Undvigelse

Endnu en fange er undveget fra en lukket psykiatrisk afdeling. Undvigelser sker. Som da en anden fange forleden gik ud i friheden i forbindelse med en retssag. Han gik uanfægtet ud mellem de politifolk, der skulle passe på han blev, hvor han skulle være. Ingen af de to hændelser burde ske, men sker alligevel.

I Ålborg var fangen gået ind gennem en dør, der skulle være låst og videre ud gennem et vindue, der også skulle have været låst.

En chef kunne i TV orientere om at “vi gør det så godt vi kan”.

Så er det tanken opstår, at medarbejderne ikke har hørt hvad ledelsen har sagt, idet det må anses for givet, at ledelsen har sagt, at døre og vinduer, der skal være låst, skal være låst. En eller anden – eller mere end en eller anden – må have glemt, at ledelsen har sagt sådan eller ikke hørt det eller ikke hørt efter, da det blev sagt eller læst på instruksen – eller hvad der er foregået siden det, der skal gøres, ikke gøres – så ledelsen må sige “Vi gør det så godt vi kan”.
Eller…

Stine Bosse og teamarbejde

Forleden var Stine Bosse gæst i Jersild Live, og talen faldt på hvorledes man kunne øge andelen af kvinder i f.eks. bestyrelser.

Jeg hæftede mig særligt ved hendes bemærkninger om, hvorfor det er en god ide med en nogenlunde ligelig fordeling af mænd og kvinder. Det har at gøre med den balance og det samspil der etableres samt naturligvis det der kommer ud af det. I TRYG var det erfaringen at løsningerne der produceredes i blandede grupper var at foretrække for løsninger produceret i rene mande- eller kvindearbejdsgrupper.

Det er interessant at koble dette på teamarbejde, idet teamarbejde har det formål at skabe bedre løsninger end enkeltpersoner kan alene – og altså opnå en synergieffekt.

Hvis 2+2 bliver 5 når de rene grupper arbejder sammen, tyder Stine Bosses erfaringer på at 2+2 bliver 5.5 når kønnene blandes på en balanceret måde.

Kunne det tænkes ligefrem at være en følge af biologiske forhold?

Arbejdstempo og personligt tempo

Formiddagen medførte besøg i et supermarked. Når man køber ind sådanne steder, stiller man sig i kø ved en åben kasse. Hvad man ikke nødvendigvis kan vide, når man gør det, er, hvilket tempo kassemedarbejderen udfører sit arbejde i.

Netop i dag var det ualmindeligt tydeligt, at jeg var kommet i en kø med en udpræget langsommelig medarbejder. Hun rubbede så at sige ikke neglene, men sørgede for at alle bevægelser var i et ensartet slowmotion-tempo. Det er sikkert godt for hende, stress og jag kommer næppe til at præge hende, og det må naturligvis værdsættes. Der er ingen grund til at medarbejdere skal slide sig selv op fordi tempokravet er for stort – som det er i rengøringsbranchen, hvor kadancen er 130, jvf. en radiodebat g.d.

Medens jeg stod dér og afventede at det blev min tur, kom jeg til at tænke på gamle dage. Dengang boede jeg i Hvidovre. På torvet lå en fremragende bager. Her kunne man købe et beskedent udvalg af morgenbrød. Der var to der ekspederede. Den ene var dobbelt så hurtig som den anden, og det vidste kunderne godt. Resultatet var at den ene kø var dobbelt så lang som den anden.

Sådan en god viden har man ikke nødvendigvis i et supermarked nu om stunder.

I de nævnte tilfælde er der en sammenhæng mellem det personlige tempo, som man vel i en eller anden grad er født med, og arbejdstempoet, men mon ikke man kunne bede de langsomste om at øge arbejdstempoet bare en lille smule – eller… Hvad synes du?

Kaffepausekultur

Naturligvis skal der være pauser i løbet af arbejdsdagen.

Naturligvis skal der også udføres arbejde i løbet af arbejdsdagen – og vel helst nogenlunde svarende til hvad man får løn for.

Helt naturligt er det måske ikke. I det mindste ikke i Hillerød.

Ikke, hvis man skal tro kommunaldirektøren, der i nyhederne ytrer, at kaffepausekulturen er lige vel omfattende. Han siger, at når medarbederne møder om morgenen, henter de kaffe, men begynder ikke at arbejde, idet de lige skal klare verdenssituationen med kollegerne, og det varer mageligt ½ time.

Det var da ellers en grusom salve. Tænk på de stakkels overbebyrdede medarbejdere.

Og her går man ved indgangen til pensionisttilværelsen og tænker, at kravene på arbejdsmarkedet har budt på øget effektivitet i de senere mange år, men det er måske en skrøne?

Det er måske snarere sådan, at pausekulturen er en hævdvunden rettighed det ikke er let at slippe af med.

Bemærkningerne i nyhederne gav anledning til en tilbagetanke til det første kursus jeg nogensinde holdt på et plejehjem. Det var i 1980erne. Jeg husker ikke hvad emnet var, men mon ikke det har drejet sig om holdningen til arbejdet, effektivitet og lignende. Thi på et eller andet tidspunkt må jeg have sagt noget der var aldeles provokerende for en medarbejder, idet hun for op som trold af en æske og sagde: “Så må vi have flere ressourcer”. Det kunne jeg ikke rigtig gøre noget ved, men det er vist ikke første gang der er henvist til behovet for mere mandskab.

