|
||||||
|
Fortalelser er at sige noget man ikke lige havde tænkt sig at sige, og det er måske en følge af, at man tænker et eller andet på de indre linjer og reagerer på det, og ikke på den logik, der burde følges. Når en sportsinformator i nyhederne, ved omtale af længdespring, siger at en deltager har sprunget 8 meter og 18 sekunder, er det måske en fortalelse. Måske ikke. Men det er selvfølgelig en morsom sammenblanding af afstand og tid. Jeg er ikke klar over hvorledes det ser ud, men jeg har netop hørt, at man kan få et laminatgulv med plankelook. Er du utilfreds med dit almindelige plankegulv er det måske en overvejelse værd at anskaffe et af laminat fremstillet gulv, der ser ud som var det et plankegulv. Jeg synes netop jeg hørte, at oplæseren på TV2News sagde, at Helle Thorning-Schmidt “arbejder på at genvinde vælgernes troværdighed”. Det lød ikke rigtigt i mine ører, men faktisk blev vendingen gentaget lidt senere. Det handler da ikke om vælgernes troværdighed, men om hendes. Hun arbejder velsagtens på at genvinde vælgerenes tillid, nemlig tilliden til at hun er troværdig. Mon de ved hvad de siger, de kære oplæsere? Det forstås at Helle Thorning-Schmidt, statsministerkandidat, har efter eget udsagn begået en sløset handling. Det er sket ved – i en mail til Justitsministeriet – at lade noget tilstræbt (at ægtefællen er i Danmark hver weekend) fremstå som en kendsgerning. Det forekommer at måtte bekymre, især hvis sløsetheden viser sig at være et karaktertræk. Lene Espersen, udenrigsminister, forekommer at være sløset i den forstand, at hun ikke har opdaget at der skal 10-12 positive handlinger til at opveje en negativ. Hun synes stadig mere optaget at tømme kontoen for goodwill end at fylde den. Peter Christensen, venstrepolitiker, forklarer at Thorning skal “behandles på lige fod som andre danskere”. Det forekommer at være en sløset omgang med sproget. Andre behandles på lige fod med, hedder det vist nok. Vi venter på politikere af format! Tour de France 2010 er forbi. Det sluttede for nogle dage siden, og heldigvis brugte jeg ikke så meget tid foran fjernsynet, som de mange spændende momenter måske berettigede til. Der var spændende momenter. Som f.eks. da Andy Schleck trådte kæden af, et fænomen sportskommentatorerne i øvrigt betegnede i “bogstavelig forstand”. Som om man ikke selv kunne finde ud af det ikke var i overført betydning. Jeg har især husket følgende to situationer: Efterhånden må det velsagtens accepteres, at det er normalt at sige “kommentere på” det og det. Sandelig om ikke en oberst nu er begyndt at sige “uddanne på”. Obersten, der er chef for det hold 10, der nu skal til Afghanistan, forklarede i TV om de ændrede vilkår, der er en følge af at den danske styrke skal samarbejde med de lokale styrker (medførende en risiko for fjendtlig infiltration blandt dem), og i sammenhængen forklarede han, at man “uddanner på dem”. Forskellen på at uddanne på dem og uddanne dem synes at ligge i den socioemotionelle forskel det lille på bevirker. Mærk selv forskellen på at blive behandlet af en læge og blive behandlet på af en læge. Lad os håbe virkeligheden er fri for den socioemotionelle bibetydning, der her antydes. Hvad mener du? I går kørte jeg i kort tid i bil efter en handicapscooter, der kørte på kørebanen. Det er der sikkert ikke noget galt i, men det problem, der blev tydeligt, var, at markeringen af scooteren var helt uacceptabel. Det hele var meget mørkt og det var næsten ikke til at se køretøjet fordi det var kørt ind i skyggen fra et stort og meget mørkegivende træ. Det ville have været en god ide om ryggen på scooteren havde været beklædt med en orange eller grøn sikkerhedsvest, som man efterhånden ser meget hyppigt i trafikken. I så fald ville det have været langt lettere at få øje på den forankørende under de givne omstændigheder. Senere samme dag så jeg endnu en