Viden om - psykologisk set » Stress

Tysk oplevelse af dansk arbejdsliv

Jørgen — Sat, 16 Oct 2010 07:21:07 +0000

Egentlig lagde jeg først mærke til, at der var ved at blive bygget en ny motorvej i Sønderjylland mod Sønderborg, sidst jeg var på de kanter. Det var måske derfor jeg hæftede mig ved nyhedernes information forleden om, at samme motorvej færdiggøres mindst et år før tid.

Opførelsen er forestået af et tysk selskab. Motorvejen er – som jeg forstod det – ejet af såvel staten som selskabet, der har nogle forpligtelser i forhold til vejen de næste mange år. Der var nogle forklaringer på, at det er gået så hurtigt. Det er imidlertid ikke dem jeg skal omtale her.

Det interessante var, set fra en psykologisk synsvinkel, det interview, der var med en medarbejder fra Tyskland. Han var – trods en betragtelig arbejdsindsats – ret glad for at arbejde i Danmark. Forklaringen var bl.a. at det er mindre hektisk her end når han arbejder i Tyskland. Det var selvfølgelig bemærkelsesværdigt når det samtidig lader sig gøre at være langt foran tidsplanen.

Jeg har ingen viden om hvad der gør det, men er der mon en forskel på effektivitet i de to lande? Får man mere fra hånden i Tyskland? Har vi brug for at lære noget og samtidig bevare det der bevirker at den gode tysker opfatter arbejdstilværelsen her som mindre hektisk? Kan det overhovedet lade sig gøre at øge effektiviteten? Vil det blot bevirke, at endnu flere end 35000 dagligt er sygemeldte på baggrund af stress?

Piet Hein og synet på stress

Jørgen — Wed, 18 Aug 2010 22:05:52 +0000

“Ha’ det godt” er en udsendelsesrække på DR1 man kan få forstand af. Således senest om måder man kan sørge for de signalstoffer i hjernen, der er vigtige i vores hverdagsfunktion, herunder så stress ikke følger af overbelastning. Jeg skal se lidt nærmere på udsendelsen, som velsagtens kan findes på nettet – og berette lidt mere om det der gjorde indtryk.

Indtil det sker må du tage til takke med teksten af Piet Hein på Ch. Fombrauge, St. Emilion Grand Cru 1996:

Gørelister, to-do-lister eller opgavelister

Jørgen — Sun, 30 May 2010 08:38:30 +0000

Overspringshandlinger, udsættelsestendenser og andre produktivitetsforsinkende eller -forringende handlinger er det altid interessant at forholde sig til.

Det samme gælder hvorledes man ved forskellige selvdisciplineringsmidler kan fremme sin produktivitet og derved opnå de mål man måtte have sat sig.

Der kom en mail fra Robert Plank, som i nogen tid har beskæftiget sig med timemanagement og produktivitet, herunder ved at sælge deltagelse i såkaldte webinars.

Mailen omhandlede at deltagerne tilsyneladende ikke helt havde forstået et grundlæggende budskab om produktivitet.

Han første produktivitetstip er at udføre 4 opgaver hver dag. Hverken mere eller mindre. Der er ingen grund til at læse bøger om dette emne, siger han, og der er heller ingen grund til at lave to-do-lister.

Der er derimod grund til at lave en opgaveliste, der dagligt indeholder 4 opgaver, der skal udføres.

Gevinsten ved dette – og undlade at gøre det andet – er, at man er produktiv fremfor at føle sig travl.

Og det synspunkt er vist ikke så galt endda – i disse tider hvor travlhed (i betydningen nedsat effektiv produktivitet) synes at være en kilde til frustration og stress.

Erfaringer er velkomne i kommentarfeltet.

Udendørsliv

Jørgen — Wed, 19 May 2010 13:19:52 +0000

Hvilken herlig dag. Solen skinner fra morgenstuden. Temperaturen bliver hurtigt “fornuftig” og det lader sig gøre at sidde udendørs og spise frokost. Det er første gang i år.

Pensionistens tilværelse indebærer at det er muligt at gå en tur i Brugsen i det herligste solskin. At Brugsen så ikke havde det vi kom efter er en anden sag, og det skal naturligvis være den tilgivet sådan en dag.