Mere interessant var det at en medarbejder i den efterfølgende kaffepause (hvilket er en kursusnødvendighed) kom og sagde, at jeg måtte være klar over, at reaktionen var en følge af, at medarbejderne ikke var til sinds at opgive deres pauser på 3 timer om dagen.

Det kan jeg da godt forstå, men hvad går det egentlig ud på? Hvis du kan tydeliggøre fænomenet kaffepausekultur, er kommentarer mere end velkomne.

Hvad vejer morgenluft?

Dette ikke letbesvarlige spørgsmål er en følge af at DRs magasin Penge i aftes fortalte om den trængte rejsebranche, og at det var muligt at finde billige alternativer, hvis man alligevel gerne ville på ferie.

Man kunne tage til Polen og bo på en campingsplads osv – men egentlig glemte de at fortælle, at man også kunne bo på vandrehjem osv. Det var en kedelig udsendelse, der brugte mest tid på at gentage sig selv.

Det er nu ikke det dette handler om. Men formentlig inspireret heraf, var det interessant at se i avisen, at der i den grad har været gang i salget af sommerferierejser i Påsken.

Netop det fænomen førte til at Berlingske kunne berette at rejsebureauerne vejer morgenluft.

Deraf spørgsmålet. Hvad vejer morgenluft? Og hvordan vejer man morgenluft?

Mon ikke bureauerne vejrer morgenluft!

Ledelse, ambitioner og udbrændthed

Styr ambitionerne – ellers brændes lyset i begge ender.

Således stod der på en seddel jeg fandt på skrivebordet. Jeg husker det blev noteret da jeg hørte det i TV for nogen tid siden.

Det var faktisk ledelsen, der skulle styre medarbejdernes ambitioner. Ellers brænder de lyset i begge ender.

Medarbejderne kan med andre ord ikke selv styre ambitionerne – og derved undgå at brænde lyset lidt rigeligt. De skal ledes, skal de. De skal ikke lede sig selv, skal de ikke – for det kan de ikke.

Det er godt med medarbejdere med ambitioner – så har ledelsen da noget at lave!

Spøg til side. Det var faktisk formuleret som en ledelsesopgave at påse ambitionerne ikke førte til udbrændthed.
Læs mere

Psykolog eller coach

Er der behov for en psykolog? Eller for en coach? Eller er det uklart om der er behov for den ene eller den anden? Eller er de det samme, psykologen og coachen?

Selvfølgelig er nogle psykologer også coaches? Men hvad med det omvendte?

I lange tider var der tale om autorisation af psykologer. En psykologlov blev resultatet, og ikke alle og enhver kunne kalde sig psykolog.

Jeg blev lidt overrasket forleden. En sagsbehandler i et Jobcenter havde hørt om mig og ringede mig op. Hun havde en klient eller borger som nu skulle have en ny coach for der var ikke rigtig sket noget i 1½ år hos den tidligere. Den gode borger var i øvrigt ikke interesseret i at skifte.

Jeg sagde pænt nejtak til opgaven.

Bagefter spekulerede jeg på om det var en psykolog hun ville have til at hjælpe sig med borgeren eller en coach.

Det er ikke godt at vide hvad der sker, men det forekommer ikke godt, hvis betegnelsen coach skal fortrænge betegnelsen psykolog.

Jeg bryder mig i alle tilfælde ikke om at blive kaldt coach, når jeg ikke reklamerer med at være det.

Springbræt

Naturligvis er der nogle der har fundet på at kalde institutioner og mangt og meget andet springbræt – sådanne steder kan bruges til at tage springet ud i en anden virkelighed.

I Bludenz i Vorarlberg, Østrig faldt jeg over en sådan institution, der skiltede på den charmerende måde der ses på fotoet.

Jeg fandt ikke ud af hvad der foregik i institutionen, men de laver gode skilte. Klik på fotoet og se det større.

Høflighed

Peter Olesen har for nylig skrevet i Berlingske om oplevelsen af manglen på høflighed i servicefag i Danmark, og om, hvorledes han har oplevet den i Stockholm.
Det var naturligvis et tankevækkende indlæg – især når man selv, som han, er fra en tid hvor høflighed var moderne og en god værdi at have indbygget.
I dag hørte jeg Peter Olesen i P1 Formiddag. Emnet var det samme.
Der må være noget om dette at høflighed er aldeles umoderne i øjeblikket og uforeneligt med den moderne selvcentrering Danmark lider under. Svenskerne har haft held med at fastholde høflighed som en dyd.
Læs mere

Når traumet er kørt

Der har netop på et af TV-programmerne været en udsendelse, hvor “man” indbragte en patient til et traumecenter på et hospital.

Da patienten var sendt videre, kunne det høres at en patient ikke er en patient, men et traume.

Sådan taler man åbenbart stadigvæk om mennesker, man har med at gøre med i arbejdsmæssig sammenhæng.

Når jeg siger stadigvæk, er det fordi jeg, da jeg hørte det, kom til at tænke på, hvorledes en taxi-chauffør skulle køre en klient fra min arbejdsplads i 1970erne til Amager, sagde.

Nogen kaldte på ham, og han svarede: Jeg har en kørestol til Amager. Der var sandsynligvis en person i kørestolen.

Når jeg husker eksemplet fra dengang, er det fordi jeg beskæftigede mig med holdninger til handicap. Der er forskel på at tale om en handicappet – og en person med handicap.

Sådan går udvikling ikke så hurtigt – trods alt.