Aktivisterne, der gerne ville med til Dronningens middag, var ikke i tvivl om forskellen på at tale og handle. De udtrykte at politikere taler, men handler ikke. Ledere, derimod, handler – velsagtens efter de har talt.

Der var særligt et aspekt ved en demonstration og efterfølgende begivenheder, hvor det demonstreredes, at det ikke er let at kende forskel på meninger og handlinger.

Meninger, der udtrykkes, kan ikke skade andre. Handlinger, der udføres, kan.

Det blev forstået at en gruppe, der gennemførte en demonstration, ikke havde noget som helst ønske om vold, men nok om handling, idet man ville bruge kroppen til at presse sig frem til et sted, hvor man ville mødes med andre og holde et møde. Desuden ville man kun kaste røde pølser efter politiet. De kan ikke skade meget, medmindre politiets hunde ser deres snit til at æde så mange af dem, at de ikke kan passe deres arbejde.

En af to nu varetægtsfængslede talskvinder for gruppen opfordrede på et tidspunkt de øvrige deltagere til at gå i aktion (som jeg husker det), hvilket vil sige, der opfordredes til handling (skubbe med kroppen). De derefter følgende handlinger blev på et tidspunkt politiet for meget, og politiet handlede så at sige tilbage med peberspray og knippelsuppe. Det gjorde politiet velsagtens fordi gruppens handling vurderedes som potentielt skadelig for politiet – hvilket udtrykte meninger ikke kunne være.

Sådan cirka var det, men …

Efterfølgende kunne man nogle gange i TV høre en af de varetægtsfængsledes særdeles vrede mor ytre sig. Det er let at begribe vreden, men i mindre grad de anvendte udtryk og ord.

Datteren havde udtrykt sin mening, mente moderen, ved at opfordre til handling. Nej, en opfordring til handling er ikke en mening, men en handling. At de handlinger de, der skulle bruge deres kroppe til af mase med, ikke skulle være voldelige (eller kunne blive det) kan man til nød forstå, men når moderen bruger vendingen “kroppen som våben”, kniber det med at forstå, at der ikke skulle kunne være et element af vold i det – det er der vel altid knyttet til våben. De røde pølser blev ikke betegnet som våben!

Samme mor formulerede siden meninger om hvilket forfærdeligt land Danmark er, meninger der næppe var accepterede hvis landet var som hun sagde.

Synes du det er en relevant måde at sondre mellem meninger, som noget der ikke kan skade andre og handlinger, som noget der kan? Kommentarer imødeses gerne.

Det kom sig af, at jeg kom i bil fra Jyderup og skulle videre til København, og da jeg bor i nærheden af Roskilde og tillige har et pensionistkort til tog og busser, var det nærliggende at stille bilen i Roskilde og tage toget. Jeg vidste nogenlunde hvornår togene skulle køre, men det ene var ikke bedre end det andet.

Da jeg kom til trappen til perronen, var jeg godt klar over der holdt et tog. Det holdt der stadig da jeg nåede helt op, og lige før mig var en ung mand med invandrerbaggrund. Han satte i løb mod toget – og jeg gjorde det samme.

Helt henne ved toget kunne jeg registrere at han tøvede et øjeblik med at gå ind – som ventede han lidt for at sikre sig at jeg kom med. Jeg ville have gjort det samme, og det var en fin gestus.

Vel inde i toget sagde han, idet han klappede mig venligt på skulderen:

“Du kan stadig løbe, du gamle. Godt gået.”

Det måtte jeg medgive ham.

Det er første gang jeg er blevet tiltalt “du gamle” i det offentlige rum, og jeg er ikke vant til det i familien, men realiteten fornægter sig ikke. Jeg ser åbenbart sådan ud, dvs. jeg har ingen anledning til at tro jeg ser meget yngre ud end mine 65 år, men heldigvis har jeg da retten til ikke at opleve mig psykisk set helt så gammel.

Naturligvis blev jeg ikke knotten over det skete – han var en venlig ung mand, og dem er der sandelig brug for nu om stunder. Især værdsætter jeg hans væren opmærksom på mig, hvilket ikke nødvendigvis er ret moderne for øjeblikket.

Britains Got Talent er stedet hvor hun umiddelbart og pludselig blev berømt for sin sangpræstation. Den kan høres via nedenstående link.

Det er imidlertid ikke det der er emnet for denne post. Det er meget interessant at se hvad der skete undervejs. Det illustrerer nemlig på særdeles tydelig måde, at reaktioner på kommunikationssignaler udpræget afhænger af hvad man ser, snarere end af hvad indholdet i det der siges er.

Susan Boyle er 47 år og ser tilsyneladende ud som hun ikke har noget at gøre i showet. Når du ser videoen, læg da mærke til hvorledes hun på mange måder nedgøres – som følge af den måde hun ser ud på, antages det, og det hun siger. Dommerne og publikum laver mange ansigter der udviser foragt, og det er tydeligt at det værste ventes.

