Category: Hverdagens psykologi

Bistandshjælp, udeblivelse og ansvar

I løbet af maj 2011 har det været drøftet fra regeringspartiernes og støttepartiets side, hvad man skal stille op med bistandsklienter, der udebliver fra aktivering. Man har gjort sig tanker om, at skære i kontanthjælpen og reducere denne til starthjælp – i et halvt år. Oppositionen synes det er vældig synd for bistandsmodtagerne og mener den aftale om at trække i kontanthjælpen, der fugerer, er tilstrækkelig.

I anledning af netop denne diskussion havde en af TV-kanalernes nyhedsudsendelser fundet frem til et par bistandshjælpsmodtagere. Disse var naturligvis forargede over risikoen for at miste penge, hvis de ikke kunne (finde ud af at) sygemelde sig, og følgelig måtte udeblive uden besked.

Naturligvis har jeg forståelse for at man som bistandshjælpemodtager kan få ondt i ryggen og have behov for en fraværsdag, lige som andre kan det, men det er naturligvis ikke i orden at man ikke kan finde ud af at melde sig syg. Det vil sige det kunne de vist også, var det ikke lige fordi der ikke var mere taletid på telefonen, hverken sønnens eller den egne.

At der var råd til cigaretter er en anden sag. At det var nødvendigt at demonstrere usammenhængskraften ved at ryge og sige telefonen var løbet ud er naturligvis ondskabsfuldt at påpege.

Men – her er bare endnu et eksempel på at det kniber med at forstå ansvaret. Om det er den velfærdsforkvaklede personlighed, der gør sig gældende (svarer til at man skal have kommunen til at fjerne sine flasker som man ikke gider kyle ind i de dertil anbragte containere) eller om det er en anden personlighedstype skal jeg ikke kunne sige.

Men – lad de gode mennesker lide økonomisk til de fatter ansvarlighed.

Dette adskiller sig ikke meget fra de medarbejdere i Billund kommune, der får gode bonusser for at gå på arbejde og i mindre grad melde sig syge end ellers.

Særpræget er det.

Sammenlign blot med følgende. Jeg var selvstændig psykolog i 22 år og havde mange opgaver for kommunerne (og ikke over 5 sygedage). Når jeg fik den opgave at udføre en arbejdspsykologisk vurdering, kom jeg på det aftale tidspunkt, talte med borgeren og skrev erklæringen (undertiden med en vis forsinkelse, men jeg gjorde det). Jeg påtog mig med andre ord ansvaret. Havde jeg ikke gjort det jeg skulle, ville der ikke gå lang tid før det var slut med opgaver.

Faktisk er jeg kommet til at tænke sådan som pensionist. Kan jeg være det bekendt?

Tænk før du taler i mobilen i trafikken

Udsagnet “tænk før du taler” leder altid tanken tilbage til min barndom. Det er en af min fars formuleringer. Om den har virket efter hensigten er jeg ikke sikker på, men jeg reagerer i alle tilfælde på formuleringen, når jeg ser eller hører den.

Således også da jeg så den som overskrift i The Economist 16.-22. april 2011.

Formaningen var utvetydig klar. Den handlede om trafiksikkerhed og mobilsnak. Og opfordringen var at tænke over om det nu også er en god ide at tale i mobiltelefon når man kører bil, hvad enten den holdes i hånden eller er håndfri.

Budskabet var at distraheret kørsel er den nye form for alkoholkørsel, “Distracted driving is the new drunk driving”.

Det blev meget stærkt påpeget, at på samme måde som det er lykkedes at ændre indstilling til kørsel i alkoholpåvirket tilstand, er det nødvendigt at gøre det i forhold til mobilsnakkeri. Det skal gøres fuldstændigt uacceptabelt, og det er især blandt teenagere dette budskab skal sælges, så de har fattet det inden de selv bliver bilister.

Hvorfor nu det?

