For et øjeblik siden har jeg talt med min gamle mor på 91 år i telefonen. Naturligt nok faldt talen på dagens snevejr. Det sneer og fyger kraftigt der hvor hun bor her til formiddag. Det samme er tilfældet hvor jeg bor.
Hun fortalte, at hun havde hørt Fynboerne klage over Falck og deres åbenbart mangelfulde snerydning i den senere tid, men personalet havde forsvaret sig med, at det kun var blevet til et par timers søvn om natten, så man mente nok at have gjort hvad man kunne.
Vi blev hurtigt enige om at vi lever i et forkælet samfund, hvor man ikke gerne finder sig i vanskeligheder eller genvordigheder.
Som min mor, der oplevede de kolde vintre under krigen, bemærkede, et det vist længe siden folk har mærket hvad 30 graders kulde vil sige. Dengang var det så koldt at vandet i køkkenet var frosset om morgenen.
“Så fik vi ikke morgenkaffe den morgen”, som hun sagde…
Der er kommunikeret uendeligt meget under klimamødet COP15 i København. Den overordnede analyse overlades til andre, men der er altid detaljer at hæfte sig ved, når man i døgndrift præsenteres for hvad der sker på mødet og begivenheder der knytter sig hertil.
Aktivisterne, der gerne ville med til Dronningens middag, var ikke i tvivl om forskellen på at tale og handle. De udtrykte at politikere taler, men handler ikke. Ledere, derimod, handler – velsagtens efter de har talt.
Der var særligt et aspekt ved en demonstration og efterfølgende begivenheder, hvor det demonstreredes, at det ikke er let at kende forskel på meninger og handlinger.
Meninger, der udtrykkes, kan ikke skade andre. Handlinger, der udføres, kan.
Det blev forstået at en gruppe, der gennemførte en demonstration, ikke havde noget som helst ønske om vold, men nok om handling, idet man ville bruge kroppen til at presse sig frem til et sted, hvor man ville mødes med andre og holde et møde. Desuden ville man kun kaste røde pølser efter politiet. De kan ikke skade meget, medmindre politiets hunde ser deres snit til at æde så mange af dem, at de ikke kan passe deres arbejde.
Læs mere
Når et eller andet ikke så godt sker, kan det være der alligevel er noget godt forbundet hermed. Det er vel det man kan forstå ved vendingen held i uheld.
Når vi har det omfattende COP15-møde i København i øjeblikket og et gevaldigt snevejr over store dele af Danmark, er det held i uheld at snevejret ikke rammer København som det rammer Fyn.
Snevejret har også sparet mig for en sandsynlig udgift på 500-600 kr. Jeg skulle med toget til Roskilde og min rejsehjemmel er et pensionistkort. Det fungerer fint og jeg husker det næsten altid. Næsten fordi jeg netop i dag glemte det. DSB sørgede for at jeg ikke fik bøden for manglende rejsehjemmel ved ikke at sørge for passende togdrift. Toget kom ikke medens jeg ventede. Om det kom efter beslutningen om ikke at tage toget, men gå en tur i stedet, ved jeg ikke. Men det gode held i det uheldige i ikke at kunne gøre som tænkt, var naturligvis besparelsen.
Den Danske Ordbog forklarer, at arrogant betyder adfærd “med en provokerende eller udfordrende selvsikkerhed, overlegenhed eller nedladende holdning”.
Med jævne mellemrum ser man, når danske bilister skal parkere, at det er blevet vældig moderne at parkere skødesløst eller arrogant (som man nu ser på det), idet det ikke er tilstrækkeligt med en enkelt parkeringplads. Det er bedre med to. Det tages ikke så nøje, at andre også gerne skulle kunne komme af med bilen – i vor morderne, egoistiske tidsalderer er det nok man selv kan. Sådan da.
Det mest spektakulære eksempel på arrogant parkering overværedes på en rasteplads i Tykland i sommer, på vej på ferie i Østrig.
To store Audier kom drønende og parkerede på tværs af 3 parkeringpladser, ud steg en masse mennesker, der skulle på toilettet og holde rygepause. Det er der vel ikke så meget at sige til, bortset fra at det åbenbart og hensynsløst var nødvendigt at anvende 3 parkeringspladser lige ud for toiletterne. Og ikke nok med det, parkeringspladserne var såmænd handicapparkeringspladser. Den bagatel kunne “arroganterne” naturligvis ikke lade sig anfægte af, de skulle nemlig til og have plads.
