Vigepligten og tidsånden

Forleden var jeg ude for to trafikbegivenheder, som forekommer at være en omtale værdige.

Det er ret let at iagttage, at tidsånden i øjeblikket er sådan, at mange trafikanter er tilbøjelige til at tilsidesætte vigepligten i større eller mindre grad. Det kan nok forstås i nogle situationer, hvor det ellers kan være vanskeligt at komme ud fra en sidevej eller lignende, men det behøver nu ikke at blive generaliseret til at man kører frem bare der plads til “mig selv først”, hvorefter andre har at bremse.

Det jeg oplevede var langt værre. Og så endda to gange på samme måde på mindre end en time.

Forleden skulle jeg til Sorø. Det indebærer, at jeg kører igennem Ramsømagle i vestlig retning. I østlig retning var en flok cyklister – formentlig en skoleklasse – på vej gennem samme lille by, hvor ingen cykelsti findes. En ladbil var på vej i samme retning. At føreren ikke syntes der var grund til at vente med at overhale cyklisterne til han kunne orientere sig i tilstrækkelig grad, synes ikke at være faldet ham ind. Det syntes ej heller at anfægte hans fremfærd, at jeg kom kørende i modsat retning, da det blev synligt. Konsekvensen var den enkle, at jeg måtte standse helt op. En anden bilist, der fulgte efter den omtale, trak dog ind til siden og passage lod sig gøre.

Det var en noget særpræget trafikadfærd, der her udvistes – han skulle frem. Man må håbe det var undtagelsen.

Det var det ikke.

Da jeg kom til Sorø og drejede til venstre et sted, var en vejfejebil på vej i modsat retning. I meget god tid havde en bilist lagt an til at køre uden om denne bil. Det vedblev han at gøre trods god mulighed for at bremse og komme ind bag fejebilen. Ikke tale om – her kommer jeg, må han have tænkt. Atter måtte jeg bremse og holde stille.

Rystende – to gange på mindre end en time.

At den sidste bilist så ud til at have en alder, hvor det ville være passende at aflevere kørekortet, er en anden sag.

Mit forårsønske er at sådanne hensynsløsheder ikke bliver normal tidsåndsstandard i trafikken! Men det kræver trafikantbevidsthed, hvad man skulle synes er nærliggende når man færdes i bil.

This entry was posted in Trafik. Bookmark the permalink.

4 Responses to Vigepligten og tidsånden

  1. Britt Malka says:

    Den egoisme i trafikken var en af de helt store årsager til, at jeg ikke havde svært ved at sige farvel til Danmark og ikke har været der så meget som på besøg siden juni 2000.

  2. Det lyder ikke som savnet er stort – men er det alligevel ikke snart på tide et gense fædrelandet?

  3. Jørgen, jeg har prøvet at presse hende til at kigge forbi flere gange. Det lader sig vist ikke gøre – medmindre jeg finder en helt ny metode, som kan overbevise hende om det naturligt hyggelige i et par brankede kyllinger på en grill med lidt god spansk vin.
    Hvis det lykkes, synes jeg til gengæld også du skulle komme forbi, så vi kunne holde et samlet uformelt møde allesammen, for hvis det skal være rigtigt hyggeligt skal hendes kære mand naturligvis også være med. 🙂

    Men du har fuldkommen ret i dine trafikbetragtninger. Jeg har også flere gange været på bloggen med lignende observationer, og selvom vi sørgeligt nok netop bor i det der i dag kendetegnes som Ny Sorø kommune, så er det samme gældende i både Roskilde og Kalundborg. Politiet må se at få fingeren ud af gaskanalen. Én gang kørte vi bag en kvinde som ikke kunne holde sin Opel Corsa (lille bil, til orientering) i vejbanen, men lå og slingrede. Hvad det endte med da vi fulgte efter hende ind på OK-tanken i Gørlev fik jeg aldrig at vide.

    Med andre ord: anmeldere er ligegyldige, og derved minimeres lysten til at hjælpe ordensmagten med efterfølgende ekstra anarki til følge. Sørgelig tendens… :’-(

  4. PS: den lokale betjent holdt inde på OK-tanken hvis forklaringen endte lidt blindt i min iver. 😉

Comments are closed.