Jo, forklaringen knytter sig til begrebet “distraheret kørsel”, det vil sige kørsel der nedsætter evnen til sikker kørsel fordi noget distraherer.

Netop dette gør snak i mobiltelefon i modsætning til snak med andre i bilen. Årsagen er at passagerene kan følge med i trafikken og holde mund på passende tidspunkter. Det kan personen i den anden ende af røret ikke.

Studier om emnet på Carnegie Mellon University har vist at når man hører nogen tale i telefon, falder aktiviteten i hjernens parietallap med hele 37%. Det er mildt sagt ikke godt, idet det netop er den del af hjernen der styrer de spatiale, rumlige processer – og det er naturligvis vigtigt at de er optimalt fungerende når man færdes i bil i trafikrummet.

Så – lær det nu! Hold dig fra mobilen i trafikken.

Mødres mobilkiggeri og børns sprogudvikling

Hvem har ikke set det. Unge mennesker i mange aldre går og stirrer nedad på et eller andet. Det er ikke for ikke at falde, men for at se noget på deres mobil. Undertiden er det som om man støder sammen, hvis man ikke viger. De er fortabt for omverdenen. Det gælder begge køn.

Således er virkeligheden 2011, og det kan der sikkert ikke laves meget om på.

Det slog mig imidlertid tidligere i dag på en station, at en ung mor med et barn i barnevogn afgjort var mere optaget af mobilen end af barnet. Barnet snakkede lystigt uden ord, men moderen reagerede ikke på barnets pludren.

Det medførte den tanke, at det kan tænkes at være skadeligt for børns sproglige udvikling, at deres barnevognskørende mødre (og fædre) ikke reagerer på deres pludren og dermed forsøg på at erhverve sig et sprog.

Jeg har intet at have tanken i, men den blev tydelig.

Kære mødre, læg dog det næstkæreste eje væk, når i kører med jeres børn i barnevogn og snak med dem. Det kaldes nærvær. Det jeg så var fravær. Og fravær udvikler næppe barnets sprog.

Et internationalt måltid

Dette indlæg kommer sig af, at vi havde købt vindruer i dag. Det er der ingen god grund til i april. De var ikke gode, bløde og triste. Det kunne ikke ses. De var fra Indien.

Da vi spiste kom vi til at tale om, hvor ingredienserne i aftensmåltidet egentlig kom fra. Det var – trods måltidets enkelhed – aldeles internationalt.

Vi fik fisk med kartofler og salat til. Hertil lidt ost til slut.

Fisken – forleden var den dansk – var pangasius fra Vietnam.

De nye og meget gode kartofler var fra Ægypten – til 5.90 kr. i SuperBerst.

Salaten var fra Spanien.

I den var lidt champignon fra Polen.

Og lidt rødløg – muligvis fra Danmark.

Dressingen var fra USA.

Persillen, der kunne klippes over, var muligvis fra Danmark.

I haven var hentet vårsalat fra New Zealand, dvs. frøene sår sig år efter år af sig selv.

Og kørvel – indført fra mine forældres have i Vemmetofte. Og næsten uudryddelig.

Efterfølgende lidt rødkitost fra Frankrig.

På kækbrød fra Tyskland. Kaldet Knäcke, som i Sverige.

Til maden fik vi et glas vin, Grauer Burgunder, var druen, fra Rheinhessen i Tyskland.

Og vand, fra hanen, fra Danmark.

Skulle vi have haft dessert var det blevet brændte figner fra Brasilien.

Ledsaget af ligegyldige druer fra Indien.

Der er ikke noget at sige til at der er for meget trafik alle vegne når så meget mad der skal transporteres rundt i hele verden.

Jeg glæder mig til at få lidt flere produkter fra haven.

Forresten: Tillykke til restaurant noma for at være blevet valgt som verdens bedst restaurant for andet år i træk.