Der sker imidlertid det, at hun synger så der kommer et umiddelbart stemningsskift til begejstring. Dommerne har format nok til at håndtere deres aktivering af fordomme – og pludselig er hun verdensberømt.

Lad følgende video tjene til illustration af at man ikke kun reagerer på indholdet i kommunikation, men i allerhøjeste grad på kropssprog og stemmeføring:

Susan Boyle.

Her og der i haven er der tulipaner. Hvetr eneste år kommer en smuk tulipan i blomst før alle andre. Den har ingen holdbarhed, så det gælder om at nyde det smukke syn på solskinsdage i april, når den folder sig helt ud. I år har jeg taget et par nærbilleder af den 10. april – og på billedet her ses dens farver, men også dens støvfang og støvdragere.

Tulipan i april

Det har jeg nu ikke tænkt mig, men jeg har lavet en lille video uden ord, som du inviteres til at se her.

Meningen er at du bemærker dine egne associationer undervejs.

Videoen Parforholdet.

Det er ikke nok at tænke tankerne, der skal følge noget med – en handling.

En beslutning der ikke efterfølges af en handling er kun en ligegyldig beslutning.

Og så videre. Handling slår alt.

Når dette kombineres med positiv psykologi og taknemmelighed, er der følgende forklaring på det.

Forleden sad jeg et sted, hvor der lå en stabel ugeblade. Det jeg fik fat i indeholdt en artikel om cand. psych. og forfatter Sarah Zobel Kølpin. Artiklen handlede naturligt nok om hendes bog om positiv psykologi: Lev dig Lykkelig – med positiv psykologi.

Jeg hæftede mig ved betragtninger om taknemmelighed. Hver aften noterede hun sig 5 oplevelser dagen havde budt på som gav en følelse af taknemmelighed.

Tilføjelsen var at det vigtigste ved den daglige øvelse ikke var at tænke på de 5 oplevelser, men at skrive dem ned. Fordi de først med handlingen – at skrive dem ned – fik den rette kvalitet.

Her er atter et eksempel på at handling er afgørende – og altså også den handling det er at udføre skrivebevægelser med musklerne. Jeg gætter på det er langt bedre at skrive på papir end på et tastatur!

Psykolog Susanne Master, der bl.a har specialiseret sig i behandling af præstationangst, omtalte i løbet af udsendelsen de unge mennesker der melder sig til X-factor uden at have nogen som helst kompetencer der berettiger en deltagelse – bortset fra, at de i deres selvophøjede omnipotens betragter sig som vindere i enhver situation, og som, når det ikke bliver som omnipotensen forventer, klandrer omgivelserne for at fejlbedømme deres storslåethed.

Susanne Master formulerede det synspunkt, at der for 30 år siden ikke ville have været så mange, der meldte sig til X-factor som nu.

Det tror jeg hun har ganske ret i – det var før omnipotensens tidsalder og janteloven var ikke helt afskaffet.

Ikke at jeg synes den lov skal indføres igen, men en vis selvkritisk indstilling ville formentlig være ganske klædelig for nutidens omnipotentister. Som den var for 30 år siden.

Det kan naturligvis godt være tilfældet, når det drejer sig om brugere der er afhængige af Apples Mac i forskellige udgaver.

Men det er vist ikke det der menes. I forbindelse med at det nu er 25 år siden den første Mac kom i handelen, er jeg blevet opmærksom på begrebet MacAddict. Det må indrømmes, at jeg aldrig selv har ejet en sådan maskine, hvilket ikke kan udelukkes at være en fejl.

Grunden til dette er, at jeg efterhånden har hørt mange lovprisninger af Mac’en som arbejdsredskab, og er man først blevet bidt af den, undrer det at man har kunnet holde andre bekendtskaber ud før.

Det lyder som om Mac har indbyggede kvaliteter, der fremmer afhængigheden – ganske på samme måde som en cigaret har indbygget behovet for den næste. Det er dog næppe skadeligt at være MacAddict.

At komme foran første gang med ét mål i en håndboldkamp 3 sekunder før kampens afslutning giver ganske enkelt en spændingsudløsning af dimensioner – det mærkedes på TV, men også som sofatilskuer.

Sådan gik det mit ældste barnbarn forleden. Hun er 4 år. Min søn havde valgt at giver sine niecer hver en god og velgenet rygsæk til brug i hverdagen.

Hos den ældste faldt den ikke i god jord.

Forklaringen er, at hun tænkte, der var noget andet i pakken end en rygsæk.

Da familien kørte hjem fra den afholdte julekomsammen, fortæller min datter, sagde den ældste:

“Jeg blev lidt ked af det for jeg tænkte der var en mellemstor leopardunge i pakken”.

Det ville jeg også være blevet…