Efter den udendørs frokost blev det tid til endnu en gåtur. Jeg skulle fotografere en tæt med mælkebøtter besat græsplæne – og lidt længere borte en af de lige netop nu smukt blomstrende rapsmarker. At der kom lidt skyer gjorde ikke så meget, billederne kom i kassen.

Lige nu sidder jeg i skyggen i carporten og skriver dette – der er en beskeden forbindelse til internettet via netværket. Men nok er det såmænd.

Nu må jeg hellere tage ansvar for at gøre noget nyttigt i – forstås det – disse for vort land og Europa så alvorlige tider med overforbrug og almindelig svækket effektivitet. Hvad skal det mon ende med?

Jeg vil plante et par planter om, så de kan sprede endnu mere glæde hen over sommeren.

Jeg håber din dag er god – ellers gør noget andet.

Arbejdstempo og personligt tempo

Jørgen — Thu, 22 Oct 2009 09:54:38 +0000

Formiddagen medførte besøg i et supermarked. Når man køber ind sådanne steder, stiller man sig i kø ved en åben kasse. Hvad man ikke nødvendigvis kan vide, når man gør det, er, hvilket tempo kassemedarbejderen udfører sit arbejde i.

Netop i dag var det ualmindeligt tydeligt, at jeg var kommet i en kø med en udpræget langsommelig medarbejder. Hun rubbede så at sige ikke neglene, men sørgede for at alle bevægelser var i et ensartet slowmotion-tempo. Det er sikkert godt for hende, stress og jag kommer næppe til at præge hende, og det må naturligvis værdsættes. Der er ingen grund til at medarbejdere skal slide sig selv op fordi tempokravet er for stort – som det er i rengøringsbranchen, hvor kadancen er 130, jvf. en radiodebat g.d.

Medens jeg stod dér og afventede at det blev min tur, kom jeg til at tænke på gamle dage. Dengang boede jeg i Hvidovre. På torvet lå en fremragende bager. Her kunne man købe et beskedent udvalg af morgenbrød. Der var to der ekspederede. Den ene var dobbelt så hurtig som den anden, og det vidste kunderne godt. Resultatet var at den ene kø var dobbelt så lang som den anden.

Sådan en god viden har man ikke nødvendigvis i et supermarked nu om stunder.

I de nævnte tilfælde er der en sammenhæng mellem det personlige tempo, som man vel i en eller anden grad er født med, og arbejdstempoet, men mon ikke man kunne bede de langsomste om at øge arbejdstempoet bare en lille smule – eller… Hvad synes du?

Ledelse, ambitioner og udbrændthed

Jørgen — Sun, 22 Mar 2009 12:17:14 +0000

Styr ambitionerne – ellers brændes lyset i begge ender.

Således stod der på en seddel jeg fandt på skrivebordet. Jeg husker det blev noteret da jeg hørte det i TV for nogen tid siden.

Det var faktisk ledelsen, der skulle styre medarbejdernes ambitioner. Ellers brænder de lyset i begge ender.

Medarbejderne kan med andre ord ikke selv styre ambitionerne – og derved undgå at brænde lyset lidt rigeligt. De skal ledes, skal de. De skal ikke lede sig selv, skal de ikke – for det kan de ikke.

Det er godt med medarbejdere med ambitioner – så har ledelsen da noget at lave!

Spøg til side. Det var faktisk formuleret som en ledelsesopgave at påse ambitionerne ikke førte til udbrændthed.

Der kan være noget om det. Ikke så få gange i mit professionelle virke har jeg mødt folk, der har brændt lyset lidt kraftigt i begge ender.

Og lidt på midten, som en tilføjede, da jeg spurgte ham om han brændte lyset i begge ender.

En anden kunne bekræfte det hele – og tilføjede: og jeg henter stadig mere stearin.

Begge var så ganske slået ud af arbejdslivet og ambitionerne – og havde mistet arbejdsevnen.

Pas derfor godt på dig. Og – kære leder – pas godt på folkene.

