Under debatten om kræftgarantien i august 2007 fremførte en overlæge, at der ikke var tale om spildtid på hans afdeling.
Bemærkningen aktiverede en erindring om en medarbejder på et sygehus, hvis opgave var at servere eftermiddagskaffe og kage til patienterne på stuerne.
Jeg så hun hentede en kop ad gangen i lokalet hvor kaffen stod på et bord – og gik med denne ene kop kaffe. Hvorefter hun kom tilbage, og proceduren gentog sig – igen og igen – til hun var færdig.
Her var ingen spildtid, men hun var ineffektiv. Der blev brugt meget lang tid på at opnå den effekt af anstrengelserne en bedre tilrettelæggelse af opgaveløsningen kunne have bevirket på langt kortere tid – ved f.eks. at benytte et rullebord.
Og hun kunne have stillet sine nu så savnede hænder til rådighed for andre opgaver.
Det handler med andre ord ikke om spildtid, men om effekten af, hvad tiden bruges til.