handicapscooter. På tilsvarende vis var den mørk på bagsiden. Måske har der været lys på dem, men mon ikke det ville være godt for færdselssikkerheden om markeringen af scooterne blev mere tydelig end jeg har oplevet dem. Mobiltelefoner må være ganske billige at anvende at dømme efter det behov folk har for at tale i dem. Ellers ville de vel gøre det i mindre omfang eller ved særlige lejligheder. Mobiltelefoner er naturligvis en integreret del af hverdagen for masser af mennesker, og at tale i dem i en uendelighed synes at være en del af tidsånden. De anvendes også selv om det er ganske uhensigtsmæssigt. Overvejelserne, der næppe har den store interesse for ret mange, følger af, at jeg tidligere på dagen kørte 4 km fra en lille by til en anden lille by. Undervejs mødtes tre personer. Alle talte i mobiltelefon. Først kom en løber. Hun talte tydeligvis i telefonen, og koncentrationen herom medførte at opmærksomheden fjernededes fra løberetningen. Hun kiggede ned og bevægede sig længere og længere ud på kørebanen. Hun måtte kaldes til bevidsthed igen ved et lille trut i hornet. At holde ferie i udlandet, langt fra danske aviser og TV, er ikke det værste tiden kan bruges til. Især når man, som jeg, er udstyret med en vis sprogallergi. Freden forstyrres imidlertid såre hurtigt efter hjemkomsten. Her følger de 4 eksempler fra ugen der gik, som umiddelbart huskes. 1. Fodboldklubben Barcelona må været gerådet i økonomiske vanskeligheder, idet den har “optaget gæld”. Den har vel snarere optaget lån og derved pådraget sig gæld. 2. I en husannonce kunne læses, at der er et “godt funktionelt køkken med skabe” i huset. Det er vel en selvfølge, at der er skabe i et godt funktionelt køkken. Ellers var det jo hverken godt eller funktionelt. Måske menes at skabene er gode. 3. Ved ugens uvejr slog lynet ned i en lejlighed i Roskilde, og da ingen var hjemme måtte brandfolkene “nedlægge døren” for at komme ind. Nedlægge må vel komme af lægge ned, men sådan er det næppe foregået. 4. I Berlingskes Rejseliv i lørdags var en meget interessant artikel om alle de mange grupper af mennesker der skal til for at feriefolket kan flyve ud af lufthavnen. Det overraskende var det store antal handlere, der indgik. Det er de ansatte hos de såkaldte “handling”-foretagender, nemlig dem der håndterer f.eks. bagagen. Hvorfor disse “håndterere” skal kaldes handlere forstår jeg egentlig ikke. De kunne vel kaldes operatører eller lignende. Sådan er der så meget – bidrag i form af kommentarer er velkomne. Som bekendt er den svenske Kronprinsesse Victoria blevet gift med – nu – Prins Daniel. Dette skal imidlertid ikke handle om kongelige, men om taletempo. Alle hurtigsnakkerne, herunder TV-reklame-hastværkerne, kan lære noget af Kronprinsessen. Jeg har hørt hende et par gange i forbindelse med brylluppet, og det må siges at være en fornøjelse at lytte til hende. Hun taler i et tempo man kan følge med i, det gøres med en klar og markant stemmestyrke, og hertil kommer en meget virkningsfuld brug af pauser. Det bevirker, at det sagte kan synke ind. Konsekvensen af denne måde at kommunikere på er at det ikke blot virker nærværende, men hun er det. Med hele sin emotionelle styrke. Tænk hvis mange flere, der udtaler sig i medierne, kunne som Victoria. Hvilken gennemslagskraft budskaberne så ville have. Politikerne kan i høj grad lære af hende, og især synes det nærliggende at sportsfolk tager ved lære, så man, de få gange det ikke lykkes at slippe for manges monotont messende forpustetagtige buskaber eller hvad der er grund til de uartiklulerede talestrømme, ikke straks bliver irriteret over deres sproglige ineffektivitet. |
  |
 Søger du gode tilbud på nettet, findes de måske ved at klikke på billedet af æbleblomsten og anvende kategorierne.
|
||||
|
Copyright © 2010 Viden om – psykologisk set - All Rights Reserved |
||||||
Seneste kommentarer