Tag til Køge Ås til en forandring

At komme ud i naturen er en af de bedste måder at bruge tiden på. Her er en ide til en forandring som ikke er vanskelig at praktisere, hvis man ikke bor alt for langt fra Køge. København er i denne forbindelse ikke langt fra Køge. Man kan køre dertil – eller tage toget.
I forhold til min bopæl er en god tur til Køge Ås mulig på små tre timer. Og der er oven i købet tid til en kop termokaffe når vendpunktet på Åsen nåes.
Det foregår således: Med toget fra Roskilde til Køge. I weekenden kommer det ca. kvart over hel. Fra stationen til Torvet, videre ad Vestergade, på tværs af den gamle hovedvej 2, og kort efter kan man dreje ind mod Åsen og gå forbi Gl. Kjøgegård og videre derudad. Holder man øje med uret, kan man vende om – og holde en lille pause – når der er gået en time, idet man da meget vel kan nå tilbage til stationen og tage toget den modsatte vej. Det går også ca. kvart over hel.
Er man så heldig at have en pendlerkort er det absolut en billig fornøjelse af skaffe sig en god oplevelse i en fin natur. Skulle man være på disse kanter om foråret er det værd at besøge parken ved nævnte Gl. Kjøgegård og se den meget store samling af Rhododendron.
Her er et enkelt foto fra den seneste tur til Køge Ås.

Arbejdstempo og personligt tempo

Formiddagen medførte besøg i et supermarked. Når man køber ind sådanne steder, stiller man sig i kø ved en åben kasse. Hvad man ikke nødvendigvis kan vide, når man gør det, er, hvilket tempo kassemedarbejderen udfører sit arbejde i.

Netop i dag var det ualmindeligt tydeligt, at jeg var kommet i en kø med en udpræget langsommelig medarbejder. Hun rubbede så at sige ikke neglene, men sørgede for at alle bevægelser var i et ensartet slowmotion-tempo. Det er sikkert godt for hende, stress og jag kommer næppe til at præge hende, og det må naturligvis værdsættes. Der er ingen grund til at medarbejdere skal slide sig selv op fordi tempokravet er for stort – som det er i rengøringsbranchen, hvor kadancen er 130, jvf. en radiodebat g.d.

Medens jeg stod dér og afventede at det blev min tur, kom jeg til at tænke på gamle dage. Dengang boede jeg i Hvidovre. På torvet lå en fremragende bager. Her kunne man købe et beskedent udvalg af morgenbrød. Der var to der ekspederede. Den ene var dobbelt så hurtig som den anden, og det vidste kunderne godt. Resultatet var at den ene kø var dobbelt så lang som den anden.

Sådan en god viden har man ikke nødvendigvis i et supermarked nu om stunder.

I de nævnte tilfælde er der en sammenhæng mellem det personlige tempo, som man vel i en eller anden grad er født med, og arbejdstempoet, men mon ikke man kunne bede de langsomste om at øge arbejdstempoet bare en lille smule – eller… Hvad synes du?

Prispsykologi

Rema1000 kunne ikke slå prisen på et hvidkålshoved i Berlin i sidste uge. En enkelt dag i et enkelt supermarked kunne man købe et hvidkålshoved for 0.19€ – det var naturligvis kun for at lokke folk til at det var så billigt. Men man kunne købe det til den pris.

Lørdagens indkøbstur gik bl.a. til Rema1000, hvor et hvidkålshovede kostede mindre end en €, nemlig kr. 7.-. Det er billigt, må man sige – især når man ved vejning af det erfarer, at man for disse 7 kr. får 4 kilo kål. Heldigvis skrumper det lidt, når det tilberedes – men spises det råt, har man en god portion mad for få kroner.

Grunden til jeg skriver dette skal ses i sammenhæng med det i nabosupermarkedet indkøbte græskarkernefilonebrød (som smagte godt). Det kostede den nette sum af 26 kroner. For denne pris kunne du få 15 kg. hvidkål.

Psykologisk set kan jeg bedst lide at købe hvidkål – og jeg har da også tidligere taget et billede af et sådant:

Hvidkålshoved

At gå eller at opleve

Følgende har netop været offentliggjort i Dansk Vandrelaugs blad friluftsliv:

Hvem skulle tro der er en modsætning mellem at gå og at opleve?

Det er der nok ikke, når det kommer til stykket, men en annonce for en miniferie giver nu anledning til nogle tanker om fænomenet at gå.

