Category: Sundhed

Megareksi

Har du hørt om megareksi? Jeg havde ikke før jeg forleden faldt over en artikel herom i en gratisavis.

Anoreksi er et begreb, der formentlig er kendt af de fleste, og som er en af spiseforstyrrelserne, der oftest knytter sig til unge kvinder og deres utilfredshed med sig selv og deres udseende. De kan ikke blive tynde nok.

Det omvendte er tilfældet med megareksi, og som især er en spiseforstyrrelse unge mænd lider af. De kan ikke blive muskuløse nok. Mega betyder stor.

Uagtet de er vældigt muskuløse er det ikke tilstrækkeligt, hvorfor deres optagethed af at skulle have stedse større og større muskler uden fedt bevirker en overdreven træning og en sygelig optagethed af hvorledes musklerne kan øges, herunder selvsagt hvilken mad, der må spises og ikke spises i sagens tjeneste.

Det er ikke overraskende at spiseforstyrrelsen rammer selvusikre mænd med lav selvtillid og som formentlig ikke, som følge af naturens luner, har den fysiske størrelse de kunne ønske sig. De udvikler en træningsbesættelse.

Jeg havde hørt om afhængighed af træning, men dette er næppe forbeholdt denne gruppe. Megarektikerne må imidlertid også ses som træningsafhængige.

Vil du vide mere hjælper en googling dig på vej.

Piet Hein og synet på stress

“Ha’ det godt” er en udsendelsesrække på DR1 man kan få forstand af. Således senest om måder man kan sørge for de signalstoffer i hjernen, der er vigtige i vores hverdagsfunktion, herunder så stress ikke følger af overbelastning. Jeg skal se lidt nærmere på udsendelsen, som velsagtens kan findes på nettet – og berette lidt mere om det der gjorde indtryk.

Indtil det sker må du tage til takke med teksten af Piet Hein på Ch. Fombrauge, St. Emilion Grand Cru 1996:

Piet Hein

Udendørsliv

Hvilken herlig dag. Solen skinner fra morgenstuden. Temperaturen bliver hurtigt “fornuftig” og det lader sig gøre at sidde udendørs og spise frokost. Det er første gang i år.

Pensionistens tilværelse indebærer at det er muligt at gå en tur i Brugsen i det herligste solskin. At Brugsen så ikke havde det vi kom efter er en anden sag, og det skal naturligvis være den tilgivet sådan en dag.

Efter den udendørs frokost blev det tid til endnu en gåtur. Jeg skulle fotografere en tæt med mælkebøtter besat græsplæne – og lidt længere borte en af de lige netop nu smukt blomstrende rapsmarker. At der kom lidt skyer gjorde ikke så meget, billederne kom i kassen.

Lige nu sidder jeg i skyggen i carporten og skriver dette – der er en beskeden forbindelse til internettet via netværket. Men nok er det såmænd.

Nu må jeg hellere tage ansvar for at gøre noget nyttigt i – forstås det – disse for vort land og Europa så alvorlige tider med overforbrug og almindelig svækket effektivitet. Hvad skal det mon ende med?

Jeg vil plante et par planter om, så de kan sprede endnu mere glæde hen over sommeren.

Jeg håber din dag er god – ellers gør noget andet.

Lægen behøver patienter

Det er ganske vist,, at det er sådan. Der er intet mystisk i udsagnet, men implikationen er naturligvis at lægen (og alle mulige andre, der lever af at behandle (i videste forstand) andre mennesker) altid vil være interesserede i, at der er kunder eller patienter nok. Hvis ikke er tilbøjeligheden at forsinke helbredelsen (i videste forstand).

Når jeg skriver dette, er det inspireret af Stine Bosse, der har deltaget i Warren Buffets generalforsamling i USA (sammen med 40.000 andre investorer). Hun fortæller i Berlingske for et par dage siden om hans enkle investeringsråd, hvilket jeg ikke skal forholde mig til. I sammenhængen var det interessante den 80-årige Buffets svar på et spørgmål om fremtiden. Han sagde, iflg. Stine Bosse, at lægen hader ham fordi han ikke fejler noget.
Læs videre og kommenter gerne

Motionsafhængighed

Som bekendt er der mange måder at blive afhængig af et eller andet på. Tænk blot på stofafhængighed, alkoholafhængighed, afhængighed af arbejde (workaholic), afhængighed af indkøb (shopaholic), mobiltelefonafhængighed, internetafhængighed osv.

Overdrivelse kan bevirke afhængighed.

