Formiddagen medførte besøg i et supermarked. Når man køber ind sådanne steder, stiller man sig i kø ved en åben kasse. Hvad man ikke nødvendigvis kan vide, når man gør det, er, hvilket tempo kassemedarbejderen udfører sit arbejde i.
Netop i dag var det ualmindeligt tydeligt, at jeg var kommet i en kø med en udpræget langsommelig medarbejder. Hun rubbede så at sige ikke neglene, men sørgede for at alle bevægelser var i et ensartet slowmotion-tempo. Det er sikkert godt for hende, stress og jag kommer næppe til at præge hende, og det må naturligvis værdsættes. Der er ingen grund til at medarbejdere skal slide sig selv op fordi tempokravet er for stort – som det er i rengøringsbranchen, hvor kadancen er 130, jvf. en radiodebat g.d.
Medens jeg stod dér og afventede at det blev min tur, kom jeg til at tænke på gamle dage. Dengang boede jeg i Hvidovre. På torvet lå en fremragende bager. Her kunne man købe et beskedent udvalg af morgenbrød. Der var to der ekspederede. Den ene var dobbelt så hurtig som den anden, og det vidste kunderne godt. Resultatet var at den ene kø var dobbelt så lang som den anden.
Sådan en god viden har man ikke nødvendigvis i et supermarked nu om stunder.
I de nævnte tilfælde er der en sammenhæng mellem det personlige tempo, som man vel i en eller anden grad er født med, og arbejdstempoet, men mon ikke man kunne bede de langsomste om at øge arbejdstempoet bare en lille smule – eller… Hvad synes du?
Seneste kommentarer