Arbejdstempo og personligt tempo

Formiddagen medførte besøg i et supermarked. Når man køber ind sådanne steder, stiller man sig i kø ved en åben kasse. Hvad man ikke nødvendigvis kan vide, når man gør det, er, hvilket tempo kassemedarbejderen udfører sit arbejde i.

Netop i dag var det ualmindeligt tydeligt, at jeg var kommet i en kø med en udpræget langsommelig medarbejder. Hun rubbede så at sige ikke neglene, men sørgede for at alle bevægelser var i et ensartet slowmotion-tempo. Det er sikkert godt for hende, stress og jag kommer næppe til at præge hende, og det må naturligvis værdsættes. Der er ingen grund til at medarbejdere skal slide sig selv op fordi tempokravet er for stort – som det er i rengøringsbranchen, hvor kadancen er 130, jvf. en radiodebat g.d.

Medens jeg stod dér og afventede at det blev min tur, kom jeg til at tænke på gamle dage. Dengang boede jeg i Hvidovre. På torvet lå en fremragende bager. Her kunne man købe et beskedent udvalg af morgenbrød. Der var to der ekspederede. Den ene var dobbelt så hurtig som den anden, og det vidste kunderne godt. Resultatet var at den ene kø var dobbelt så lang som den anden.

Sådan en god viden har man ikke nødvendigvis i et supermarked nu om stunder.

I de nævnte tilfælde er der en sammenhæng mellem det personlige tempo, som man vel i en eller anden grad er født med, og arbejdstempoet, men mon ikke man kunne bede de langsomste om at øge arbejdstempoet bare en lille smule – eller… Hvad synes du?

Ledelse, ambitioner og udbrændthed

Styr ambitionerne – ellers brændes lyset i begge ender.

Således stod der på en seddel jeg fandt på skrivebordet. Jeg husker det blev noteret da jeg hørte det i TV for nogen tid siden.

Det var faktisk ledelsen, der skulle styre medarbejdernes ambitioner. Ellers brænder de lyset i begge ender.

Medarbejderne kan med andre ord ikke selv styre ambitionerne – og derved undgå at brænde lyset lidt rigeligt. De skal ledes, skal de. De skal ikke lede sig selv, skal de ikke – for det kan de ikke.

Det er godt med medarbejdere med ambitioner – så har ledelsen da noget at lave!

Spøg til side. Det var faktisk formuleret som en ledelsesopgave at påse ambitionerne ikke førte til udbrændthed.
Læs mere

Hyperstress

For nogle år siden mødte jeg en kvinde, hvis arbejdsevne var ophørt med at fungere. Hun søgte at forklare, hvorledes hun havde det ved at sige at hun kørte i 6 gear. Ikke bare om dagen, men hele døgnet. Der var med andre ord ingen mulighed for at slappe af og komme sig.

Jeg kom til at tænke på hende forleden, da jeg læste en artikel om hyperstress i Erhvervsbladet (23. oktober 2008, Stress er død – hyperstress er over os).

Med skam at melde er begrebet hyperstress gået min opmærksomhed forbi. Det er heller ikke det mest anvendte ord. Google finder godt 14000 sider ved søgning på ordet.

Læs gerne mere »

Arbejdsevnen og livsmanuskript

Tidligt i livet dannes ubevidste antagelser om, hvorledes livet skal forme sig. Det sker på baggrund af de signaler man modtager fra omgivelserne om, hvorledes de ser på en – og på den måde finder man ud af, hvorledes rollen, der er tiltænkt én, kan udføres.

Om det er en positiv eller negativ livsplan afhænger af omstændighederne, hvorunder den dannes.