I Psykolog Nyt har jeg læst en interessant artikel af Mia Beck Lichtenstein om motionsafhængighed. Titlen er “Når sundhed bliver til sygdom”.
Læs mere

Tag til Køge Ås til en forandring

At komme ud i naturen er en af de bedste måder at bruge tiden på. Her er en ide til en forandring som ikke er vanskelig at praktisere, hvis man ikke bor alt for langt fra Køge. København er i denne forbindelse ikke langt fra Køge. Man kan køre dertil – eller tage toget.
I forhold til min bopæl er en god tur til Køge Ås mulig på små tre timer. Og der er oven i købet tid til en kop termokaffe når vendpunktet på Åsen nåes.
Det foregår således: Med toget fra Roskilde til Køge. I weekenden kommer det ca. kvart over hel. Fra stationen til Torvet, videre ad Vestergade, på tværs af den gamle hovedvej 2, og kort efter kan man dreje ind mod Åsen og gå forbi Gl. Kjøgegård og videre derudad. Holder man øje med uret, kan man vende om – og holde en lille pause – når der er gået en time, idet man da meget vel kan nå tilbage til stationen og tage toget den modsatte vej. Det går også ca. kvart over hel.
Er man så heldig at have en pendlerkort er det absolut en billig fornøjelse af skaffe sig en god oplevelse i en fin natur. Skulle man være på disse kanter om foråret er det værd at besøge parken ved nævnte Gl. Kjøgegård og se den meget store samling af Rhododendron.
Her er et enkelt foto fra den seneste tur til Køge Ås.
Køge ås

Arbejdstempo og personligt tempo

Formiddagen medførte besøg i et supermarked. Når man køber ind sådanne steder, stiller man sig i kø ved en åben kasse. Hvad man ikke nødvendigvis kan vide, når man gør det, er, hvilket tempo kassemedarbejderen udfører sit arbejde i.

Netop i dag var det ualmindeligt tydeligt, at jeg var kommet i en kø med en udpræget langsommelig medarbejder. Hun rubbede så at sige ikke neglene, men sørgede for at alle bevægelser var i et ensartet slowmotion-tempo. Det er sikkert godt for hende, stress og jag kommer næppe til at præge hende, og det må naturligvis værdsættes. Der er ingen grund til at medarbejdere skal slide sig selv op fordi tempokravet er for stort – som det er i rengøringsbranchen, hvor kadancen er 130, jvf. en radiodebat g.d.

Medens jeg stod dér og afventede at det blev min tur, kom jeg til at tænke på gamle dage. Dengang boede jeg i Hvidovre. På torvet lå en fremragende bager. Her kunne man købe et beskedent udvalg af morgenbrød. Der var to der ekspederede. Den ene var dobbelt så hurtig som den anden, og det vidste kunderne godt. Resultatet var at den ene kø var dobbelt så lang som den anden.

Sådan en god viden har man ikke nødvendigvis i et supermarked nu om stunder.

I de nævnte tilfælde er der en sammenhæng mellem det personlige tempo, som man vel i en eller anden grad er født med, og arbejdstempoet, men mon ikke man kunne bede de langsomste om at øge arbejdstempoet bare en lille smule – eller… Hvad synes du?

Prispsykologi

Rema1000 kunne ikke slå prisen på et hvidkålshoved i Berlin i sidste uge. En enkelt dag i et enkelt supermarked kunne man købe et hvidkålshoved for 0.19€ – det var naturligvis kun for at lokke folk til at det var så billigt. Men man kunne købe det til den pris.

Lørdagens indkøbstur gik bl.a. til Rema1000, hvor et hvidkålshovede kostede mindre end en €, nemlig kr. 7.-. Det er billigt, må man sige – især når man ved vejning af det erfarer, at man for disse 7 kr. får 4 kilo kål. Heldigvis skrumper det lidt, når det tilberedes – men spises det råt, har man en god portion mad for få kroner.

Grunden til jeg skriver dette skal ses i sammenhæng med det i nabosupermarkedet indkøbte græskarkernefilonebrød (som smagte godt). Det kostede den nette sum af 26 kroner. For denne pris kunne du få 15 kg. hvidkål.

Psykologisk set kan jeg bedst lide at købe hvidkål – og jeg har da også tidligere taget et billede af et sådant:

At gå eller at opleve

Følgende har netop været offentliggjort i Dansk Vandrelaugs blad friluftsliv:

Hvem skulle tro der er en modsætning mellem at gå og at opleve?

Det er der nok ikke, når det kommer til stykket, men en annonce for en miniferie giver nu anledning til nogle tanker om fænomenet at gå.

Af annonceteksten kunne man forstå, at der er gode muligheder for en oplevelsesrig ferie, medmindre man altså blot ønsker at trave afslappende ture i områdets betagende natur.

At trave i en betagende natur giver med andre ord ikke muligheder for at være på en oplevelsesrig ferie.

Må vi være her!

