Redningen af minearbejderne i Chile

Det er stærkt følelsesaktiverende TV man har kunnet se på TV-kanalerne denne morgen den 13. oktober 2010.

De indespærrede minearbejdere i Chile, 33 i alt, er ved at blive reddet op til jordens overflade igen. Det sker efter de har været fanget små 700 meter under jorden i snart 70 dage.

Det har været fantastisk at se, hvorledes Fenix 2 hejses ned i minen og dukker op i hullet mange meter nede. Og omvendt også når kapslen begynder rejsen op igen med endnu en minearbejder ombord. Hjulet, der drejer rundt – mod eller med uret – har været det enkle redskab til at se hvad der sker undervejs ned eller op.

At se de meget stærke følelser udspille sig i familiernes reaktioner medens deres kære er på vej op, har været spændende, og meget bevægende har det været at se kapslen komme op. De befriedes reaktioner har været vidt forskellige, som de vil være det i tiden der kommer.

At være en del af verdenshistorien – som tilskuer – er utroligt.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.

4 Responses to Redningen af minearbejderne i Chile

  1. Ellen says:

    Hvor er det pudsigt at se din fagsnak: ‘følelsesaktiverende’ 🙂 Det er jo helt rigtigt, men jeg ville kun kunne komme i tanke om ‘følelsesladet’…
    Og det var det. Både-og. Parallelt med da vi så muren falde – uden i øvrigt at sammenligne de to begivenheder, men begge fik tårerne frem i øjnene hos mig. De store omfavnelser var skønne at se, men også de famlende bevægelser hos mændene med de mørke solbriller på – det må have været voldsomt for dem – på alle måder – at komme op til solskinnet igen.

    Jeg kan godt lide din sidste bemærkning.

    • Tak for kommentaren. Her til morgen kunne jeg se at alle var kommet op, og jeg nåede lige at se den sidste redningsarbejder komme tilbage til overfladen igen. Jeg håber man kommer til at høre lidt om, hvorledes disse mænd klarer tilværelsen i den kommende tid, når deres Post Traumatiske Stress Reaktioner viser sig.

  2. Ellen says:

    Ja, det er lidt spændende… jeg tror ikke, man kommer til at følge dem løbende som sådan; nu er det jo ikke længere en sensation. Man kunne derimod håbe på, at ‘nogen’ samler stof til en samlet udsendelse om forløbet hos en eller flere af disse familier – det kunne være interessant, også for andre end personer med din faglige baggrund, synes jeg.

Comments are closed.