Det er ganske rimeligt at forholde sig til, hvorledes et knus gives (og modtages), og naturligvis er det en nærliggende antagelse, at der er skrevet en bog om emnet.

Det var også hvad den store dreng med gang i hormonerne gik ud fra da hans blik fangede en antikvarisk bog med den anførte titel.

Han blev noget skuffet efter købet, da han fandt ud af, at der var tale om et bind med H i Encyclopedia Brittanica.

Historien står at læse i Aage Møllers: Kender du den om…, udkommet i 1983. Han giver læseren vejledning i at den rette historie dukker op på det rette tidspunkt, bl.a. ved kategorisering af historierne.

Jeg har lige været i Lübeck med tog – 400 meter til fods er alt hvad der skal fra jeg går hjemmefra til jeg er ved Hotel Lindenhof i Lübeck. Det er meget let – toget kører ombord på Scandlines færge og rejsen varer 4½ time. Det kan anbefales, men det er ikke det dette indlæg handler om.

Det kan lade sig gøre at komme til Lübeck uden at sejle – via Roskilde, Flensborg, Neumünster, Bad Oldesloe og vist en station til. Det tager ca. 8 timer. Og kan man ikke lide at sejle, er det en mulighed.

Men færge til Hamburg? Hvordan foregår det?

Det gør det nok ikke, men når det lille ord på to bogstaver “og” ændres til “på”, hvilket jo er vældig moderne, går det galt med kommunikationen.

Se blot forskellen på de to illustrationer herunder, du skal læse de fremhævede sætninger lige under billedet af Hamburg på begge:

Den netop viste illustration var at finde i en mail, og ved klik på læs mere fremkommer følgende:

Man skal være varsom med at sige på når og er det rigtige ord. Men det er ikke let i 2011.

Skulle du få lyst til en tur hjælper det ikke at klikke på billederne, men god tur.

Af en eller anden grund kom vi til at tale om, at en ny produktserie ikke var at finde på hylderne godt op ad formiddagen den første dag de var til salg. Ikke at der er noget nyt i det, og det var da heller ikke det, der fik latteren frem.

Det var teksten i reklameavisen.

Der stod følgende som indledning: “Hvad er der ved at leve sundt, hvis alt det sjove går af fløjten?”

Nu er det jo ikke lige til at vide hvad det er for noget sjovt, der går af hvilken fløjte.

Ordbogen vil vide at udtrykket hedder »gå fløjten« og at det kun anvendes om noget der pludseligt forvinder eller ophører gradvis.

Netto kunne tilføje at varerne er “ganske almindelige varer produceret og udvalgt med en smule omtanke.”

Hvorfor ikke bare med omtanke?

Tak til Netto for bidraget til et længere liv ved at have aktiveret en sund latter.

Hendes foretrukne leverandør af sproglige artigheder, den lokale brugs, leverer ikke blot artighederne i butikken, men også i lokalavisen.

Således reklameres i dag for en sent høstet vin fra Jumilla diskretet i Spanien. Man omtaler ikke sekretet fra druerne, men fortæller at det meste af vandet er fordampet før høsten i november. Det forklares, at den sene høst har bevirket, at druerne er blevet rosinagtige.

Det er dog næppe høsten der har bevirket dette fænomen, men man har velsagtens et ønske om at vente med høsten til effekten af at vente er opnået – for derefter at høste druerne og fremstille vinen. M.v.

Vinen er fra D.O. Jumilla, som anført – D.O. står muligvis for diskret oprindelse.

Det kan sagtens være det er en god vin.

Erindringen af den første situation er dukket op i forbindelse med den anden, der er ganske ny.

For mange år siden lyste pæren i carporten ikke til trods for den nylig var udskiftet. Det burde have aktiveret den tanke, at pæren ikke var skruet godt nok i, men det skete ikke. Derimod antoges at noget var gået i stykker. Da vi havde besøg af en elektriker i anden anledning, blev han bedt om at se på den uvirksomme lampe. At han løste problemet ved at skrue pæren fast medførte dels morskab og dels nogen flovhed. Den indre dialogs utrolige styrke var endnu engang illustreret.

