På tidspunktet for denne posts udarbejdelse er der få dage til kommunalvalget i 2009. Af en eller grund har nogen tid været præget af en gevaldig diskussion i VKO-blokken om hvorvidt et kommende stort sygehus i Jylland skal placeres på en lokalitet eller på en anden 16 kilometer fra den første. Det har som sådan ikke noget med valget gøre.
Denne gevaldige problemstilling er blevet et aspekt ved finansloven for 2010, og efter flere dages forhandlinger så det forleden ud til der var nået en løsning.
Denne løsning synes imidlertid at være præget af en sådan sproglig uklarhed, at der både er basis for at sige man har indgået et kompromis og sygehuset skal placeres på mark 1, og også at man ikke har indgået et kompromis, selv om det kaldes sådan, som indebærer at det ikke skal.
Som jeg forstod den afgørende tekst, da Thulesen Dahl læste den op i TV forleden, er det meningen at sygehuset skal placeres på den første lokalitet, hvis der inden juni 2010 er fundet en løsning på den utryghed placeringen kan skabt for nogle fjernereboende, kommende patienter.
Efterfølgende siger nogle politikere at sygehuset ifølge aftalen skal ligge det første sted. Andre at det ikke er besluttet.
Naturligvis er det ikke besluttet. Det er fordi der slet ikke er indgået et kompromis. Der er stadig en konflikt, men den er udsat til juni 2010.
Grunden er den enkle, at det ubesværet til den tid kan siges at den tryghed, der skal etableres, ikke anerkendes som værende etableret med de løsningsmåder der er udarbejdet. Så er man lige vidt og kan skændes videre om emnet.
Det er ikke altid let at kalde en spade for en spade i politik, men der er ingen grund til at kalde en uafsluttet konflikt for et kompromis, idet kompromisset ville have afsluttet konflikten. Hvilket formål skulle kompromisser ellers tjene?
