Mit arbejdsliv blev perspektiveret da at jeg talte med min datter, der skal påbegynde et arbejde efter at være blevet færdig med sin uddannelse. Jeg havde drøftet folkepension med kommunen.
Det fik mig til at tænke over hvilken forskel der måske er på den måde hun vil blive introduceret til sit job på og den måde jeg blev det i sin tid i august 1972.
Heldigt nok hørte jeg til den sidste kandidatårgang før arbejdsløsheden blev en realitet efter oliekrisen i 1973, hvor alle nyuddannede psykologer fandt arbejde.
Jeg blev ansat på et af de daværende statslige revalideringscentre. Man havde vist mere brug for en revalideringskonsulent end en psykolog, idet jeg skulle fungere som sådan i 3 måneder og siden 3 måneder til i en anden afdeling. Fint nok.
Da jeg mødte fik jeg en introduktion til arbejdet som revalideringskonsulent. Det varede en time, hvorefter jeg blev kastet ud i arbejdet med følgende bemærkning: Kom og spørg , hvis der er noget du vil vide!
Heldigvis kunne jeg hertil sige, at det skulle jeg nok, hvis jeg kunne finde ud af hvad jeg skulle spørge om.
Det var så den introduktion.
