Grunden er selvfølgelig kalorietruslen, der hænger sammen med november og december. Disse måneder er kendetegnet ved hygge i ekstraordinært omfang, og i mange tilfælde indebærer det rigeligt indtag af kalorier. Der skal bages til jul, der skal deltages i julefrokoster, der skal deltages i julekomsammener i familien osv.

Selvdisciplinen kan komme på prøve. Det kan være en god ide, at gøre sig meget bevidst hvorledes man plejer gøre i nogle af de situationer man kommer i. Er der nogle af dem, der indebærer en automatiseret skovlen småkager eller slik ind? Finder man ud af det, kan en bevidst indstilling hjælpe som modvægt mod automatikken. Mit eget eksempel er især knyttet til at spise mere end sædvanligt når jeg besøger min gamle mor på plejehjemmet. Det er som om det går af sig selv. Sådan har det velsagtens altid været, men efterhånden er fænomenet ledsaget af en umiddelbar aktivering af en bevidsthed herom så jeg holder igen. (Det kaldes personlig udvikling!).

Men perspektiveringen. Jo, den knytter sig til en meget afgørende forståelse af vægttab eller vægtforøgelse. Det er så enkelt som noget kan være, hvilket ikke er ensbetydende med at praksis er lige så let. Vi forbrænder et antal kalorier i døgnet. Indtager vi flere end vi forbrænder tager vi på. Indtager vi færre end vi forbrænder taber vi os. Det gælder indtag af kalorier – både dem vi spiser og dem vi drikker. De sidste er der en tilbøjelighed til at overse, idet der oftest tales om det vi spiser. Alkohol og sodavand indeholder mængder af kalorier.

Til illustration af perspektiveringen er det sådan at man skal spise ca. 7 kilo hvidkål om dagen for at få en dagsration af kalorier. Spiser man 8 kg tager man på. Spises 6 kg. tager man af. Se evt. dette slanketips.

Hvis man synes 7 kg. hvidkål er for meget, kan de 3½ kg erstattes af godt og vel en deciliter olivenolie (1 dl = 900 kcal). Her er det tilladt at tænke over om man bruger for meget olie i forskellige situation, idet man, som det ses, kan få et ordenligt tilskud til dagsforbruget af kalorier ved ikke at passe på omfanget af olieforbruget.

Hvorom alting er, er ansvaret for indtaget dit. Det er hverken omgivelsernes eller din arms ansvar hvad du gør.

Hvad siger du om dette?

Således blev jeg spurgt forleden. Svaret var vist lidt lunkent.

Der er noget jeg glæder mig til. Selvfølgelig.

Andestegen, men ikke nødvendigvis ris a l’amanden. Risikoen er at man netop der overspiser fordi den jo skal findes, den mandel. Jeg glæder mig til at høre mine børnebørn synge julens sange. Jeg glæder mig til at se deres forventninger. Jo, jeg glæder mig, men ikke så meget som da jeg var barn. Dengang glædede jeg mig vist så meget at jeg ofte blev syg af spændt forventning.

Som det antydes er der skikke knyttet til julen – og uskikke.

Måske er tiden inde til at gøre op med uskikkene, og velsagtens også nogle af skikkene.

Hvad er uskikkene ved din jul? Ved du det? Ellers er det en ide at tænke over dem nu lidt før jul af den enkle grund, at de sikkert også var uskikke tidligere. Hvis du tænker over det, var der så noget du sagde til dig selv i januar at du vil lave om til næste jul. Hvis ja, var det sikkert en uskik. Lavede du den om? Næppe. Det skal nemlig ske før jul for at lykkes.

Hvorfor skriver jeg nu dette? Jo, fordi jeg år efter år efter nytår har kunnet læse indlæg i aviserne om forskellen på de forventninger man har til sin jul og hvordan den gik. Skriverierne handler altid om at det gik anderledes end tænkt, og netop den omstændighed at det er et årligt tilbagevendende fænomen, tyder på, at det ikke lykkes at gøre op med “plejer” og alt det der nærmest bare sker.

Hvad skal du justere på?

Overskriften til denne post formuleredes 3. januar i år, men jeg er ikke helt sikker på hvad jeg tænkte da jeg gjorde det. Det skyldes at jeg samtidig lavede en anden overskrift: Julens skikke og uskikke.

Det er imidlertid ganske vist, at inspirationen til overskrifterne var at finde i aviserne lige efter nytår. Det er en tilbagevendende begivenhed, at journalister eller andre skriver om, hvad de synes burde have været anderledes ved den netop afsluttede jul. De fortæller at de gerne ville have haft mere tid til ro eller hygge eller besøg eller færre mennesker eller mindre mad eller andre gaver og alverdens andre emner, som de altså ikke lige nåede at forholde sig til inden det var for sent.