Undertiden kan man se og høre hvorledes disse tidlige dannelser påvirker i nutiden. Vi bruger måske nogle livssætninger, der udtrykker livsplanen. Jeg springer altid over, hvor gærdet er lavest.
Læs gerne mere »

Arbejdsrelateret stress i 1999 og 2008

Stress er behandlet i utallige artikler de seneste mange år. Denne artikel skal ikke behandle emnet stress, men fortælle om en forskel, som træder frem i to avisartikler fra henholdsvis 1999 og 2008.

Det ser ud til at nogle – eller mindst en – har taget ved lære eller hørt efter.

Den 24. januar 1999 klippede jeg en artikel i Berlingske ud. Slagteribossens barske nedtur var overskriften.

Det handlede om Svend Sønnichsen, der var 59 år på det tidspunkt og havde været en hårdtarbejdende direktør for Vestjyske Slagterier. Han gik ned med flaget med et brag og ophørte som administrerende direktør i 1998. Det fremgår af artiklen, at han, da kroppen sagde fra, ingenting kunne. Hverken læse, se TV, huske eller ligge på sofaen. Det varede ganske længe.
Læs gerne mere »

Afstresse

Sidst radioen var tændt under en køretur hørte jeg en udsendelse om Nokken – et fristed på Amager.

En af de interviewede var gået på efterløn, og havde derfor bedre tid.

Han forklarede forskellen på at løse en opgave i kolonihaven da han arbejdede og nu da han var på efterløn.

I det første tilfælde klaredes opgaven på en time. Nu kunne han mageligt bruge en dag på samme opgave.

Det kaldte han “at afstresse”.

Måske er det et godt råd han giver – det afstresser at give sig mere end tid nok til at løse en opgave en gang imellem, der sagtens kunne løses hurtigere.

Hvor skræmmende er det mon for “hektivister” (hektivitet = hektisk aktivitet) og andre der ikke synes de har tid nok?

Stress, udbrændthed, handicap og invaliditet

Forleden talte jeg med en psykologistuderende, der benyttede vendingen “kumuleret stress”. Han mente, at var man udsat for for hyppige samtaler med andre af mere krævende og ydende art end godt er, ville det medføre en vis stress-påvirkning hver gang. Og efterhånden ville der finde en sådan ophobning sted – den kumulerede stress – at udbrændthed ville blive resultatet.

Det minder lidt om forskellen på invaliditet og handicap, hvor invaliditeten kan beskrives nogenlunde objektivt (mangler yderste led af venstre hånds lillefinger), og handicappet er den kumulerede psykiske effekt af invaliditeten.

Stress og det ugjorte

November 17th, 2007

Hvad kan man gøre for ikke at blive stresset?

Dette aktuelle spørgsmål blev stillet i en DR1-udsendelse – Har vi travlt, mor? – den 4. november 2007.

Et barn besvarede spørgmålet med følgende to ideer

* man kan have en kalender, og
* man kan lave lidt mindre om dagen.

Det sidste kan betyde, at man har lidt færre opgaver, der skal nås hver dag. At man derved har lidt bedre tid til at løse dem. Og måske – og allervigtigst – at man ikke får flere opgaver, eller siger ja til flere opgaver, end man kan nå at forholde sig til.

Det er ikke godt, hvis man i forvejen ikke kan nå sine opgaver, og derved hele tiden har “det ugjorte” som pres på sig. I så fald bliver det blot værre og værre, hvis man laver lidt mindre om dagen. Og et sammenbrud venter forude.

Færre prioriteter eller opgaver er med andre ord løsningen.

Arbejde og træthed

Der er vist ikke noget nyt i presset fra det ugjorte.

Således skriver Nils Antoni i En Bog om Nerver (H. Hirschsprungs Forlag, København MCMXLVII, side 161), hvad han har hørt en industrileder sige:

Det er ikke det Arbejde, man har udført, man bliver træt af, men det Arbejde, man ikke har faaet gjort, det, der skulde være færdigt, men endnu ikke er udført, det, der venter paa en.

Også den gang var der nogle der havde for meget at lave. Men det gælder måske flere nu.