været offentliggjort i Dansk Vandrelaugs blad friluftsliv:

Hvem skulle tro der er en modsætning mellem at gå og at opleve?

Det er der nok ikke, når det kommer til stykket, men en annonce for en miniferie giver nu anledning til nogle tanker om fænomenet at gå.

Af annonceteksten kunne man forstå, at der er gode muligheder for en oplevelsesrig ferie, medmindre man altså blot ønsker at trave afslappende ture i områdets betagende natur.

At trave i en betagende natur giver med andre ord ikke muligheder for at være på en oplevelsesrig ferie.

Må vi være her!

Det er sikkert ikke ment så slemt som det lyder.

Selvfølgelig kan man opleve når man går. Man kan ikke undgå det.

Der er mange måder at gå på. Man kan trave med sine travesko på, slendre adstadigt, gå almindeligt eller raskt afsted. Man kan vandre, dvs. gå så længe at man må have kaffe, mad og andet udstyr med i den lille turrygsæk. Og man kan vandre i bjergene med den store rygsæk på ryggen og i den have endnu mere udstyr fordi man ikke kan vide hvad naturen overrasker en med. Endelig kan man vandre fra sted til sted med den meget store rygsæk på.

I alle disse situationer er det umuligt ikke at opleve.

Hvad er det da at opleve?

Min personlige erfaring, når jeg går den daglige tur med min kone, er, at vi snakker meget godt sammen om stort og småt. Der kan nok være gentagelser imellem, men pyt. At gå giver en frihed til at lade tankerne flyde omkring, og det kan hænde at en ny kombination opstår.

I den situation kan man snakke om det forgangne. Det sker let når man er i 60erne. Man kan også snakke om det kommende. Hvad skal vi til sommer? Hvornår skal vi forny vores pensionisttogkort? Hvad skal børnebørnene have i fødselsdagsgave? Hvad med den økonimiske krise?

Snakken går lystigt. Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke går med oprejst pande når vi går sådan og oplever frem og tilbage, men ser ned. Sommetider får man nok af det, og jeg plejer da sige, at nu gider jeg ikke snakke mere om alt det vi snakker om, men vil gerne være tilstede i nuet og mærke det.

Konsekvensen er altid at panden løftes, blikket rettes frem, ud og op. Hvad ses? En rovfugl, roser langs vejen, en tåbelig bilist med for stor fart. Hvad høres? En flyver, en fugl. Hvad mærkes? Solen varmer, vinden køler kinden, øjnene løber i vand i frostvejret.

Oplevelserne her og nu er mangfoldige. Og mindst af samme lødighed som at se det indvendige af en kirke.

Det er bare at gå ud og opleve.

Det samme sker på en vandretur med DVL. Man kommer i snak, man skifter mellem frem og tilbage i tid og her og nu. Det lader sig gøre at gå for sig selv. Det er en lidt længere tur, og man har måske mulighed for at mærke musklerne på en lidt anden måde end under den daglige tur. Oplevelserne er mangfoldige, og de varer længe fordi turene er lange. Man oplever sin forplejning – og nyder den måske mere end når den spises med kniv og gaffel.

At gå 1000 meter op og ned ad et bjerg i Østrig er endnu en måde at gå på. Her kommer jeg til at puste noget, men det går at gå, og det er en fantastisk dejlig oplevelse af se ud over bjergene, registrere lugtene af kolort og grantræer, mærke blodets løb i årene – og fornemme oprindeligheden i det man er ved.

At gå er godt for sjælen, hektisk jag er for en stund umuliggjort, især når man formår at være i her-og-nu-måden.

God tur!