Helst ikke – om kommunikation med bankrådgivere

Bankrådgivere har til opgave at sælge bankens produkter til kunderne. Og velsagtens at rådgive ordentligt.

I TV-avisen på DR1 har man netop illustreret omtalen en rapport om bankernes investeringsrådgivning i EU-landene.

I den anledning taltes med et ægtepar, der ikke var tilfreds med den rådgivning, der var givet. Mappen med sagsakter var stor.

Jeg hæftede mig ved, at man til banken havde skrevet, at der “helst ikke” skulle investeres i aktier og obligationer med en eller anden grad af højere risiko jvf. den aldersbetingede korte investeringshorisont. Manden tilføjede at dette ønske således var skrevet klart.

Banken havde investeret lidt vel rigeligt mod ønsket, og havde erkendt det.

Mit synspunkt er, at det netop ikke var udtrykt klart, hvad man ikke ville. “Helst ikke” svækker, at man ikke vil, idet det betyder, at det man ikke vil netop er formuleret så det er en mulighed. Hvilket banken for rigeligt havde benyttet sig af.

Hvis man ikke ønsker en given investering er det det der skal udtrykkes. Det gøres ikke ved at svække et nej med helst ikke.

Billige togbilletter

Ved en tilfældighed kom jeg til at se en genudsendelse af Kontanten om DSB-priser på togbilletter. Der var et problem med at sende den planlagte udsendelse om årsmødet i Liberal Alliance.

Udsendelsen var interessant derved at det viste sig at man ved at kende til systemet let kunne komme billigere med toget i nogle tilfælde. At DSB-ansatte ikke oplyste om disse muligheder var en anden sag.

Jeg havde lidt ventetid på den lokale station i dag. Den ligger i det gamle HT-område og der er 7 minutter til Roskilde.

Ved klik på den opstillede billetmaskine kunne jeg se at en billet til Roskilde kunne købes for 36 kroner. Dvs. 72 kroner den ene og den anden vej – i alt et kvarter med tog.

Ville jeg imidlertid med samme tog til en station lige uden for det nævnte HT-område, nemlig Tølløse lige før Holbæk, kunne det klares for 24 kroner – 33% var sparet og ingen ville vel bemærke at jeg ikke skiftede tog i Roskilde, men blot blev dér.

Ikke nok med det, automaten viste også at man kunne købe en 65-billet til Tølløse (men ikke til Roskilde), og da jeg er i den heldige eller uheldige situationen at være berettiget til en sådan billet kunne turen klares for 12 kr. Besparelsen var 66%.

Det er godt nok et mærkværdigt system – men så længe det er sådan, er det da en god idé at se sig for og kende til denne noget billigere rejsemulighed. Kryds de gamle trafikselskabsgrænser på skrømt og få råd til mere!

Hørt i supermarked om vægt

Forleden, da vi var på indkøb, stod to mænd i køen i supermarkedet lige bag ved. Det var ikke til at undgå at høre lidt af hvad de talte om. Det handlede om vin – og lige pludselig om mad og vægt.

Den ene havde forsynet sig med 3 x 3-liter bag-in-box-vin. Den han kunne lide var sikkert på tilbud. De to herrer drøftede hvad de foretrak og ikke foretrak af disse i forhold til flaskevin noget billigere vine.

Jeg hæftede mig ikke ved deres foretrukne mærke eller fulgte særligt med i drøftelsen. Lige til følgende dialog kunne høres:

– Spiser du også mindre og mindre?

– Ja, det gør jeg. Det er egentlig underligt, vi spiser mindre end tidligere, men bliver federe og federe.

Hvorefter vi var færdige til at gå.

Der er vist nok en uhyre vigtig pointe i denne meningsudveksling. Nemlig den, at når vi tæller kalorier, er det kun dem vi spiser, der tælles med. Ikke dem vi drikker – i form af vin, øl, sodavand og cola.

