Arbejdsløsheden er faldet og faldet, og dette har medført at mennesker, hvis ressourcer ikke nødvendigvis er de stærkeste – helbredsmæssige som kapacitetsmæssige – også er i gang på arbejdsmarkedet – eller meget gerne skulle være det.
Fint nok at det er sådan. Men risikoen er naturligvis at det vil smitte af på sygefraværet, der vil øges. Det stiger til stadighed i øjeblikket.
Kombineres det med, at det er svært at finde arbejdskraft, ligner det mest af alt en selvforstærkende effekt.
Jeg har netop hørt om et plejehjem, der har måttet sige farvel til 3 medarbejdere. Indtil nu er det ikke lykkedes at finde anden arbejdskraft. Men det samme arbejde skal udføres må man antage. Man kan ikke lade være med at pleje og passe 10 procent af beboerne fordi nogen rejser.
Det må betyde – alt andet lige – at der er mere at gøre for de resterende. Det er OK, hvis de kan. Kan de ikke er det ikke OK, og konsekvensen vil være nedslidning og fravær – med yderligere belastninger af de øvrige til følge.
Er arbejdsmarkedet presset eller presser arbejdspladserne medarbejderne? Begge dele antager jeg. Det vil – stadig alt andet lige – reducere arbejdsstyrken og øge antallet af førtidspensionister.
Er der noget at gøre ved det?
Min erfaring indebærer brug af et grænsebegreb. Oveskrider man grænsen for sin kapacitet får det før eller siden en konsekvens. Derfor er det til stadighed vigtigt – i længden – at gøre mindre end man kan for at kunne holde længst muligt. Denne tankegang – som også kan gøres til en virksomhedstankegang – vil kunne reducere sygefraværet. Jeg ved godt det lyder forenklet, og er det måske også.
Et par eksempler, der er dukket op, kan illustrere pointen.
En mand med hårdt fysisk arbejde kunne ikke længere klare det. Han revaliderede sig selv, fandt lettere arbejde, der siden blev for meget og fortsatte denne proces i 25 år med stadig tilknytning til arbejdsmarkedet i normalt job. Det seneste i rækken indebar funktioner han kunne klare sammen med en anden. Sparetider opstod og kollegaen blev fyret, og medarbejderen sat til at udføre jobbet alene, hvortil kom yderligere opgaver. Konsekvensen var den enkle at hans kapacitetsgrænse blev overskredet og dagene på arbejdsmarkedet var talte. Og så havde man endnu en førtidspensionist.
En anden havde været frontmedarbejder, men kunne af forskellige grunde ikke udføre dette arbejde længere, men udmærket administrativt arbejde i anden række. Det var ikke nok for arbejdsgiveren – grænsen blev overskredet, og endnu en førtidspensionist var konsekvensen.
For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at begge disses personer var tæt på den omtalte grænse, og der skulle ikke meget til at den blev overskredet – men havde man valgt at passe godt på sine medarbejdere, havde der været mere arbejdskraft i dem i en periode. Det gjorde man ikke – med den angivne konsekvens.
Derfor handler det ikke kun om: PAS GODT PÅ DIG, men også om: PAS GODT PÅ DEM.
