Misforståelsens psykologi

Uvist af hvilken grund dukkede en erindring om misforståelsens psykologi op for lidt siden.

Dette var titlen på et fjernsynsprogram for mange år siden. Programmet blev sendt en gang og genudsendt 2 gange. Ikke på samme måde som nu, ganske vist.

Der var to personer i udsendelsen – et ægtepar. De kommunikerede med hinanden om det ægtepar nu engang kommunikerer med hinanden om til hverdag.

Først så man kommunikationen som den var – og det var ganske almindeligt, vel nærmest neutralt. De snakkede ganske almindeligt til hinanden, med et ganske almindeligt kropssprog og et ganske almindeligt tonefald.

Og der ville ikke have været et program var det ikke for genudsendelserne.

Først så man det hele igen – som manden oplevede konens kommunikation med kropssprog og tonefald og det hele. Jeg kunne godt forstå hun ikke var til at holde ud.

Så så man det hele igen – som konen oplevede mandens kommunikation med kropssprog og tonefald og det hele. Jeg kunne godt forstå han ikke var til at holde ud.

Således blev det på fineste vis illustreret, at misforståelser ikke har så meget med det der bliver sagt og måden det siges på at gøre, som hvordan det opleves (høres, ses) af den der modtager kommunikationen.

Og det gælder vel også forståelsens psykologi – men det handlede udsendelsen ikke om.

PS. Hvis du er interesseret i et mini-kursus i 7 lektioner om beslutninger, er du velkommen til at tilmelde dig min liste øverst i højre side. Det er ganske uforpligtende og du kan altid framelde dig igen. Det er nødvendigt at tilmeldingen bekræftes i den første mail du modtager.

This entry was posted in Følelser, Kommunikation, Ledelse, Psykologi. Bookmark the permalink.

One Response to Misforståelsens psykologi

  1. Britt Malka says:

    Det lyder som en spændende udsendelse, om end jeg også håber, at de kom ind på, hvordan man undlod at opfatte den andens hensigter m.m. negativt, og dermed kom til at holde mere af hinanden i stedet for at stødes fra hinanden.

Comments are closed.