Det er ikke længe siden jeg talte med en, der blev ganske overrasket over, hvor mange kalorier der er i drikkevarer. Og hvor meget man skal støvsuge for at forbrænde kalorierne.

Tilbudspsykologi

Tilbudspsykologi. Ordet dannede sig i løbet af nogen tid efter en beslutning om at skrive et indlæg om supermarkeders tilbud med baggrund i (endnu) en oplevelse.

Da ordet var tænkt, tænkte jeg, at jeg lige ville se, hvad Google siger til det ord. Der er sandelig ikke meget hjælp at hente. En eneste har anvendt ordet på nettet før jeg nu gør det. Peter Kragh var det, han får et link for indsatsen til pk-konsult. Det står på side 4.

Det var ganske som da jeg i sin tid skrev om det glimrende ord »funktionalværdi«. Det var også kun anvendt en enkelt gang.

Men hvorfor tilbudpsykologi? Jo, kender du det, at et supermarked har tilbud på et eller andet og det er ganske umuligt at finde varen, hvor den logisk set hører hjemme. Når en tilbudsost ikke er at finde i nærheden af de øvrige oste – hvad der vel ville være nærliggende – men i afdelingen for frugt og grønt, er det hvad der tænkes på.

Sådan forekommer det ikke altid at være, men undertiden kræver det en detektivisk indsats at finde en vare der er på tilbud. Det er her tilbudpsykologien kommer ind. Det er nemlig som om butikken slet ikke har lyst til at sælge det der er på tilbud. Det virker som om det er gemt af vejen i håb om at ingen kunde finder det endsige gider spørge hvor det er (gemt). Sådan er det i virkeligheden nok slet ikke. Det virker bare sådan. Og det sker igen og igen.

Som nu i weekenden, hvor den lokale brugs, Dagli’Brugsen kaldet, havde et særligt weekendtilbud, nemlig agurker til 3.95 – som det klart fremgår af illustrationen.

Der lå agurker på hylden til 7.95, og midt på gulvet stod kassevis af agurker – uden prisangivelse. Det måtte være disse agurker, der kostede 3.95.

Kasseapparatet sagde dog 7.95. Konfronteret med tilbuddet, spurgte kasseassistenten kollegaen, hvad hun så skulle gøre. »Lav en dekort på 4 kroner« var svaret. »Der er kun én agurk«, var reaktionen. »Så lav en dekort på 4 kroner«.

Jeg forsøgte mig med at der ikke var pris på agurkerne, men at prisen fremgik af tilbudsavisen. Det medførte ingen reaktion.

Om dette er et eksempel på tilbudspsykologi i den forstand jeg har nævnt (ost i grøntsagsafdelingen) ved jeg naturligvis ikke, men det ligner en tanke, at man ikke har fundet ud af at løse dette agurkeproblem et par timer før to-dages-tilbuddet ophører. Det klares med en dekort, hvis kunden tilfældigvis opdager prisforskellen. Hvis det er sådan er det et fint eksempel på tilbudspsykologi, som jeg desværre af og til synes man får indtryk af er taget i brug.

Medens vi er ved dette med tilbud har jeg bemærket et vanskeligt valg mellem rødvin og brun sovs i Lidl. Det er godt nok en lidt underlig flaske rødvinen er fyldt på, men hvad ville du vælge? Rødvin eller brun sovs?

Vægttruslen i november og december

I såkaldt skrivende stund mandag morgen den 1. november forekommer der at være grund til at perspektivere vægttab eller vægtforøgelse.

Grunden er selvfølgelig kalorietruslen, der hænger sammen med november og december. Disse måneder er kendetegnet ved hygge i ekstraordinært omfang, og i mange tilfælde indebærer det rigeligt indtag af kalorier. Der skal bages til jul, der skal deltages i julefrokoster, der skal deltages i julekomsammener i familien osv.

