Således er virkeligheden 2011, og det kan der sikkert ikke laves meget om på.

Det slog mig imidlertid tidligere i dag på en station, at en ung mor med et barn i barnevogn afgjort var mere optaget af mobilen end af barnet. Barnet snakkede lystigt uden ord, men moderen reagerede ikke på barnets pludren.

Det medførte den tanke, at det kan tænkes at være skadeligt for børns sproglige udvikling, at deres barnevognskørende mødre (og fædre) ikke reagerer på deres pludren og dermed forsøg på at erhverve sig et sprog.

Jeg har intet at have tanken i, men den blev tydelig.

Kære mødre, læg dog det næstkæreste eje væk, når i kører med jeres børn i barnevogn og snak med dem. Det kaldes nærvær. Det jeg så var fravær. Og fravær udvikler næppe barnets sprog.

I TV-avisen på DR1 har man netop illustreret omtalen en rapport om bankernes investeringsrådgivning i EU-landene.

I den anledning taltes med et ægtepar, der ikke var tilfreds med den rådgivning, der var givet. Mappen med sagsakter var stor.

Jeg hæftede mig ved, at man til banken havde skrevet, at der “helst ikke” skulle investeres i aktier og obligationer med en eller anden grad af højere risiko jvf. den aldersbetingede korte investeringshorisont. Manden tilføjede at dette ønske således var skrevet klart.

Banken havde investeret lidt vel rigeligt mod ønsket, og havde erkendt det.

Mit synspunkt er, at det netop ikke var udtrykt klart, hvad man ikke ville. “Helst ikke” svækker, at man ikke vil, idet det betyder, at det man ikke vil netop er formuleret så det er en mulighed. Hvilket banken for rigeligt havde benyttet sig af.

Hvis man ikke ønsker en given investering er det det der skal udtrykkes. Det gøres ikke ved at svække et nej med helst ikke.

Kommunikation er et vilkår for mennesker, der mødes. I mødet med andre er ikke-kommunikation ikke en mulighed, ej heller hvis man gør sig de største anstrengelser. Der er altid et signal. I tidligere indlæg på bloggen har jeg beskæftiget mig med kommunikation på forskellig vis. Der henvises til disse indlæg.

Kommunikation skal være konsistent. Er den ikke det vil det sprogligt formulerede indhold have mindst betydning og det kropsligt viste og lydligt hørte have størst betydning. Konsistens og klarhed indebærer overensstemmelse på alle signalplaner. Er der ikke det kommer der klumper i kommunikationen.

Klumper kan naturligvis ikke undgås, men det er tilstræbelsesværdigt at søge dem undgået.

Ugen har budt på kongelig kommunikation.

Det var en fornøjelse at se Kronprinsen fortælle med hele kroppen om sine nye tvillingebørn. Særligt illustrativt var hans visning af, at den ene var så lang, den anden så høj.

Ugen bød også på kommunikation fra Dronningens side, da hun havde besøgt sine børnebørn. Der var et fint eksempel på kommunikationsstoppende og ikke kommunikationsfremmende kommunikation.

En journalist spurgte: Hvor stor en dag er det for Dem?
Dronningen svarede: Hvordan plejer De at måle dage?

Ugen har også budt på konservativ kommunikation – eller hvad man skal kalde det, når det er om Det Konservative Folkeparti. Brian Mikkelsen pustede et lille puh ud da han skulle fortælle at Lene Espersen var den bedste leder af partiet lige nu. Charlotte Dyremose blev af uforklarlige grunde stående og besvarede med et krampagtigt grin 5 spørgsmål med at det havde hun virkelig ingen kommentarer til. Hun skulle være gået til møde, men valgte at stå til spørgsmål hun ikke ville svare på. Det må heller ikke være let.

Ugens mest fremragende eksempel på kommunikation leveredes i Operation-X-udsendelsen om et firmas (Handigruppen) overudnyttelse (eller hvad man skal kalde den voldsomt kreative virksomhedsdrift) af offentlige midler til betaling af handicaphjælpere. Direktøren forklarede, at det hele var efter reglerne, men det drejede sig om at være fleksibel. Det virkede ikke som ret meget var efter reglerne, men snarere efter fleksible tolkninger af dem. Ved kommunikation med sig selv må han have overbevidst sig om sin berettigelse til at drive virksomhed på en for ordentligt tænkende mennesker overordentlig særpræget facon.