At der var tale om tyskere af anden etnisk herkomst er en ærgerlig anden bagatel, idet jeg nødig vil lyde fordomsfuld.
Formiddagen medførte besøg i et supermarked. Når man køber ind sådanne steder, stiller man sig i kø ved en åben kasse. Hvad man ikke nødvendigvis kan vide, når man gør det, er, hvilket tempo kassemedarbejderen udfører sit arbejde i.
Netop i dag var det ualmindeligt tydeligt, at jeg var kommet i en kø med en udpræget langsommelig medarbejder. Hun rubbede så at sige ikke neglene, men sørgede for at alle bevægelser var i et ensartet slowmotion-tempo. Det er sikkert godt for hende, stress og jag kommer næppe til at præge hende, og det må naturligvis værdsættes. Der er ingen grund til at medarbejdere skal slide sig selv op fordi tempokravet er for stort – som det er i rengøringsbranchen, hvor kadancen er 130, jvf. en radiodebat g.d.
Medens jeg stod dér og afventede at det blev min tur, kom jeg til at tænke på gamle dage. Dengang boede jeg i Hvidovre. På torvet lå en fremragende bager. Her kunne man købe et beskedent udvalg af morgenbrød. Der var to der ekspederede. Den ene var dobbelt så hurtig som den anden, og det vidste kunderne godt. Resultatet var at den ene kø var dobbelt så lang som den anden.
Sådan en god viden har man ikke nødvendigvis i et supermarked nu om stunder.
I de nævnte tilfælde er der en sammenhæng mellem det personlige tempo, som man vel i en eller anden grad er født med, og arbejdstempoet, men mon ikke man kunne bede de langsomste om at øge arbejdstempoet bare en lille smule – eller… Hvad synes du?
Psykologi i hverdagen kan omhandle evnen til at forudse. Det kan f.eks. være vigtigt i trafikken, men også andre steder, som følgende mangelfulde forudseenhed er et eksempel på.
Forudseenhed er klart nok ikke det værste at have. Uforudseenhed kan volde besvær.
Årsagen til disse bemærkninger knytter sig til indkøb af en usamlet indretning i Bilka her til morgen. Indretningen var 121 cm høj og ikke særlig bred, og naturligvis forudså jeg at vi kunne have den usamlet i vores bil, hvor bagsæderne ikke kan lægges ned – borset fra at et hul på størrelse med armlænet kan åbnes.
Da vi endelig fandt frem til Bilkas vareudlevering i Ishøj og den unge mand kom med det indkøbte på en større vogn, blev vi noget overraskede over at se en lang, smal pakke og ikke en kortere og lidt mere firkantet som forudset.
Pakken kunne ikke komme igennem hullet i bagsædet og den kunne ikke ligge på bagsædet.
Men den kunne ligge efter en slags diagonal, som kunne etableres ved at åbne modsatte dør og skubbe pakken lidt ud – og op i den nærmeste side.
Og således fik vi det 121 cm. høje skoskab hjem i en pakke der var ca. 160cm. lang.
Det var ganske udforudset – men man har vel optimeret rummålet, her var det hele pakket sammen på 0.0568 kubikmeter.
Læringen er: spørg altid i Bilka hvoredes pakken er. Det er knapt så nødvendigt i IKEA, hvor man selv plukker pakkerne.
Da jeg var barn lærte jeg, at fodgængere skulle gå i den forkerte side af vejen, hvis der ikke var anden mulighed end at gå på den. Dvs. fodgængeren skulle gå så man kunne se trafikken komme forfra.
Reglen gælder da vist endnu.
Men ikke alle børn lærer den. Således så jeg forleden et par små piger, der vel gik i 1. klasse eller så, komme gående med ryggen til trafikken. De gik på en vejstrækning mellem to byer på vejen på vel 500 meter. De gik to og to – og reagerede ikke det mindste på, at der kom biler bagfra. At de gik i skyggen fra nogle store træer gjorde det ikke bedre.
Hvorfor lærer forældrene ikke poderne, hvorledes de færdes mest sikkert? Måske fordi de har overladt det til pædagogerne!
Hvorfor lærer pædagogerne så ikke poderne, hvorledes de færdes mest sikkert? Måske fordi de ikke ved det!
