At været nået til den erkendelse at skrive en smule om livets gang, tror jeg har at gøre med debatten i Danmark om livets afslutning og hvorledes vurderingen af om genoplivning skal foretages ved hjertestop hos visse patienter foregår. Jeg har imidlertid lige læst Ellens indlæg om livet. Det anbefales at læse det. Det er derfor ikke lige let at flytte koncentrationen fra det indtryk hendes tekst gjorde til at skrive dette.

Men – livets gang skal jo begynde et sted. Faktisk begynder det med at to – mennesker og måske også snegle og biller – sætter en sådan pris på hinandens forskelligheder, at der sørges for menneskehedens og dyreverdenens beståen. Dette er søgt illustreret ved efterfølgende billeder.

Lad mig så holde mig til mennesker. Når barnet er født varer det forbløffende kort tid inden det første år er gået, og forældrene vil blive overraskede over det, men de har også været vidne til den fantastiske udvikling i livets gang det første år har bragt. På intet andet tidspunkt sker så meget som i det første år – og det er måske meget godt.

Det forstsætter, livet – og hvordan det forløber kan vel ikke beskrives meget bedre end Benny Andersen har gjort det i digtet om tiden. Det er her han fortæller historien om barnet der f.eks. begynder i skolen og øjeblikket efter – næsten – kommer ud og er student.

Der sker med andre ord en masse i livets gang, medgang og modgang, udvikling, erkendelse og beslutninger og pludselig har man et arbejdsliv og – i vort nuværende samfund – et fritidsliv. Vi realiserer os og får børn og regerer og gør ved. Og når lige pludselig til at erkende at arbejdslivet er blevet til pensionistliv. Og hvad skal man så med livet – ihukommende at hver dag (som det altid har været) er første dag i resten af livet. Man kan jo skrive om livets gang…

Det liv, der går sin gang, varer ikke ved. Det ved de fleste godt, men om der opstår en særlig bevidsthed om det er ikke godt at vide. Hvordan vil det forløbe til sidst? Hvor gammel bliver man? Hvilken helbreds-, sundheds- eller sygelighedstilstand vil man få? Vil man kunne klare sig selv til det sidste eller vil afhængighed af andre opstå? Det må vise sig.

Livets gang ender som bekendt med døden. Fra det ene sekund til det næste. Når jeg er, er døden ikke. Når døden er, er jeg ikke. Ret enkelt, ikke?

Det er meget godt at tænke på den måde. Det giver en mental forberedelse som forekommer vigtig. Så det ikke er en alt for ny psykologisk situation man kommer i når andre dør – men vel næppe når man selv gør det. Det er kun sket en gang for mig at jeg har set en dø. Det varede 80 timer efter behandling var besluttet udsigtsløs til livet sluttede med et lille suk. Jeg ville gerne have været med i andre livsafslutninger. Fordi livet slutter med at døden er. Det er helt naturligt.

Nu er det man kunne trænge til et glas livseliksir – men det er for tidligt på dagen.

Forresten – jeg lovede sidst at vise det foto mit header image er en del af – det var ikke til at gætte. Her er klemmerne i modlys på tøjsnoren.

Her er linket til deltageres l’er.

Pensionistens tilværelse indebærer at det er muligt at gå en tur i Brugsen i det herligste solskin. At Brugsen så ikke havde det vi kom efter er en anden sag, og det skal naturligvis være den tilgivet sådan en dag.

Efter den udendørs frokost blev det tid til endnu en gåtur. Jeg skulle fotografere en tæt med mælkebøtter besat græsplæne – og lidt længere borte en af de lige netop nu smukt blomstrende rapsmarker. At der kom lidt skyer gjorde ikke så meget, billederne kom i kassen.

Lige nu sidder jeg i skyggen i carporten og skriver dette – der er en beskeden forbindelse til internettet via netværket. Men nok er det såmænd.

Nu må jeg hellere tage ansvar for at gøre noget nyttigt i – forstås det – disse for vort land og Europa så alvorlige tider med overforbrug og almindelig svækket effektivitet. Hvad skal det mon ende med?

Jeg vil plante et par planter om, så de kan sprede endnu mere glæde hen over sommeren.

Jeg håber din dag er god – ellers gør noget andet.

Britt Malka skrev en post med følgende titel: TimeManagement – tre tips til at nå mere på samme tid.

Robert Plank skrev en post med følgende titel: Learn Some Self Control!

De handler grundlæggende om det samme – produktivitet eller hvorledes får man det ud af sin tid man gerne vil have ud af den. Hvorledes undgår man at tænke man har arbejdet i lang tid uden at have været særlig produktiv når det kommer til stykket?

