Endnu en fange er undveget fra en lukket psykiatrisk afdeling. Undvigelser sker. Som da en anden fange forleden gik ud i friheden i forbindelse med en retssag. Han gik uanfægtet ud mellem de politifolk, der skulle passe på han blev, hvor han skulle være. Ingen af de to hændelser burde ske, men sker alligevel.
I Ålborg var fangen gået ind gennem en dør, der skulle være låst og videre ud gennem et vindue, der også skulle have været låst.
En chef kunne i TV orientere om at “vi gør det så godt vi kan”.
Så er det tanken opstår, at medarbejderne ikke har hørt hvad ledelsen har sagt, idet det må anses for givet, at ledelsen har sagt, at døre og vinduer, der skal være låst, skal være låst. En eller anden – eller mere end en eller anden – må have glemt, at ledelsen har sagt sådan eller ikke hørt det eller ikke hørt efter, da det blev sagt eller læst på instruksen – eller hvad der er foregået siden det, der skal gøres, ikke gøres – så ledelsen må sige “Vi gør det så godt vi kan”.
Eller…
Der er kommunikeret uendeligt meget under klimamødet COP15 i København. Den overordnede analyse overlades til andre, men der er altid detaljer at hæfte sig ved, når man i døgndrift præsenteres for hvad der sker på mødet og begivenheder der knytter sig hertil.
Aktivisterne, der gerne ville med til Dronningens middag, var ikke i tvivl om forskellen på at tale og handle. De udtrykte at politikere taler, men handler ikke. Ledere, derimod, handler – velsagtens efter de har talt.
Der var særligt et aspekt ved en demonstration og efterfølgende begivenheder, hvor det demonstreredes, at det ikke er let at kende forskel på meninger og handlinger.
Meninger, der udtrykkes, kan ikke skade andre. Handlinger, der udføres, kan.
Det blev forstået at en gruppe, der gennemførte en demonstration, ikke havde noget som helst ønske om vold, men nok om handling, idet man ville bruge kroppen til at presse sig frem til et sted, hvor man ville mødes med andre og holde et møde. Desuden ville man kun kaste røde pølser efter politiet. De kan ikke skade meget, medmindre politiets hunde ser deres snit til at æde så mange af dem, at de ikke kan passe deres arbejde.
Læs mere
Har du bemærket Susan Boyle?
Britains Got Talent er stedet hvor hun umiddelbart og pludselig blev berømt for sin sangpræstation. Den kan høres via nedenstående link.
Det er imidlertid ikke det der er emnet for denne post. Det er meget interessant at se hvad der skete undervejs. Det illustrerer nemlig på særdeles tydelig måde, at reaktioner på kommunikationssignaler udpræget afhænger af hvad man ser, snarere end af hvad indholdet i det der siges er.
Susan Boyle er 47 år og ser tilsyneladende ud som hun ikke har noget at gøre i showet. Når du ser videoen, læg da mærke til hvorledes hun på mange måder nedgøres – som følge af den måde hun ser ud på, antages det, og det hun siger. Dommerne og publikum laver mange ansigter der udviser foragt, og det er tydeligt at det værste ventes.
Der sker imidlertid det, at hun synger så der kommer et umiddelbart stemningsskift til begejstring. Dommerne har format nok til at håndtere deres aktivering af fordomme – og pludselig er hun verdensberømt.
Lad følgende video tjene til illustration af at man ikke kun reagerer på indholdet i kommunikation, men i allerhøjeste grad på kropssprog og stemmeføring:
Susan Boyle.
Dette ikke letbesvarlige spørgsmål er en følge af at DRs magasin Penge i aftes fortalte om den trængte rejsebranche, og at det var muligt at finde billige alternativer, hvis man alligevel gerne ville på ferie.
Man kunne tage til Polen og bo på en campingsplads osv – men egentlig glemte de at fortælle, at man også kunne bo på vandrehjem osv. Det var en kedelig udsendelse, der brugte mest tid på at gentage sig selv.
Det er nu ikke det dette handler om. Men formentlig inspireret heraf, var det interessant at se i avisen, at der i den grad har været gang i salget af sommerferierejser i Påsken.
Netop det fænomen førte til at Berlingske kunne berette at rejsebureauerne vejer morgenluft.
Deraf spørgsmålet. Hvad vejer morgenluft? Og hvordan vejer man morgenluft?
Mon ikke bureauerne vejrer morgenluft!
For ikke så længe siden skrev jeg en del mails i løbet af kort tid. De var ganske kortfattede.
Kort efter kom en reaktion på en af dem. Den begyndte med følgende bemærkning: “Du virker ikke glad”.
Det kunne der være gode grunde til, men jeg havde selv blot fornemmelsen af at være lidt træt på det tidspunkt.
Imidlertid måtte jeg tænke over det – og jeg traf hurtigt den beslutning at holde arbejdsfri i min psykologvirksomhed hver 3. uge (hvilket jeg har mulighed for). Det kunne være det kunne hjælpe på den non-verbale kommunikation i mails og andre steder.