Det skal nok være netop det det faldt mig ind at skrive om den 3. januar så det kunne komme på bloggen i tide. Det vil sige før jul. Det gjorde jeg ikke i januar, men her er det.

Hvis du har det sådan at noget ved julen gerne skulle være anderledes, er det en ide at gøre det klart – meget klart – nu, idet det så bliver muligt at handle efter det overvejede og ikke blot siden ærgre sig over det ikke skete.

Vil du lave noget om? Så gør det. Og glæd dig over det.

Denne særlige juleforberedelse kan ses som en mental forberedelse til julen, en justering af traditioner, vaner, uvaner, psykologiske spil og alt muligt andet man muntrer sig med – så det ikke kommer bag på en, at man forresten gjorde det samme i år som man plejede og altså ikke det man i januar hvert år tænker det ville have været rart at have gjort.

God fornøjelse med juleforberedelserne og forberedelserne til julen!

Juletræ

Følelsesmæssigt sluttede den i år i løbet af 1. juledag.

Da jeg var barn, hvor julen hjemme først begyndte pænt langt inde i december og først manifesterede sig visuelt lillejuleaften, sluttede julen i mørkningen 5. januar, idet juletræet blev tændt og lysene fik lov at slukke sig selv.

Det var vemodigt.

Sådan er det ikke mere.

Nisse

Vejret er som julevejr skal være – mørkt, fugtigt og relativt lunt. Sådan foretrækkes vejret juleaften.

Portvinen er omhældt til karafel. Vinene, der skal hamle op med anden og tilbehøret er fundet frem, en god Barolo 1999 og en Amarone 2000 samt en Gunderloch Riesling Auslese 1995. De røde klarer sikkert alderen fint, og jeg er spændt på at smage den tyske Auslese. Vi får se. Hvis den holder hvad den bør, vil det formentlig være den bedste vin julemiddagen.

Der er faldet ro over det hele – vi når hvad vi skal, og det er til stadighed mærkværdigt at sådan en tilfældig onsdag i december er noget særligt, men det er den. For masser af mennesker, herunder indbrudstyve.

Jeg ønsker alle der har fulgt julepsykologien en rigtig glædelig jul.

Klik på den gode julemand jeg mødte i Husum (Tyskland) for nogle år, og han bliver lidt større.

Juletræet er sat på fod – det krævede både stemmejern, hammer og hobbykniv, men det lykkedes. Det er en rødgran af en vis størrelse i omfang, vist aldrig tidligere så omfangsrig. Rødgran-fanatikeren vandt over ham der er ved at gøre sig parat til at opgive dette prægtige træ som juletræ til fordel for en ædelsgranklon.

Juletræet er pyntet – af fruen, med vanlig sans for det visuelle indtryk.

Kravlenisse

Her er et billede af den gamle nisse.

Der er blevet tid til en spadseretur i skumringen – med skyformationer og lys, der ville have inspireret L.A.Ring til et billede af denne fine decemberdag.

Nu er der ved at blive kogt risengrød. Om lidt koges kartofler til de brunede til morgendagens middag.

Lidt senere snittes og kogens rødkål. Det er med at være på forkant…

Det hele er ren nostalgipsykologi – men det er jo ikke så skeløjet endda.

Sådan gik det mit ældste barnbarn forleden. Hun er 4 år. Min søn havde valgt at giver sine niecer hver en god og velgenet rygsæk til brug i hverdagen.

Hos den ældste faldt den ikke i god jord.

Forklaringen er, at hun tænkte, der var noget andet i pakken end en rygsæk.

Da familien kørte hjem fra den afholdte julekomsammen, fortæller min datter, sagde den ældste:

“Jeg blev lidt ked af det for jeg tænkte der var en mellemstor leopardunge i pakken”.

Det ville jeg også være blevet…

Men det har vel også været udtryk for en vis grad af realisme. Var man ikke på den grønne gren, var indsatsen for at tjene til dagen og vejen præget af en kraftfuld indsats.

Det er den stadigvæk, men samfundets overflod er blevet mere og mere omfattende.

Hvad har det med julepsykologi at gøre?

I gamle dage – gode eller ej – var tilværelsen præget af nøjsomhed, og man havde da stjernestunder at se frem til, hvor nøjsomheden for en stund kunne afløses af en vis rigelighed – måske især af mad. Dette var vel – foruden det religiøse aspekt – julens essens før i tiden.

Siden er julen blevet mere og mere. Større og større gaver, flere og flere af dem. Alt kan fås og købes – selv dyr vin, der ikke kan hamle op med andesteg.