Det er sikkert ikke ment så slemt som det lyder.

Selvfølgelig kan man opleve når man går. Man kan ikke undgå det.

Der er mange måder at gå på. Man kan trave med sine travesko på, slendre adstadigt, gå almindeligt eller raskt afsted. Man kan vandre, dvs. gå så længe at man må have kaffe, mad og andet udstyr med i den lille turrygsæk. Og man kan vandre i bjergene med den store rygsæk på ryggen og i den have endnu mere udstyr fordi man ikke kan vide hvad naturen overrasker en med. Endelig kan man vandre fra sted til sted med den meget store rygsæk på.

I alle disse situationer er det umuligt ikke at opleve.

Hvad er det da at opleve?

Min personlige erfaring, når jeg går den daglige tur med min kone, er, at vi snakker meget godt sammen om stort og småt. Der kan nok være gentagelser imellem, men pyt. At gå giver en frihed til at lade tankerne flyde omkring, og det kan hænde at en ny kombination opstår.

I den situation kan man snakke om det forgangne. Det sker let når man er i 60erne. Man kan også snakke om det kommende. Hvad skal vi til sommer? Hvornår skal vi forny vores pensionisttogkort? Hvad skal børnebørnene have i fødselsdagsgave? Hvad med den økonimiske krise?

Snakken går lystigt. Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke går med oprejst pande når vi går sådan og oplever frem og tilbage, men ser ned. Sommetider får man nok af det, og jeg plejer da sige, at nu gider jeg ikke snakke mere om alt det vi snakker om, men vil gerne være tilstede i nuet og mærke det.

Konsekvensen er altid at panden løftes, blikket rettes frem, ud og op. Hvad ses? En rovfugl, roser langs vejen, en tåbelig bilist med for stor fart. Hvad høres? En flyver, en fugl. Hvad mærkes? Solen varmer, vinden køler kinden, øjnene løber i vand i frostvejret.

Oplevelserne her og nu er mangfoldige. Og mindst af samme lødighed som at se det indvendige af en kirke.

Det er bare at gå ud og opleve.

IMG_9786-1

Det samme sker på en vandretur med DVL. Man kommer i snak, man skifter mellem frem og tilbage i tid og her og nu. Det lader sig gøre at gå for sig selv. Det er en lidt længere tur, og man har måske mulighed for at mærke musklerne på en lidt anden måde end under den daglige tur. Oplevelserne er mangfoldige, og de varer længe fordi turene er lange. Man oplever sin forplejning – og nyder den måske mere end når den spises med kniv og gaffel.

At gå 1000 meter op og ned ad et bjerg i Østrig er endnu en måde at gå på. Her kommer jeg til at puste noget, men det går at gå, og det er en fantastisk dejlig oplevelse af se ud over bjergene, registrere lugtene af kolort og grantræer, mærke blodets løb i årene – og fornemme oprindeligheden i det man er ved.

At gå er godt for sjælen, hektisk jag er for en stund umuliggjort, især når man formår at være i her-og-nu-måden.

God tur!

Børnebørn, aktiviteter, energi og bedsteforældre

Når bedsteforældre passer børnebørn skal der ske et eller andet, og gerne noget der kan forbruge energien og medføre en god, naturlig træthed.

Vi passer børnebørn pt., to piger på 5 og snart 4 år. De er livlige og har gang i mangt og meget.

Sidste år besøgte vi Køge Miniby, og den ældste udtrykte et ønske om atter at komme dertil. Det gjorde vi så. Pigerne synes det er spændende at se husene i den gode størrelse de har – forholdet er 1 – 10. Det kan overskues. Der er havn, torv og kirke m.m.m., og er man ved kirken spiller orglet. Spændende at lægge øret til.

Efterfølgende ville de ikke med til stranden, og kun den ene havde lyst til at besøge Gl. Kjøgegård Park og alle dens rhododendron, der nok ville være på det sidste.

På P-pladsen viste det sig at alle gerne ville med en tur ind i parken – bare den ikke var for lang.

Det var den ikke, men hold da op hvor kom der gang i udfoldelserne. Man kunne gemme sig bag og mellem nogle buske, man kunne løbe på de store plæner, man kunne lave cirkusforestilling i alpelandskabets manege og illustrere flere dyr osv.

Det var ren fornøjelse at se på og være med i.

Pointen er ret indlysende. Det er fint at besøge minibyen, men det er finere at besøge parken. Af den enkle grund at udfoldelsesmulighederne for fantasien og brugen af kroppen er langt bedre det sidste sted. Lige netop det har de to piger brug for.

Hvad kan vi så gøre næste gang. Det samme eller finde Sjællands højeste punkt og se det hele lidt for oven.

WordPress Theme Design