Det er en overvejelse værd om vi bruger vores tid – som vi alle har samme mængde af – til noget der skaber effekt (hvorved vi har været effektive) eller til noget der ikke skaber effekt (hvorved vi har været ineffektive).

Eftersom der stadig er grund til at skrive om emnerne, tyder noget på at Claus Møller og hans Time Manager og alle de andre der ved noget om at styre tiden, ikke har kunnet lære alle, der gerne vil, at være effektive.

Til sagen.

Britt synes man skal skære alt det overflødige fra. Tjek det du skal tjekke på et bestemt tidspunkt på dagen, gør det kort, fjern ligegyldige gøremål.

Hun synes man skal starte dagen med motion. Stå op en halv time før og lav øvelser så blodet pulserer. Gør det indendøre, efter et program – eller med støvsugeren (ved jeg). Eller motioner udendøre, som jeg vil foretrække. Det giver energi.

Britt synes også man skal give sig selv deadlines. Masser af opgaver kan gøres hurtigt  hvis blot man bestemmer sig for det. Ellers varer de al den tid man har sat af til dem.

Det er lige-ud-ad-landevejen-gode-råd. Hvor svært kan det være.

Robert Plank sætter ord på en interessant måde til at udvikle lidt mere selvkontrol. Han fortæller, hvorledes han er produktiv – nemlig ved at spurte en opgave på 14 minutter. Han skriver en artikel – fremfor at notere titlerne på alle de artikler han har tænkt han skal skrive. Og han spørger, hvorledes læseren får selvkontrol.

Det er enkelt, siger Robert. Du finder opgaver der tager det meste af din tid og som dræber din produktivitet. Det kan være at checke mails og andet, at læse i forummer, se TV osv.

Disse opgaver får et nummer fra 1 – 5.

Dernæst siger han man skal vælge ting som man ønsker at gøre mere af hver dag. F.eks. skrive en blogpost eller et kapitel i en e-bog. Disse ønskede aktiviteter får hver et bogstav.

Herefter kan man kombinere frit, f.eks 2A.

Din opgave er nu at skrive og udgive en blogpost (A) før du tillader dig at læse på det forum (2) du heller vil bruge tiden på.

Du bliver med andre ord produktiv ved at gøre sådan.

Robert siger i realiteten at de ønsker om gøremål man har, skal udføres som OPGAVER før man udfører det man ser som opgaver, (men som ofte er overspringshandlinger).

Fint – husk lige motionen først!

Der er megen god sammenhæng mellem disse opfattelse af “produktivitetsfremmende foranstaltninger”.

Vil du læse Britt Malkas post er den her, og Robert Planks er her.

Måske har tiderne ændret sig, dvs. holdningen til at reagere på invitationer er måske ikke den samme som i de endnu mere meget gode gamle dage. Da var det god latin at reagere med det samme – så kunne man da altid nå at invitere nogle, der var fravalgte, hvis der skulle vise sig afbud.

Erfaringen siger mig, at det er mere moderne at vente til i sidste øjeblik. Det er naturligvis ikke alle der gør det, men nogle gør.

Jeg går ud fra at Femina kan tilgive at jeg citerer en smule direkte fra artiklen, idet de fornødne handlinger er beskrevet med velgørende tydelighed:

Når du modtager invitation til en fest, gør du straks to ting: Du overvejer, om det overhovedet er noget, du gider deltage i. Og du slå op i din kalender for at se, om du er ledig den pågældende aften.

I løbet af to minutter er du klar over, om du kommer til festen eller ej.

Vær så venlig at delagtiggøre værtsfolkene i denne viden. Med det samme!

Således var ordene – og man opfordredes til at skrive fordi det kunne blive lidt rigeligt at tale i 20 minutter med alle 50 inviterede. Nu om stunder kan en email i mange tilfælde klare opgaven.

En af de interviewede var gået på efterløn, og havde derfor bedre tid.

Han forklarede forskellen på at løse en opgave i kolonihaven da han arbejdede og nu da han var på efterløn.

I det første tilfælde klaredes opgaven på en time. Nu kunne han mageligt bruge en dag på samme opgave.

Det kaldte han “at afstresse”.

Måske er det et godt råd han giver – det afstresser at give sig mere end tid nok til at løse en opgave en gang imellem, der sagtens kunne løses hurtigere.

Hvor skræmmende er det mon for “hektivister” (hektivitet = hektisk aktivitet) og andre der ikke synes de har tid nok?

Hvordan den så end bærer sig ad med det, tænkte jeg.

Hvad er dit udsagn om tiden?

Løber tiden med dig? Eller gør du det du gerne vil med tiden?