Naturligvis skal der være pauser i løbet af arbejdsdagen.
Naturligvis skal der også udføres arbejde i løbet af arbejdsdagen – og vel helst nogenlunde svarende til hvad man får løn for.
Helt naturligt er det måske ikke. I det mindste ikke i Hillerød.
Ikke, hvis man skal tro kommunaldirektøren, der i nyhederne ytrer, at kaffepausekulturen er lige vel omfattende. Han siger, at når medarbederne møder om morgenen, henter de kaffe, men begynder ikke at arbejde, idet de lige skal klare verdenssituationen med kollegerne, og det varer mageligt ½ time.
Det var da ellers en grusom salve. Tænk på de stakkels overbebyrdede medarbejdere.
Og her går man ved indgangen til pensionisttilværelsen og tænker, at kravene på arbejdsmarkedet har budt på øget effektivitet i de senere mange år, men det er måske en skrøne?
Det er måske snarere sådan, at pausekulturen er en hævdvunden rettighed det ikke er let at slippe af med.
Bemærkningerne i nyhederne gav anledning til en tilbagetanke til det første kursus jeg nogensinde holdt på et plejehjem. Det var i 1980erne. Jeg husker ikke hvad emnet var, men mon ikke det har drejet sig om holdningen til arbejdet, effektivitet og lignende. Thi på et eller andet tidspunkt må jeg have sagt noget der var aldeles provokerende for en medarbejder, idet hun for op som trold af en æske og sagde: “Så må vi have flere ressourcer”. Det kunne jeg ikke rigtig gøre noget ved, men det er vist ikke første gang der er henvist til behovet for mere mandskab.
Mere interessant var det at en medarbejder i den efterfølgende kaffepause (hvilket er en kursusnødvendighed) kom og sagde, at jeg måtte være klar over, at reaktionen var en følge af, at medarbejderne ikke var til sinds at opgive deres pauser på 3 timer om dagen.
Det kan jeg da godt forstå, men hvad går det egentlig ud på? Hvis du kan tydeliggøre fænomenet kaffepausekultur, er kommentarer mere end velkomne.