Hyperstress

Jørgen — Sun, 26 Oct 2008 12:03:36 +0000

For nogle år siden mødte jeg en kvinde, hvis arbejdsevne var ophørt med at fungere. Hun søgte at forklare, hvorledes hun havde det ved at sige at hun kørte i 6 gear. Ikke bare om dagen, men hele døgnet. Der var med andre ord ingen mulighed for at slappe af og komme sig.

Jeg kom til at tænke på hende forleden, da jeg læste en artikel om hyperstress i Erhvervsbladet (23. oktober 2008, Stress er død – hyperstress er over os).

Med skam at melde er begrebet hyperstress gået min opmærksomhed forbi. Det er heller ikke det mest anvendte ord. Google finder godt 14000 sider ved søgning på ordet.

Erhvervsbladet har talt med Lektor Einar B. Baldursson, Center for arbejds- og organisationspsykologi på Aalborg Universitet.

Det man kan forstå på artiklen er, at der er tale om hyperstress, når livet som sådan er blevet til en anstrengelse. Det kan det blive, når man altid er på og skal performe, som det kaldes, i alle situationer, det være sig på arbejdet, i fritiden og sammen med familien. Det lyder som den moderne selviscenesættelse kan være en farlig størrelse. Hertil kommer at grænserne er gået i opløsning mellem forskellige dele af tilværelsen – arbejde kan udføres hvorsomhelst og nårsomhelst.

Lektoren forklarer ikke at kuren kan være pauser. Det er snarere en anden form for hjerneaktivitet end den der fører til belastningen. Laver du logisk tænkearbejde er der ingen grund til at lave endnu mere af det – tværtimod. Han mener også at fysisk aktivitet som modvægt mod hyperstress ikke er fittness, men en meget mere nuanceret kropslig aktivitet, f.eks. dans.

Vil du læse mere er der en artikel om hyperstress på Kommunikationsforum. Artiklen er længere end den ser ud til.

Arbejdsevnen og livsmanuskript

Jørgen — Fri, 24 Oct 2008 10:57:45 +0000

Tidligt i livet dannes ubevidste antagelser om, hvorledes livet skal forme sig. Det sker på baggrund af de signaler man modtager fra omgivelserne om, hvorledes de ser på en – og på den måde finder man ud af, hvorledes rollen, der er tiltænkt én, kan udføres.

Om det er en positiv eller negativ livsplan afhænger af omstændighederne, hvorunder den dannes.

Undertiden kan man se og høre hvorledes disse tidlige dannelser påvirker i nutiden. Vi bruger måske nogle livssætninger, der udtrykker livsplanen. Jeg springer altid over, hvor gærdet er lavest.

Det har naturligvis indflydelse på hvorledes vi forholder os til de situationer vi kommer i. Det gælder også arbejdslivet og dermed arbejdsevnen. Jeg kan ikke sætte mig ned og holde pause før jeg er helt færdig – og det er jeg aldrig.

Livsplanerne kan ofte høres på den måde man udtrykker sig. Et eksempel på dette dukkede op ved oprydning i gamle udklip, og stammer fra Ekstra Bladet 9. marts 1982, og det drejer sig om den folkekære skuespiller Claus Ryskjær, der måtte en tur på hospitalet efter at benene forsvandt under ham.

På forsiden stod, at Claus Ryskjær er klar igen, og han citeres for at sige følgende:

Jeg er nødt til at knokle som en gal.
Jeg må pukle som en gal.

Det fremgår også, at han siger: ”Jeg ved ikke hvad der var galt, men jeg ved da godt at jeg kører et hårdt løb rent arbejdsmæssigt – og at regningen en skønne dag skal betales”.

I første sætning bruges ord ”nødt til”. Nogen nøder ham. I anden sætninger siger han, at han ”må” pukle, dvs. det er et påbud. Det er forlængelsen af at være nødt til. Så bliver arbejdslivet hårdt og regningen skal betales en dag.

Jeg håber du har det godt i 2008, Claus Ryskjær.

Arbejdsrelateret stress i 1999 og 2008

Jørgen — Mon, 20 Oct 2008 05:41:15 +0000

Stress er behandlet i utallige artikler de seneste mange år. Denne artikel skal ikke behandle emnet stress, men fortælle om en forskel, som træder frem i to avisartikler fra henholdsvis 1999 og 2008.

