Under oprydning fandt jeg Det lille røde leksikon af Bente Jesper (1974). Før det forsvandt faldt mit blik på stress.
Tidligere har jeg omtalt, at Nils Antoni i 1934 skrev om træthed, at dette ikke var forbundet med, hvad man fik udrettet, men med hvad man ikke nåede af det man skulle gøre.
Jeg har også omtalt Nadja Prætorius’ bog Stress – det moderne traume, hvori hun gør sig erfaringsbaserede overvejelser om stressens indvirkninger på mennesker anno 2008, I bogen omtales et forslag til en ny diagnosekategori: Arbejdsrelateret traumatisering.
I 1974 anføres det, at stress betyder belastning eller tryk, og det oplyses at stress er “betegnelsen på den tilstand de fleste mennesker før eller senere kommer i på grund af udviklingen i det kapitalistiske samfund”.
Belastningerne knytter sig til forskellige forhold som f.eks. bolignød, for hårdt arbejdstempo og farlig trafik. Det oplyses at det ikke er godt at bruge arbejdskraften på denne måde.
Nogle belastninger er nok ændrede, men det forventningorienterede arbejdskrav er øget, således at forstå at flere og flere opgaver pålægges færre og færre medarbejdere, der har den forventning til sig selv at når arbejdet hidtil har kunnet klares, kan det stadig klares – og risikoen for den omtalte arbejdsrelaterede traumatisering er tilstede.
Og det er der vist mange mennesker der kommer ud for.
Er det sådan? Hvad er løsningen? Hvad er det den enkelte, der er på krogen, skal frisættes fra? Hvad skal du evt. frisætte dig fra?
Seneste kommentarer