Af annonceteksten kunne man forstå, at der er gode muligheder for en oplevelsesrig ferie, medmindre man altså blot ønsker at trave afslappende ture i områdets betagende natur.

At trave i en betagende natur giver med andre ord ikke muligheder for at være på en oplevelsesrig ferie.

Må vi være her!

Det er sikkert ikke ment så slemt som det lyder.

Selvfølgelig kan man opleve når man går. Man kan ikke undgå det.

Der er mange måder at gå på. Man kan trave med sine travesko på, slendre adstadigt, gå almindeligt eller raskt afsted. Man kan vandre, dvs. gå så længe at man må have kaffe, mad og andet udstyr med i den lille turrygsæk. Og man kan vandre i bjergene med den store rygsæk på ryggen og i den have endnu mere udstyr fordi man ikke kan vide hvad naturen overrasker en med. Endelig kan man vandre fra sted til sted med den meget store rygsæk på.

I alle disse situationer er det umuligt ikke at opleve.

Hvad er det da at opleve?

Min personlige erfaring, når jeg går den daglige tur med min kone, er, at vi snakker meget godt sammen om stort og småt. Der kan nok være gentagelser imellem, men pyt. At gå giver en frihed til at lade tankerne flyde omkring, og det kan hænde at en ny kombination opstår.

I den situation kan man snakke om det forgangne. Det sker let når man er i 60erne. Man kan også snakke om det kommende. Hvad skal vi til sommer? Hvornår skal vi forny vores pensionisttogkort? Hvad skal børnebørnene have i fødselsdagsgave? Hvad med den økonimiske krise?

Snakken går lystigt. Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke går med oprejst pande når vi går sådan og oplever frem og tilbage, men ser ned. Sommetider får man nok af det, og jeg plejer da sige, at nu gider jeg ikke snakke mere om alt det vi snakker om, men vil gerne være tilstede i nuet og mærke det.

Konsekvensen er altid at panden løftes, blikket rettes frem, ud og op. Hvad ses? En rovfugl, roser langs vejen, en tåbelig bilist med for stor fart. Hvad høres? En flyver, en fugl. Hvad mærkes? Solen varmer, vinden køler kinden, øjnene løber i vand i frostvejret.

Oplevelserne her og nu er mangfoldige. Og mindst af samme lødighed som at se det indvendige af en kirke.

Det er bare at gå ud og opleve.

Det samme sker på en vandretur med DVL. Man kommer i snak, man skifter mellem frem og tilbage i tid og her og nu. Det lader sig gøre at gå for sig selv. Det er en lidt længere tur, og man har måske mulighed for at mærke musklerne på en lidt anden måde end under den daglige tur. Oplevelserne er mangfoldige, og de varer længe fordi turene er lange. Man oplever sin forplejning – og nyder den måske mere end når den spises med kniv og gaffel.

At gå 1000 meter op og ned ad et bjerg i Østrig er endnu en måde at gå på. Her kommer jeg til at puste noget, men det går at gå, og det er en fantastisk dejlig oplevelse af se ud over bjergene, registrere lugtene af kolort og grantræer, mærke blodets løb i årene – og fornemme oprindeligheden i det man er ved.

At gå er godt for sjælen, hektisk jag er for en stund umuliggjort, især når man formår at være i her-og-nu-måden.

God tur!

Børnebørn, aktiviteter, energi og bedsteforældre

Når bedsteforældre passer børnebørn skal der ske et eller andet, og gerne noget der kan forbruge energien og medføre en god, naturlig træthed.

Vi passer børnebørn pt., to piger på 5 og snart 4 år. De er livlige og har gang i mangt og meget.

Sidste år besøgte vi Køge Miniby, og den ældste udtrykte et ønske om atter at komme dertil. Det gjorde vi så. Pigerne synes det er spændende at se husene i den gode størrelse de har – forholdet er 1 – 10. Det kan overskues. Der er havn, torv og kirke m.m.m., og er man ved kirken spiller orglet. Spændende at lægge øret til.

Efterfølgende ville de ikke med til stranden, og kun den ene havde lyst til at besøge Gl. Kjøgegård Park og alle dens rhododendron, der nok ville være på det sidste.

På P-pladsen viste det sig at alle gerne ville med en tur ind i parken – bare den ikke var for lang.

