Psykolog på plejehjem

Gerontopsykologien synes at have trange kår i Danmark, i alle tilfælde den del, der indbefatter psykologansættelser på plejehjem.

I et par artikler i Psykolog Nyt har Henrik Brogaard, Danmarks hidtil eneste plejecenteransatte psykolog, berettet om sine erfaringer. Det er meget interessant læsning, og det anbefales alle – pårørende og ansatte – der har med den del af livet i Danmark at gøre at læse artiklerne. Links følger. At der er stramme økonomiske tider i Danmark har i øvrigt netop bevirket at psykologstillingen er nedlagt.

Henrik Brogaard tager udgangspunkt i 3 historier, som er beretninger om gamle menneskers kommen overens med sig selv og måske deres pårørende højt oppe i årene. Det er gode beretninger at læse. Det fører til argumenter for, hvorfor det er vigtigt at mennesker i en høj alder – hvis de kognitive funktioner i øvrigt er sådan fungerende, at det lader sig gøre – gives tilbud om at tale med en psykolog om, hvad man kunne kalde uafsluttede forretninger i tilværelsen, som ved samtaler kan bevirke en god afklaring.

Imidlertid er psykologens opgaver på plejehjem ikke kun knyttet til samtaler med beboerne, men også som formidler af viden om de ældres funktion til ansatte, der selvsagt kan have behov for supervision af deres kommunikationsmæssige arbejdsindsats. Det er immervæk de ansatte, der er de professionelle, og derfor dem, der må anstrenge sig for at kommunikere ordentligt med beboerne, især hvis alderen eller andre forhold bevirker, at disse kan fremstå som mere eller mindre vanskelige som følge af alderens forandringer af færdigheder og kapaciteter.

Ved læsningen af artiklerne bemærkedes, hvorledes Brogaard citerer en noget kontant agerende og kommunikerende sygeplejerske for bramfrit at nedgøre en beboer. Det er ikke lige opgaven, må man mene. Opgaven er snarere den der ligger gemt i udtrykket nænsomhed, som psykologen slår til lyd for man praktiserer, når man virker i denne sektor.

At være beboer, pårørende og ansat på plejecentre, som med Henrik Brogaards ord er “institutioner, hvor sygdom, død og forfald findes i koncentrerede mængder”, og som i øvrigt vil vedblive at være her, er ikke nogen let sag, og det er indlysende at psykologfaglig viden kan være til stor gavn i sammenhængen.

Det er trist at vores velstand er uforenelig med løsning af denne nærliggende opgave. Men – læs artiklerne og bliv klogere:

Og det blev aften, Psykolog Nyt 3, 2010.

Er livet værd at leve, Psykolog Nyt 4, 2010.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.