Den overdriftige direktør får måske behov for at rage kastanier ud af ilden, her er et kastaniebillede til hjælp:

Og så ser jeg i øvrigt frem til nye kartofler…

Forresten – har du et bud på hvad billedet øverst på bloggen (header image) forestiller. Det begynder med K. Kommentarer vil glæde. Svaret kommer i næste uge.

Her er linket til kyndige deltageres k’er.

Virksomheder har motionsprogrammer og mulighed for at ansatte kan motionere i arbejdstiden – velsagtens med det formål at øge energi, produktivitet og effektivitet hos de ansatte.

Sådanne motionsprogrammer er også iværksat i nogle kommuner, og hensigten har givetvis været den samme.

Nu må jeg imidlertid forstå, at der som led i vidensindsamlingen herom, er erfaret det uventede og umiddelbart uforståelige fænomen at deltagelse i motionen har bevirket en stigning i sygefraværet på 15% og dermed den modsatte adfærdsændring af den tilsigtede. Jeg blev ikke klar over om det var generelt eller hos en mere specifik gruppe medarbejdere.

Hvad tænker du om dette?
Et forklaringsforsøg var, at når man ved begyndelsen af et sådant program udsætter deltagerne for et helbredstjek og fortæller dem, at deres krop er i en sådan forfatning at helbredsproblemer er nærliggende, hvis man intet foretager sig, ville man forvente at de går til makronerne for at mindske risikoen. Sådan var det måske også, men de var åbenbart også blevet mere optagede af sygdom og derved mere fraværende. Med forbehold for jeg ikke forstod det hele.

Kommunikation er indviklet. Her er muligvis et eksempel på, at man ved den information man giver fremmer opmærksomheden på kropssignaler, der kobles på fare for helbredet. Om man kunne have formuleret sig omvendt, når informationen om kropstilstanden skulle gives anes ikke, men det må være åbenbart, at man skulle have lagt vægt på noget andet, så man ikke fik øget sygefravær, når man informerede som gjort.

Da ordet var tænkt, tænkte jeg, at jeg lige ville se, hvad Google siger til det ord. Der er sandelig ikke meget hjælp at hente. En eneste har anvendt ordet på nettet før jeg nu gør det. Peter Kragh var det, han får et link for indsatsen til pk-konsult. Det står på side 4.

Det var ganske som da jeg i sin tid skrev om det glimrende ord »funktionalværdi«. Det var også kun anvendt en enkelt gang.

Men hvorfor tilbudpsykologi? Jo, kender du det, at et supermarked har tilbud på et eller andet og det er ganske umuligt at finde varen, hvor den logisk set hører hjemme. Når en tilbudsost ikke er at finde i nærheden af de øvrige oste – hvad der vel ville være nærliggende – men i afdelingen for frugt og grønt, er det hvad der tænkes på.

Sådan forekommer det ikke altid at være, men undertiden kræver det en detektivisk indsats at finde en vare der er på tilbud. Det er her tilbudpsykologien kommer ind. Det er nemlig som om butikken slet ikke har lyst til at sælge det der er på tilbud. Det virker som om det er gemt af vejen i håb om at ingen kunde finder det endsige gider spørge hvor det er (gemt). Sådan er det i virkeligheden nok slet ikke. Det virker bare sådan. Og det sker igen og igen.

Som nu i weekenden, hvor den lokale brugs, Dagli’Brugsen kaldet, havde et særligt weekendtilbud, nemlig agurker til 3.95 – som det klart fremgår af illustrationen.

Der lå agurker på hylden til 7.95, og midt på gulvet stod kassevis af agurker – uden prisangivelse. Det måtte være disse agurker, der kostede 3.95.

Kasseapparatet sagde dog 7.95. Konfronteret med tilbuddet, spurgte kasseassistenten kollegaen, hvad hun så skulle gøre. »Lav en dekort på 4 kroner« var svaret. »Der er kun én agurk«, var reaktionen. »Så lav en dekort på 4 kroner«.

Jeg forsøgte mig med at der ikke var pris på agurkerne, men at prisen fremgik af tilbudsavisen. Det medførte ingen reaktion.

Om dette er et eksempel på tilbudspsykologi i den forstand jeg har nævnt (ost i grøntsagsafdelingen) ved jeg naturligvis ikke, men det ligner en tanke, at man ikke har fundet ud af at løse dette agurkeproblem et par timer før to-dages-tilbuddet ophører. Det klares med en dekort, hvis kunden tilfældigvis opdager prisforskellen. Hvis det er sådan er det et fint eksempel på tilbudspsykologi, som jeg desværre af og til synes man får indtryk af er taget i brug.