Det ser ud til at nogle – eller mindst en – har taget ved lære eller hørt efter.

Den 24. januar 1999 klippede jeg en artikel i Berlingske ud. Slagteribossens barske nedtur var overskriften.

Det handlede om Svend Sønnichsen, der var 59 år på det tidspunkt og havde været en hårdtarbejdende direktør for Vestjyske Slagterier. Han gik ned med flaget med et brag og ophørte som administrerende direktør i 1998. Det fremgår af artiklen, at han, da kroppen sagde fra, ingenting kunne. Hverken læse, se TV, huske eller ligge på sofaen. Det varede ganske længe.

Han var ellers en handlekraftig mand, der var vant til at træffe beslutninger – og hertil kom at han arbejdede 60-70 timer om ugen. Arbejdet var livet – og han lagde hverken mærke til at omgivelserne advarede ham mod at blive ved eller at kroppen signalerede til ham, at det ikke var det bedste at gøre sådan.

Det var noget med Salmonella, der slog hoved på sømmet – og direktøren gik i sort. Og blev så at sige funktionsuduelig.

Da han var kommet sig, fandt han anledning til at fortælle om det han havde været ude for – fordi han syntes det var vigtigt at andre kunne lære af hans historie.

Søren Sønnichsen arbejdede sig så at sige ud af arbejdslivet ved at blive ved alt for længe med at behandle sig selv ganske uhensigtsmæssigt.

Er der så nogen der har lært af historien?

Det ved jeg naturligvis ikke, men måske.

I Berlingske 18. oktober 2008 kunne man læse om at krisestress tvang bankchef i knæ.

Det handler om Finn B. Sørensen, der var topchef i Fionia Bank. Han fortæller at han fik diagnosen “stressbetinget depression”, og da det netop sker under finanskrisen i 2008, er det nærliggende, men uheldigt at ord krisestress anvendes. Stress i det omfang, der her er tale om, medfører en krise, og det bør man vel holde sig til.

Men pointen er at Finn B. Sørensen ved at stå frem med sin historie også ønsker, at nogle skal lægge mærke til og tage ved lære. Han opfordrer ledere til at lægge mærke til om deres medarbejdere viser tegn på arbejdsrelateret stress i disse finanskrisetider.

Der er ikke tvivl om, at han er ramt af arbejdsrelateret stress, men i modsætning til Sønnichsen er Sørensen holdt op i tide. Han lyttede til kroppens signaler og kombinerede dem med hvad han skulle gøre som topchef, men faktisk oplevede ikke at kunne.

Det ses af at han ikke er slået mere ud end han kort efter arbejdsophøret går rundt i hjemmet i Odense og fortæller sin historie. Han synes ikke at være gået i sort i samme omfang som den anden. Han nåede som sagt at lytte til kroppen – og handlede i overensstemmelse med det han registrerede. Nu har han behov for ro og siden finder han på hvad han så vil.

Det man kan lære af de to historier om arbejdsrelateret stress, er at man ikke skal gøre som Sønnichsen i 1999, men som Sørensen i 2008 – hvis man altså ikke har fundet ud af at passe godt nok på sig selv og sin arbejdsevne.

Der er i øvrigt en artikel om behandling af arbejdsrelateret stress i Psykolog Nyt 18, 2008. Se omtale på bloggen Tips og ideer.

____

Tilmelding til nyhedsbrev vil medføre en email om nye væsentlige artikler.

Afstresse

Jørgen — Thu, 28 Aug 2008 08:23:05 +0000

Sidst radioen var tændt under en køretur hørte jeg en udsendelse om Nokken – et fristed på Amager.

En af de interviewede var gået på efterløn, og havde derfor bedre tid.

Han forklarede forskellen på at løse en opgave i kolonihaven da han arbejdede og nu da han var på efterløn.

I det første tilfælde klaredes opgaven på en time. Nu kunne han mageligt bruge en dag på samme opgave.

Det kaldte han “at afstresse”.

Måske er det et godt råd han giver – det afstresser at give sig mere end tid nok til at løse en opgave en gang imellem, der sagtens kunne løses hurtigere.

Hvor skræmmende er det mon for “hektivister” (hektivitet = hektisk aktivitet) og andre der ikke synes de har tid nok?