Restituering

Efter juledagenes måske lidt for store indtag af fed julemad, har kroppen brug for restituering, dvs. at genoprette eller genvinde balancen eller at vende tilbage til den sædvanlige tilstand.

Det er imidlertid ikke det der er anledningen til det følgende om restituering.

Begrebet er jeg stødt på et par gange for nylig.

Ulrik Wilbek omtaler dette sjældent brugte begreb i et kort afsnit i sin bog “Tro på dig selv”, idet han mener der er brug for meget mere restitueringstænkning i virksomhederne end tilfældet er. Han kobler det naturligvis på håndbolderfaringer. Efter at have ydet og præsteret på højt niveau, har spillerne brug for få orden på den ubalance præstationerne har bevirket. Balancen genvindes ved bevidst restituering – at sørge for at forholdene er således at balancen genoprettes.

Det lyder logisk.

Anden gang jeg stødte på begrebet var 2. juledag, da jeg begyndte at læse i en julegave, Nadja Prætorius’ bog “Stress – det moderne traume”.

I bogen beskrives hvad hun kalder Arbejdsrelateret traumatisering med udgangspunkt i et eksempel på hvorledes en god medarbejder fik det efter omstruktureringer, og på grundlag af de erfaringer hun har fået fra sit arbejde med sådan traumatiserede mennesker de seneste 6 år.

Der tales om “restituering af arbejdsevnen” på side 37 – hvis det da ellers kan lade sig gøre at genvinde den.

Når man som jeg har mødt mange mennesker i mit virke med helbredstilstanden Arbejdsrelateret traumatisering, er det en meget stærk kontrast at tænke på forskellen mellem Wilbeks krav om restituering og arbejdspladsernes krav om – om jeg så må sige – fravær heraf.

Hvad ville der ske med arbejdsstyrken, hvis Wilbeks forståelse var den herskende?