Medens vi er ved dette med tilbud har jeg bemærket et vanskeligt valg mellem rødvin og brun sovs i Lidl. Det er godt nok en lidt underlig flaske rødvinen er fyldt på, men hvad ville du vælge? Rødvin eller brun sovs?

Det var derfor lidt overraskende at træffe en psykolog, der havde anmodet det offentlige om tilladelse til et eller andet. Han ville drøfte om han havde fået tilladelsen eller ej.

Usikkerheden knyttedes til anvendelsen af formuleringen »…vides der herfra intet at indvende.«

Vi tre, der diskuterede dette, mente at tilladelsen var givet – fordi der intet var at indvende.

Dette fik en gammel historie om emnet frem i hukommelsen. En bonde fra Vestjylland havde brug for at opføre en lade på sin ejendom. Følgelig ansøgte han om tilladelse. Efter en rum tid kom svaret. Det fremgik at »man har intet at erindre mod det ansøgte«. Det forstod ansøgeren som, at man ikke kunne huske, hvad han havde søgt om og fremsendte derfor ansøgningen påny. Med samme svar igen.

Det, ansøgeren ikke vidste, var at erindre – i denne sammenhæng – betyder indvende. Myndighederne havde ikke noget at indvende mod nybygningen, og skrev kancellistisk »Byg bare laden«.

Bertel Haarder forklarede i TV, at embedsmænd vurderede, at rigsrevisor ikke skulle have have materialet, der var anmodet om.

Nøgleordet er vurderede.

En kommentator (Myhlenberg) har her til morgen i TV sagt, at rigsrevisor skal have det han beder om.

Nøgleordet er skal.

Hvis det sidste er rigtigt er det første forkert. Og omvendt.

Hvis rigsrevisor skal have materiale, giver det ikke mening at vurdere om han skal have.

Uden at have læst bestemmelserne giver det mening at handleordet er skal og ikke vurdere.

Længere er den historie sådan set ikke.

Inden rejsens påbegyndelse havde min kone og jeg orienteret os om, hvorvidt togene nu også så ud til at køre. Det gjorde de. Der var dog et signalproblem et sted. Dette indebar bl.a. at et tog fra vistnok Holbæk var aflyst, idet det kun kørte mellem Roskilde og Østerport.

Toget skulle afgå fra Roskilde 9.02, hvilket passede fint. Inden København var toget standset 4 gange mellem stationerne med henvisning til det tidligere signalproblem.

Der skulle skiftes tog i København, Det var forsinket, og DSB vedblev at informere om, at det ville afgå mod Helsingør senere og senere – for til sidste at meddele, at toget ikke medtog passagerer. Straks derefter kom toget og alle myldrede ind – med et par autoritetstro undtagelser. Da dørene var godt og grundigt lukkede meddeltes det i højttaleren, at netop det tog var toget til Helsingør. Ser man det.

Der kom et tog lidt senere, der også kørte til Helsingør, og da planen egentlig var en udlandsrejse til Helsingborg, købtes en billet til færgen og vi tilbragte en fin dag hinsidan.

Erfaringen er, at det kan lønne sig at lade autoritetstroen afløse af sund fornuft, når man skal ud at se med banen, idet elementær kommunikation ikke nødvendigvis falder den let.

Når ledere giver medarbejdere tilbagemeldinger på deres arbejdsmæssige adfærd, er det feedback. Det hedder vist ikke længere tilbagemeldinger, men det er ellers et glimrende ord.

Når ledere leder, er lederadfærden betinget af, hvorledes lederen har lært at kommunikere – oprindeligt og efterhånden. Ledere kan have behov for tilbagemeldinger, konstruktiv feedback, på deres være- og gøremåde.

Det kan de få af Feedbackkonsulenten Annemette Kyhnau, der tilbyder at iagttage ledere – så at sige – og give dem tilbagemeldinger på deres lederrolle.

I forbindelse med disse overvejelser om feedback, er jeg kommet til at tænke på en historie, jeg hørte for mange år siden. Den handler om mødeledelse og lederadfærd i den sammenhæng. Måden lederen ledte mødet på var mildt sagt problematisk, idet det typisk viste sig, at lederens adfærd bevirkede at mødet blev uproduktivt.

