Julepsykologi 2 – udsættelsestrang

Der er et særligt ualmindeligt almindeligt fænomen, der også knytter sig til juletiden, som det – netop fordi det forekommer så ualmindeligt almindeligt – er væsentligt at forholde sig til så tidligt som muligt i december.

Fænomenet er det almenmenneskelige karaktertræk, der kaldes udsættelsestendens, usættelsestilbøjelighed, postponement eller – når det er særligt fint – udsættelsestrang. Altså en ganske uimodståelig trang til ikke at gøre i dag hvad man regner med at kunne få sin mor til at gøre i morgen.

I december er der en ekstraordinær god mulighed for at tilfredsstille dette behov.

Nemlig den omstændighed at de fleste butikker holder lukket juleaften. Lillejuleaften er de udsættelsstrængendes store mulighed for at få eksponeret deres trang. Der er – hvad der i de gode gamle dage blev opfattet som en risiko – mulighed for at eksponere sig og sin trang for den ganske nation på TV – i den bedste sendetid.

Denne mulighed bør dog ikke dyrkes – men overlades til de ekstreme udsættere.

At udsætte er ganske elementært. Det handler blot om at lytte til den indre dialog. Når den på et eller andet tidspunkt når en formulering, der er den acceptable forklaring på, at det (heller) ikke blev i dag … ja, så er udsættelsen en realitet, og man kan oven i købet sove roligt fordi man har sin argumentation i orden.

Alternativet er lige så enkelt. Det indebærer at gå i aktion og gøre det fornødne i tide. Ganske som bonden der sår om foråret for at kunne høste om sommeren.

Hvad er dit forhold til at gøre tingene i tide – også i forhold til juletiden – eller vente til lidt efter sidste øjeblik? Og hvad er den særlige følelsesmæssige gevinst du får ud af det – i begge tilfælde?