Der er ikke noget mystisk i at bruge sine arbejdsmæssige ressourcer, at brænde sit lys. Det skal bare gerne foregå på en måde så lyset holder hele livet.
Forleden nat kom jeg pludselig til at tænke på et par bemærkninger jeg har hørt i tiden løb i forbindelse med arbejdspsykologiske vurderinger.
Der var en der havde slidt godt på grundigt på ressourcerne, og for at vise jeg havde forstået hvad det drejede sig om, sagde jeg:
– Det lyder som om du har brændt dit lys i begge ender.
– Ja, sagde han, og lidt på midten.
Siden refererede jeg til denne bemærkning, når lejlighed bød sig – og det skete jævnligt.
Ofte gav man mig ret i at det var sådan, men så var der en der havde gået grumme meget til den, og det blev tilføjet,
– Ja, og jeg henter stadig mere stearin.
Det får mig til at stille to spørgsmål (og kommentarer er velkomne):
1. Hvordan brænder du dit lys?
2. Er du tilfreds med svaret?
De to spørgsmål er særdeles vigtige, og meget centrale – særligt fordi dem som har fulgt vores blog véd, at min far fik en blodprop og senere problem med sit ene øje, så jeg besvarer gerne spørgsmålene direkte. Kan mit svar hjælpe nogen er det hele “anstrengelsen” værd at beskrive det endnu engang.
1. Hvordan brænder du dit lys?
Netop i lyset af ovenstående, og din artikel, så vil jeg sige, jeg har lært meget af farens oplevelse. Dels, at livet er kort, men så sandelig også at “utak er verdens løn”.
Igennem to perioder ofrede han sig i bestyrelsesarbejde for den lokale beboerforening, og på hver sin måde oplevede han, at surheden lå lige under overfladen. Da bilejerne betalte langt under en fjerdedel for sine garager (men belastede fælleskontoen med strømforbrug) blev nogle fornærmede da prisen blev øget. Hvorfor skulle folk uden bil betale for folk der havde en garage, og hvorfor skulle folk bevare deres garage (til spotpris) når de havde solgt bilen. Folk beholdt det som ekstra lagerrum fordi det endda var billigere end et ekstra kælderrum.
Under anden periode var der én som havde begået underslæb og ligefrem spillet folk ud imod hinanden mens første sygeperiode var i gang. Denne ene mand kunne have ødelagt hele bestyrelsesarbedet. Og så fremdeles. Enkelte har udtrykt meget positive hilsner, men flertallet har forholdt sig LARMENDE TAVST. Illoyalt og kujonagtigt.
For min del har det så især medført, at jeg til daglig arbejder med et job hvor jeg kun er på job når jeg arbejder, og holder 100% fri når jeg går hjem. Alt hvad jeg laver (blogvedligeholdelse, skriverier m.v.) foregår HELT på egne præmisser. Mest for at familien også har glæde af en sund mand, men også fordi jeg må erkende, at jeg har samme hjælpsomme gen.
Jeg VILLE gerne hjælpe over alt. Dog har jeg måtte lære at sige nej – turde takke nej, og holde fast ved det. Det er den eneste måde at fastholde sin personlige integritet, og de gange nogle er blevet fornærmede så har jeg altid taget det med ophøjet ro. Hvis nogle på forhånd FORVENTER at få et ja bare fordi de spørger, så spørger de på den forkerte måde.
Vi skal som mennesker huske at holde fri. F.eks. tage en tur alene, få børnene passet, og så bare opleve noget sammen. Ikke nødvendigvis hele uger, men også bare et par timer.
Tænk hvis man en dag havde puklet sig til et frikøbt hus, og bagefter undrede sig over hvem pokker der sad i lænestolen i ens stue? Den tanke må være forfærdelig.
Så mit bedste bud er, at skabe balance i sit liv.
2. Er du tilfreds med svaret?
Ja, for ellers havde jeg lavet det om! 🙂
Ja, balance er nøgleordet – og at kunne sige nej fremmer i nogle situationer balancen. Tak for din reaktion.