Det var den ikke, men hold da op hvor kom der gang i udfoldelserne. Man kunne gemme sig bag og mellem nogle buske, man kunne løbe på de store plæner, man kunne lave cirkusforestilling i alpelandskabets manege og illustrere flere dyr osv.

Det var ren fornøjelse at se på og være med i.

Pointen er ret indlysende. Det er fint at besøge minibyen, men det er finere at besøge parken. Af den enkle grund at udfoldelsesmulighederne for fantasien og brugen af kroppen er langt bedre det sidste sted. Lige netop det har de to piger brug for.

Hvad kan vi så gøre næste gang. Det samme eller finde Sjællands højeste punkt og se det hele lidt for oven.

Godt gået, du gamle!

Det er ikke hver dag jeg løber efter et tog. Det er bedre at være i god tid. Jeg løb efter et forleden.

Det kom sig af, at jeg kom i bil fra Jyderup og skulle videre til København, og da jeg bor i nærheden af Roskilde og tillige har et pensionistkort til tog og busser, var det nærliggende at stille bilen i Roskilde og tage toget. Jeg vidste nogenlunde hvornår togene skulle køre, men det ene var ikke bedre end det andet.

Da jeg kom til trappen til perronen, var jeg godt klar over der holdt et tog. Det holdt der stadig da jeg nåede helt op, og lige før mig var en ung mand med invandrerbaggrund. Han satte i løb mod toget – og jeg gjorde det samme.

Helt henne ved toget kunne jeg registrere at han tøvede et øjeblik med at gå ind – som ventede han lidt for at sikre sig at jeg kom med. Jeg ville have gjort det samme, og det var en fin gestus.
læs mere

Kontrol over livet

At tage på og tage på i vægt kan give anledning til den tanke at man ikke har kontrol over livet.

Dette var måske udgangspunktet for en gruppe overvægtige i England, der satte sig for at genvinde kontrollen over livet.

Jeg har lige set en stump af et TV-program, nemlig afslutningen.

Det viste sig at metoden for dem til at genvinde kontrollen var at gå en tur – eller hvad man skal kalde den.

De gik 800 km. på 8 uger. De tabte sig. De fik forlænget deres livslængdeprognose. De overvandt sig selv.

Det var ikke bare en flad tur – den gik også op og ned ad bjerge.

Gå bare til den! Gå hver dag. Drop undskyldningerne. Og se om det virker, undskyld – se at det virker.

Springbræt

Naturligvis er der nogle der har fundet på at kalde institutioner og mangt og meget andet springbræt – sådanne steder kan bruges til at tage springet ud i en anden virkelighed.

I Bludenz i Vorarlberg, Østrig faldt jeg over en sådan institution, der skiltede på den charmerende måde der ses på fotoet.

Jeg fandt ikke ud af hvad der foregik i institutionen, men de laver gode skilte. Klik på fotoet og se det større.

Når traumet er kørt

Der har netop på et af TV-programmerne været en udsendelse, hvor “man” indbragte en patient til et traumecenter på et hospital.

Da patienten var sendt videre, kunne det høres at en patient ikke er en patient, men et traume.

Sådan taler man åbenbart stadigvæk om mennesker, man har med at gøre med i arbejdsmæssig sammenhæng.

Når jeg siger stadigvæk, er det fordi jeg, da jeg hørte det, kom til at tænke på, hvorledes en taxi-chauffør skulle køre en klient fra min arbejdsplads i 1970erne til Amager, sagde.

Nogen kaldte på ham, og han svarede: Jeg har en kørestol til Amager. Der var sandsynligvis en person i kørestolen.

Når jeg husker eksemplet fra dengang, er det fordi jeg beskæftigede mig med holdninger til handicap. Der er forskel på at tale om en handicappet – og en person med handicap.

Sådan går udvikling ikke så hurtigt – trods alt.

Tjeklister og operationer

På nogle kirurgiske afdelinger på et stort Københavnsk hospital er det besluttet at begynde at anvende tjeklister i forbindelse med operationer.

Dette er besluttet på baggrund af gode udenlandske erfaringer, fremgår det af Berlingske for et par dage siden. Man forventer, ved at tage denne velkendte metode i brug, at man yderligere kan reducere antallet af utilsigtede hændelser, som det hedder. Tjeklister forventes med andre ord at være endnu bedre til at undgå disse handlinger end de allerede med god effekt indførte metoder til reduktion af utilsigtede hændelser.

I avisens artikel minder man om at metoden er den samme som praktiseres af piloter før man flyver.
Se mere