Godt gået, du gamle!

Det er ikke hver dag jeg løber efter et tog. Det er bedre at være i god tid. Jeg løb efter et forleden.

Det kom sig af, at jeg kom i bil fra Jyderup og skulle videre til København, og da jeg bor i nærheden af Roskilde og tillige har et pensionistkort til tog og busser, var det nærliggende at stille bilen i Roskilde og tage toget. Jeg vidste nogenlunde hvornår togene skulle køre, men det ene var ikke bedre end det andet.

Da jeg kom til trappen til perronen, var jeg godt klar over der holdt et tog. Det holdt der stadig da jeg nåede helt op, og lige før mig var en ung mand med invandrerbaggrund. Han satte i løb mod toget – og jeg gjorde det samme.

Helt henne ved toget kunne jeg registrere at han tøvede et øjeblik med at gå ind – som ventede han lidt for at sikre sig at jeg kom med. Jeg ville have gjort det samme, og det var en fin gestus.

Vel inde i toget sagde han, idet han klappede mig venligt på skulderen:

“Du kan stadig løbe, du gamle. Godt gået.”

Det måtte jeg medgive ham.

Det er første gang jeg er blevet tiltalt “du gamle” i det offentlige rum, og jeg er ikke vant til det i familien, men realiteten fornægter sig ikke. Jeg ser åbenbart sådan ud, dvs. jeg har ingen anledning til at tro jeg ser meget yngre ud end mine 65 år, men heldigvis har jeg da retten til ikke at opleve mig psykisk set helt så gammel.

Naturligvis blev jeg ikke knotten over det skete – han var en venlig ung mand, og dem er der sandelig brug for nu om stunder. Især værdsætter jeg hans væren opmærksom på mig, hvilket ikke nødvendigvis er ret moderne for øjeblikket.

This entry was posted in Følelser, Humor, Sundhed, Værdier. Bookmark the permalink.