Jeg husker min mor, der nu er 90 år, fortælle om appelsiner. Nej, ikke i flertal, men i ental. En appelsin en gang om året. Forhåbentlig blev den ikke gemt til den var tørret helt ind.

Hvad handler det om? Måske er det kontrasten mellem hverdagen og festen, der gjorde festen til noget særligt dengang, da der var en knaphed. Nu mangler kontrasten. Det hele flyder sammen, og vi søger at skabe en kontrast, der ikke er der i forhold til resten af året. Ved overdrivelse. Ved at julen skal vare en sjettedel af året. Ved et særligt begreb, der kaldes julestress. Ved overstimulation, så de stakkels børn ikke ved, hvilket ben de skal stå på.

Eller hvad?

Som barn overværede jeg enkelte gange at julegrisen blev slagtet hos min mormor og morfar. Det foregik ved at min morfar og nogle naboer anbragte grisen på et bord eller lignende og holdt den fast medens den hidkaldte slagter slagtede den ved at stikke den som man nu skulle.

Det skulle foregå sådan at blodet løb af grisen – ned i et kar eller en spand. Det skulle bruges til blodpølse.

Det gjorde et ret stærkt indtryk på en lille fyr at overvære dette på behørig afstand.

Hvad der derefter egentlig skete er lidt uklart, men jeg formoder grisen blev hængt op i bagbenene og delt i to, hvorefter parteringen fandt sted.

Der var meget at lave denne dag – som var en af dagene kort før jul. Hele grisen skulle parteres, pakkes ned og køres i frysehus. Da man vel at mærke havde fået et sådant i sognet. Inden da skulle den vel saltes ned.

Af noget af grisen skulle fremstilles en fars til medisterpølse. For at lave flere meter pølse skulle tarmene renses og vaskes, trækkes på kødmaskinens pølsehorn – hed den tragt vel – og farsen køres igennem og ud i tarmen – jeg husker meget godt den følsomhed min mormor havde i hænderne for at få pølsen til at blive tilpas fast.

Der skulle laves blodpølse – dvs. blodet skulle røres sammen med noget, herunder rosiner – og endnu flere tarme blev renset og fyldt. Og kogt. Og spist til aften – eller var det til frokost? Rygende varme og herligt smagende med smeltet smør og sukker. Dette er til stadighed en dejlig spise. 

Den anden ret på menuen var finker, hvilket også var fint.

Der var masser af mad i en en gris – og når hele familien var på besøg hos min mormor og morfar juledag, var der flæskesteg og ænder og andet godt. Man levede godt og solidt i det lille husmandssted af egne produkter.

Har du hørt en gris hyle som en stukket gris? Har du tilsvarende erindringer om mad før jul, f.eks. fik vi hjemme altid kråsesuppe lillejuleaften?

En stemning er en emotionel tilstand, der mærkes i krop og sjæl, og som varer et stykke tid, med bevidsthed om, at det netop er den følelsesmæssige tilstand, der er stemningen.

Er det let at komme i julestemning? Egentlig ikke – ikke længere. Men det sker. F.eks. er der en slags julestemning forbundet med at snitte rødkål og koge en ordentlig portion lillejuleaften. Tilsvarende er der en lidt længerevarende stemning juleaften når lugten af and breder sig i huset, ved middagen og når juletræet er tændt. At pakke gaver ud er vist ikke julestemning.

Og naturligvis er det julestemning, når børnebørnene jubler over juletræet.

Men hvad er den rette julestemning – hvis der er en sådan, for julestemningen er individuel?

I 2002 var vi i Maurach ved Achensee i Østrig. En dag besøgtes et nærliggende friluftsmuseum. Her sad, i en bondestue, 4 kvinder og spillede meget stemningsfuldt.

Jordan Stubenmusik

Vi blev siddende længe, til de holdt pause. Det viste sig man kunne købe en CD, men den var nu kun med julemusik og der var andre grupper på den også, beklagede kvinderne.

Titlen var Weihnachtliches Alpbach.

Siden har denne CD været julestemningsgiveren over alle. Hvorfor mon? Den må ramme et eller andet i os, der simpelthen sætter gang i den sindstilstand julestemningen er. Musikken er tilpas langsom, den er ikke larmende, der er et vemodigt stemningslag i den – men, tror jeg, den rammer det vigtigste ved julen: kom ned i gear. Sådan har det nok været oprindeligt, men hvor er det fint at det kan opleves, for behovet for ned-i-gear er da vist meget stort i dagens Danmark.

Det har måske også at gøre med, at der er mere religion over julen i Alpbach end nisser.

Bidrag til afklaring af, hvad julestemning er for en størrelse, er velkomne i kommentarfeltet.