En svale gør naturligvis ingen sommer, men for et par år siden mødte jeg en flok børnehavebørn med en front- og en bagtropspædagog. De gik på en dobbeltrettet cykelsti – og såmænd midt på den. Det førte til følgende kommando fra bagtroppen:
Gå ind til den ene eller anden side!
Det havde været bedre at sige: Gå ind i venstre side.
Således er psykologi og pædagogik i hverdagen en ganske krævende disciplin.
Når bedsteforældre passer børnebørn skal der ske et eller andet, og gerne noget der kan forbruge energien og medføre en god, naturlig træthed.
Vi passer børnebørn pt., to piger på 5 og snart 4 år. De er livlige og har gang i mangt og meget.
Sidste år besøgte vi Køge Miniby, og den ældste udtrykte et ønske om atter at komme dertil. Det gjorde vi så. Pigerne synes det er spændende at se husene i den gode størrelse de har – forholdet er 1 – 10. Det kan overskues. Der er havn, torv og kirke m.m.m., og er man ved kirken spiller orglet. Spændende at lægge øret til.
Efterfølgende ville de ikke med til stranden, og kun den ene havde lyst til at besøge Gl. Kjøgegård Park og alle dens rhododendron, der nok ville være på det sidste.
På P-pladsen viste det sig at alle gerne ville med en tur ind i parken – bare den ikke var for lang.
Det var den ikke, men hold da op hvor kom der gang i udfoldelserne. Man kunne gemme sig bag og mellem nogle buske, man kunne løbe på de store plæner, man kunne lave cirkusforestilling i alpelandskabets manege og illustrere flere dyr osv.
Det var ren fornøjelse at se på og være med i.
Pointen er ret indlysende. Det er fint at besøge minibyen, men det er finere at besøge parken. Af den enkle grund at udfoldelsesmulighederne for fantasien og brugen af kroppen er langt bedre det sidste sted. Lige netop det har de to piger brug for.
Hvad kan vi så gøre næste gang. Det samme eller finde Sjællands højeste punkt og se det hele lidt for oven.
En aha-oplevelse opstår, når man pludselig får fat i en sammenhæng, når der går en prås op for én eller når man får kombineret noget kendt til noget nyt. Eller når man – som jeg i dette tilfælde gjorde – læser indenad. Det kan altid svare sig at læse indenad. Historien er denne. Til mine .com-domæner anvender jeg Bluehost. Det har hidtil fungeret godt (er klar over at nogle ikke synes om Bluehost). Det har været ganske let at opdatere WordPress ved hjælp af Fantastico.
Det var derfor med en vis undren, at det ikke kunne lade sig gøre at opgradere fra WP 2.6.5 til WP 2.7. Der gik tid og jeg ventede og ventede – til jeg en dag læste, at man godt nok stadig kunne anvende Fantastico hos Bluehost, men man var nu gået over til Simple Scripts. Og vupti – nu kunne det pludselig lade sig at at opdatere til WP 2.7.1 og efter et par dage til 2.8.
Læringen er det ikke ukendte fænomen, at det svarer sig at læse indenad.
Bilen – som er en del af hverdagslivets psykologi -er udstyret med termometer. Det er rart at kunne se om man vil komme til at fryse eller svede, når man kommer ud af den.
På denne junidag i 2009, hvor der falder mere end døgnregn over Danmark, var temperaturen midt på dagen 11 grader.
Det er sikkert det der forstås ved grøn vinter.
Associationen trøstesløshed er nærliggende. Det er lige til at finde følelsen af håbløshed eller mistrøstighed frem, når vejret arter sig som det gør – med mindre man er meteorolog.
Det er næsten til at forstå, hvorledes vinterdepression kan plage folk i de mørkere måneder, men heldigvis har vi de lyse nætter i øjeblikket.
Lige nu er vejrmanden i TV ved at sprede glæde og optimisme, idet han siger “flot solskin i resten af landet”. Det er nok i morgen – men mon forbeholdet indebærer, at den vejrmæssige trøstesløshed fortsætter.
Jeg er ganske sikker på at vores solsort ikke sætter pris på det – den har i den grad set mistrøstig og forpjusket ud, når den har taget plads på taget af fuglefoderhuset.
Hvorfor mon den ikke sætter sig ind i det?
Hverdagens psykologi | Jørgen Carlsen | 
December 22, 2009 10:53 am | 
Comments (0) 
