Når jeg tænker tilbage på de julehistorier jeg har hørt og læst i tidens løb, har de – naturligt nok – været præget af en vis dramatik om det hårde liv.
Men det har vel også været udtryk for en vis grad af realisme. Var man ikke på den grønne gren, var indsatsen for at tjene til dagen og vejen præget af en kraftfuld indsats.
Det er den stadigvæk, men samfundets overflod er blevet mere og mere omfattende.
Hvad har det med julepsykologi at gøre?
I gamle dage – gode eller ej – var tilværelsen præget af nøjsomhed, og man havde da stjernestunder at se frem til, hvor nøjsomheden for en stund kunne afløses af en vis rigelighed – måske især af mad. Dette var vel – foruden det religiøse aspekt – julens essens før i tiden.
Siden er julen blevet mere og mere. Større og større gaver, flere og flere af dem. Alt kan fås og købes – selv dyr vin, der ikke kan hamle op med andesteg.
Jeg husker min mor, der nu er 90 år, fortælle om appelsiner. Nej, ikke i flertal, men i ental. En appelsin en gang om året. Forhåbentlig blev den ikke gemt til den var tørret helt ind.
Hvad handler det om? Måske er det kontrasten mellem hverdagen og festen, der gjorde festen til noget særligt dengang, da der var en knaphed. Nu mangler kontrasten. Det hele flyder sammen, og vi søger at skabe en kontrast, der ikke er der i forhold til resten af året. Ved overdrivelse. Ved at julen skal vare en sjettedel af året. Ved et særligt begreb, der kaldes julestress. Ved overstimulation, så de stakkels børn ikke ved, hvilket ben de skal stå på.
Eller hvad?
Seneste kommentarer