Juletiden skulle gerne være nærhedens tid. Og med dette muligheden for at få tilfredsstillet behovet for samvær på en god måde. Lur mig om det altid går sådan.
Forklaringer er der sandsynligvis mange af. For lidt tid kunne være en af dem. Den kan være reel nok, idet der jo stilles mange krav i december – arbejdet skal passes, gaverne skal købes, huset skal gøres rent, anden skal købes og er den frosset, skal optøningen finde sted i god tid, så man kan spise den juleaften, juletræet skal anskaffes osv. osv., og det skulle gerne være sjovt det meste.
Netop fordi der er så uendelig meget, der skal klares, kan det være svært at få tid til nydelsen. Kan man gøre noget ved det?
Det kan overvejes at sænke ambitionsniveauet. Er det ikke et træk ved tiden, at at alting skal være så fint og fantastisk, så det lader sig gøre at demonstrere, at man kan klare tilværelsen som var man værdig til at blive udstillet i et ugeblad for sine fantastiske præstationer og alt hvad man kan overkomme.
Mindre kan vel gøre det.
Overdrivelse fremmer ikke balance. Perfektionisme fremmer heller ikke balance.
Udvikling er som bekendt at vikle sig ud af noget man er viklet ind i – og skulle det være perfektionisme og overdrivelsestilbøjelighed, kan det nok være en ide at fire lidt på det og gå i gang med at vikle sig ud.
Godt ord igen – jeg ved godt at det ikke lige netop er i juletiden man skal begyndte på hverken fysiske eller psykiske slankekure. Men hvorfor egentlig ikke? Fordi man har andet at tænke på. Jo, selvfølgelig. Så til næste jul da.
Eksempler på overdrivelse er velkomne i kommentarfeltet.