Selvdisciplinen kan komme på prøve. Det kan være en god ide, at gøre sig meget bevidst hvorledes man plejer gøre i nogle af de situationer man kommer i. Er der nogle af dem, der indebærer en automatiseret skovlen småkager eller slik ind? Finder man ud af det, kan en bevidst indstilling hjælpe som modvægt mod automatikken. Mit eget eksempel er især knyttet til at spise mere end sædvanligt når jeg besøger min gamle mor på plejehjemmet. Det er som om det går af sig selv. Sådan har det velsagtens altid været, men efterhånden er fænomenet ledsaget af en umiddelbar aktivering af en bevidsthed herom så jeg holder igen. (Det kaldes personlig udvikling!).

Men perspektiveringen. Jo, den knytter sig til en meget afgørende forståelse af vægttab eller vægtforøgelse. Det er så enkelt som noget kan være, hvilket ikke er ensbetydende med at praksis er lige så let. Vi forbrænder et antal kalorier i døgnet. Indtager vi flere end vi forbrænder tager vi på. Indtager vi færre end vi forbrænder taber vi os. Det gælder indtag af kalorier – både dem vi spiser og dem vi drikker. De sidste er der en tilbøjelighed til at overse, idet der oftest tales om det vi spiser. Alkohol og sodavand indeholder mængder af kalorier.

Til illustration af perspektiveringen er det sådan at man skal spise ca. 7 kilo hvidkål om dagen for at få en dagsration af kalorier. Spiser man 8 kg tager man på. Spises 6 kg. tager man af. Se evt. dette slanketips.

Hvidkål

Hvis man synes 7 kg. hvidkål er for meget, kan de 3½ kg erstattes af godt og vel en deciliter olivenolie (1 dl = 900 kcal). Her er det tilladt at tænke over om man bruger for meget olie i forskellige situation, idet man, som det ses, kan få et ordenligt tilskud til dagsforbruget af kalorier ved ikke at passe på omfanget af olieforbruget.

Hvorom alting er, er ansvaret for indtaget dit. Det er hverken omgivelsernes eller din arms ansvar hvad du gør.

Hvad siger du om dette?

Aktivering og skumfiduser

Nyhederne viste et indslag om aktivering. Hvad baggrunden for aktiveringen i de omtalte tilfælde var, hæftede jeg mig ikke ved, men det er klart nok, at aktivering har at gøre med fastholdelse af tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det er selvsagt mærkværdigt at se, hvad der i dette øjemed undertiden findes på. Således var en ældre herre udstyret med en pose skumfiduser og en pakke spaghetti og ved passende kombination af disse elementer skulle han vist nok lave pyramider.

Det er sådan set lige meget, hvad han skulle fremstille. Let er det at forstå, han ikke syntes det var morsomt at lave i forhold til den omstændighed at han var uden arbejde. Og det kunne da også være vanskeligt at se, hvad aktiviteten havde at gøre med vedligeholdelse af arbejdsevnen.

Måske var det en træning af finmotorikken, hvilket ville være fint, hvis han var urmager, men han lignede ikke en sådan. Hvis han var vant til at arbejde med en rørtang, ville han sikkert knække mange spaghettier.

Mærkværdigheden ved denne aktivitet forekommer umiddelbart indlysende medmindre den egentlige hensigt fortiedes. Det, der er mindre indlysende, er den socio-emotionelle relation, der opstår. Der er forskel på »at blive aktiveret« og »at aktivere«. Der er ikke så meget status forbundet med det første som med det sidste. Og hvad værre er, forekommer dette at blive aktiveret (nogen gør noget ved en anden) at være en passivitetsfremmende foranstaltning, fordi det er den aktiverende, der er aktiv og sætter dagsordenen.

Heldigt at være sluppet genne arbejdslivet uden… Forude venter måske tilsvarende socio-emotionelle relationer på hospital eller plejehjem!

PS. Hvis du så denne post g.d. er det rigtigt – der gik kuk i et eller andet, men her er den igen.

WordPress Theme Design