Bill – som lederen hed – havde indvilget i at en konsulent kunne overvære hans møder med medarbejderne, som følge af den beskrevne konsekvens, og konsulenten havde ret til at stoppe mødet, når han fandt det fornødent. Kort efter mødets begyndelse viste Bills velkendte og vrisne adfærd sig, han var utilfreds med et eller andet. Det tog til og konsulenten stoppede ham, og sagde: “Bill, det virker som om du er vred”. Det var Bill overhovedet ikke, var svaret.

Mødet fortsatte, men det varede ikke længe før konsulenten stoppede det igen og sagde til Bill, at det faktisk virkede på ham som om han var meget vred. Det fik Bill til at banke næven i bordet og råbe at han ikke var vred.

Det fik konsulenten til at standse mødet og ved den efterfølgende samtale med Bill viste det sig hurtigt, at han ikke kendte til følelsen vrede og derfor ikke kunne forholde sig til egen vredladne adfærd. Det kunne kun hans medarbejdere.

Årsagen til at han ikke kendte vrede var en rest fra barndommen, idet han altid, når han var vred og gal over et eller andet, fik at vide af sin mor: “Bill, du er ikke vred, du er træt”.

Vi har vel alle vore rester fra barndommen, som bevirker uhensigtsmæssig adfærd, men kan vi blive lidt mere bevidste om det, er det håb forude.

Hvis du er leder og har brug for tilbagemeldinger for at blive mere bevidst om, hvordan du virker i din lederrolle vil Feedbackkonsulenten med garanti gerne hjælpe dig!

Hvorfor er det nu vigtigt at skrive om korrekturlæsning?

Det er det ikke kun fordi der til tider er alt for mange fejl i blogposter, men også fordi august måned er den måned hvor aftenskolernes programmer udkommer. Med fejl. Enten er disse fejl opstået ved at de enkelte kursus- eller foredragsholdere selv har skrevet teksten eller også fordi andre har gjort det. Men det ville – uanset årsagen til fejlene – være rart om nogen kunne få den ide at se materialet igennem inden det blev sendt ud til almenheden.

Hvis man ikke skulle være klar over det, så er det sådan at fejl forstyrrer nogle læsere.

Se blot her hvad man formår. Der kan naturligvis være mange flere, idet jeg læser sådanne programmer selektivt.

FOF Midtsjælland har et kursus om at valget består mellem stress og livet. Her står f.eks. “Symptomer er bl.a. Hele din krop begynder at melde fra.”, endvidere “Symptomer bl.a. Brystsmerter” og “Symptomer bl.a. Dræning af energien”.

Det kan sagtens forstås hvad der står, men hvorfor er der store bogstaver efter bl.a.? Det er vel ikke, som her, en ny sætning der begynder, men snarere en indstilling af tekstbehandlingsprogrammet Word eller et andet til at skrive store bogstaver efter punktum. De fejl skal naturligvis ikke være i teksten.

Teksten til et foredrag om “Tid til forandring” i samme katalog er til at få hoved og hale i, men det kræver arbejde.

Der står følgende:

Et foredrag for alle, som ønsker at skabe og lykkelig, “Jeg kan ikke opnå balance i mit liv”.

“Lad dette være en begyndelse. En ny port ind til det utrolige, det mulige, en ny tid, hvor alting kan ske – hvis vi altså ikke forandringer i deres liv. Hvis du vil ændre dit liv, må du ændre dine vaner og overbevisninger.

“Jeg kan ikke”, “Jeg er ikke lige så god som de andre”, “Der er ikke andre muligheder”, “Jeg kan ikke blive glad har noget imod det!”

Det er ikke ligetil at begribe, hvad der står, men lidt vedholdenhed fører på sporet. Først læses teksten uden kursiv og fremhævelser. Dernæst læses det med kursiv, og endelig læses det fremhævede, det sidste i en slags omvendt rækkefølge. Eller også var det meningen af det hele skulle stå på en anden måde.

Det burde selvsagt være fundet ved almindelig gennemgang af materialet, det her.

I et kursus om Mindfulness skrives at “Nyere videnskabelig forskning har vist sig at…”. Hvad skal det “sig” mon?

Sluttelig bemærkes at Daells Varehus i Købehavn ikke staves Dahls. Det ses i forbindelse med en udflugt til “Uptown København…”. Jeg skal i sammenhængen helt undlade at besvære mig over den nu indførte anvendelse af Uptown Købehavn og Downtown Slagelse.

Til slut blot det fromme ønske at korreturlæsning igen bliver en del af det at skrive.