Den nye situation knytter sig til ringeklokken.

For en del år siden købtes en trådløs ringeklokke. Den var billig og holdt ret hurtigt op med at virke, det billige skidt. En anden – og dyrere – blev anskaffet og monteret. Den virkede fint og kunne indstilles til at ringe med mange forskellige melodier. Efter nogen tid holdt den op med at ringe ved tryk. Uagtet at der stadig var lys i knappen. Ergo kom den indre dialog farende og ytrede, at det dyre bras heller ikke virkede. Og således var vi i lange tider uden ringeklokke.

Indtil en dag den tanke opstod, at det kunne være batteriet i den udvendige tryk-del skulle udskiftes.

Det var en heldig tanke. Det viste sig nemlig at den rette idé opstod.

Nu kan vi igen høre når der ringes på!

At få den rette idé er ikke let når den indre dialog spænder ben herfor. Du er velkommen til at bidrage med eksempler i kommentarfeltet.

Under almindelig oprydning – hvilket jeg for øjeblikket giver mig noget af med – dukkede et meget lille udklip op, som på fineste vis kan være en illustration af utilsigtet humor, og hvor humoren kun viser sig, hvis man er så heldig at kombinere to ting. Det må den der har skrevet den lille lap have gjort, og andre kan så more sig over den uden selv at skulle gøre arbejdet.

Personen må have mødt en TAXA, idet han bemærkede skiltet foran: Kører for lægevagten.

Da hyrevognen var passeret må han eller hun have vendt sig om og der bemærket en reklamestreamer på bilen: Se “Den glade enke” i Lorry.

Det kom sig af, at jeg kom i bil fra Jyderup og skulle videre til København, og da jeg bor i nærheden af Roskilde og tillige har et pensionistkort til tog og busser, var det nærliggende at stille bilen i Roskilde og tage toget. Jeg vidste nogenlunde hvornår togene skulle køre, men det ene var ikke bedre end det andet.

Da jeg kom til trappen til perronen, var jeg godt klar over der holdt et tog. Det holdt der stadig da jeg nåede helt op, og lige før mig var en ung mand med invandrerbaggrund. Han satte i løb mod toget – og jeg gjorde det samme.

Helt henne ved toget kunne jeg registrere at han tøvede et øjeblik med at gå ind – som ventede han lidt for at sikre sig at jeg kom med. Jeg ville have gjort det samme, og det var en fin gestus.

Vel inde i toget sagde han, idet han klappede mig venligt på skulderen:

“Du kan stadig løbe, du gamle. Godt gået.”

Det måtte jeg medgive ham.

Det er første gang jeg er blevet tiltalt “du gamle” i det offentlige rum, og jeg er ikke vant til det i familien, men realiteten fornægter sig ikke. Jeg ser åbenbart sådan ud, dvs. jeg har ingen anledning til at tro jeg ser meget yngre ud end mine 65 år, men heldigvis har jeg da retten til ikke at opleve mig psykisk set helt så gammel.

Naturligvis blev jeg ikke knotten over det skete – han var en venlig ung mand, og dem er der sandelig brug for nu om stunder. Især værdsætter jeg hans væren opmærksom på mig, hvilket ikke nødvendigvis er ret moderne for øjeblikket.

Det er fra USA. Fotografen var på vej til Fort Bragg – og da han kørte tilbage måtte han standse og fotografere hvad han havde set.

Man skal altid – jeg gentager altid – have sit digitalcamera med sig. Desværre har jeg det oftest ikke. Hvad med dig?

Se hvad der kan komme ud af have det med her:

Tag over hovedet til salg

- VI SÆLGER OGSÅ MAD UDENFOR, F.eks. kebab og durumruller, salatbord, borde og stole.

I den anledning har DR1udsendt et erindringsprogram med Otto Leisner.

Det var et fint gensyn med gamle dage, herunder programmet Pladeparade, men særligt fornøjeligt var det at gense Victor Borge bringe Otte Leisner ud af den.

Og næsten endnu mere fantastisk var det at gense Georg Carl – se selv, hvorledes han kan gøre med sig selv.