Det særlige ved den konfronterende tilbagemelding var, at jeg gav mig til at spekulere over, hvordan jeg havde signaleret ugladheden. Var det ordvalget? Var det tonefaldet? Var det ordknapheden? Var der et tungsindigt anstrøg over det? Hvad havde jeg dog gjort, som gjorde tilbagemeldingen mulig.
Det ved jeg såmænd ikke, men tanker om den non-verbale kommunikation, som i anden anledning havde trængt sig på, dukkede op igen.
Det er et væsentligt spørgsmål at stille: Hvorledes fungerer kropssprog og stemmeføring i kommunikation på nettet? For det ser ud til at indgå.
Det er – som det muligvis er bekendt – sådan at i almindelig mellemmenneskelig kommunikation indgår kropssproget med 55%, stemmeføring og tonefald med 38% og indholdet med 7% når vi reagerer på signaler fra andre. Er det også sådan på nettet?
Læs mere
Der har netop på et af TV-programmerne været en udsendelse, hvor “man” indbragte en patient til et traumecenter på et hospital.
Da patienten var sendt videre, kunne det høres at en patient ikke er en patient, men et traume.
Sådan taler man åbenbart stadigvæk om mennesker, man har med at gøre med i arbejdsmæssig sammenhæng.
Når jeg siger stadigvæk, er det fordi jeg, da jeg hørte det, kom til at tænke på, hvorledes en taxi-chauffør skulle køre en klient fra min arbejdsplads i 1970erne til Amager, sagde.
Nogen kaldte på ham, og han svarede: Jeg har en kørestol til Amager. Der var sandsynligvis en person i kørestolen.
Når jeg husker eksemplet fra dengang, er det fordi jeg beskæftigede mig med holdninger til handicap. Der er forskel på at tale om en handicappet – og en person med handicap.
Sådan går udvikling ikke så hurtigt – trods alt.
I dagens løb har jeg haft lejlighed til at drøfte det fænomen ved nogle møder at nogle deltagere synes det er væsentligt at beskæftige sig med noget andet end mødets hensigt.
De laver med andre ord deres egen dagsorden som er anderledes end den gældende.
Er der en ordstyrer kan det måske lade sig gøre at få de afvigende deltagere til at holde sig på sporet, men er der ikke, er det ikke nødvendigvis let. Det afhænger af den styrke hvormed nogle deltagere dominerer mødet og den kraft andre har til at imødegå det.
Men hvor er ansvaret egentlig placeret?
Det er næppe usædvanligt at man efter møder kan høre deltagere brokke sig over at de ikke kunne komme til orde eller at man ikke talte om det man skulle osv.
Midt i drøftelsen dukkede en god, gammel sætning op, som tydeliggør det med ansvar.
Hvis nogen dominerer mødet, sker det med din accept.
Det betyder den enkelte deltager har ansvaret for sin mødedeltagelse. Lader man f.eks. snakkehovederne snakke, har man taget det ansvar at det OK. Konfronterer man det, har man taget et andet ansvar.
Kropssproget med værkstøj?
Det antages at være en stavefejl, det med støj. Men det er nu en af de mere morsomme. Kropssproget er en stærkt markant del af vores kommunikation. Det indgår altid med vægt – undtagen, naturligvis, hvis vi taler i telefon.
Spørgsmålet er hvorledes kropssproget værker og støjer – og bliver til værkstøj. Det har måske noget med hold i ryggen at gøre, eller knirken i knæene – lige før man skal have naturen erstattet med en protese.
Godt ord igen – det er nok en stavefejl, leveret af af et coachingfirma, Profcoach. Det var en artikel i Roskilde Avis, der ledte mig på sporet af hjemmesiden – og under foredrag viser den fornøjelige formulering sig.
Megen kommunikation er nødvendig for at få julen til at fungere efter alle kunstens regler. Derfor kan det være en fordel at kende et par elementære kommunikationsregler.
I Transaktionsanalysens kommunikationsdel er der tre grundlæggende kommunikationsregler.
Den første, der involverer åbne eller parallelle transaktioner, indebærer at kommunikationen kan fortsætte uhindret.
se mere=>
Årets interview må i særklasse være det Birthe Rønn Hornbech gav i dag.
Der blev stillet hende 5-6 spørgsmål. Alle blev besvaret uden et ord.
Interviewet blev afsluttet med at hun nikkede og gik.
Det så ud som om der var en meget fin kontakt mellem intervieweren og Birthe Rønn Hornbech. Hun holdt masken – næsten, idet hun trak en smule på smilebåndet. Intervieweren kunne ikke holde masken – han trak lydeligt på smilebåndet mod slutningen.
Interviewet var spændende set i lyset af at den non-verbale del af kommunikation tæller med en styrke, der langt overgår den verbale. Her var styrken af kropssproget 100%.
Endelig var her en politiker der ikke udtalte sig.
Arbejde, Kommunikation, Ledelse | Jørgen Carlsen | 
March 10, 2010 9:11 pm | 
Comments (0) 
