Julepsykologi 16 – julens psykologiske spil

En af forventningerne til julen er, at vi skal være sammen med familien og hygge os, dvs. have det rart, dejligt og varmt sammen – og naturligvis helst uden bøvl. Det er ganske rimelige forventninger at have, og ser man på trafikken til jul, må det formodes, at en stor del af befolkningen synes det er attraktivt at mødes.

Netop den omstændighed, at forventningerne til det ideelle er sat højt, kan måske lettere end ellers medføre,at det går anderledes.

En af de måder det kan gå anderledes på er ved at sætte gang i psykologiske spil, måske ligefrem julespil. Det foregår helt ubevidst, men er en måde at strukturere tiden på, hvis man alligevel ikke kan klare at blive udsat for den sårbarhed der kan være forbundet med en umiddelbar tilstedeværelse i hyggestunden. Det kan være for farligt.

Sætter man derfor sin sårbarhed til skue eller inviterer andre til dens aktivering, og man går på krogen, er der gang i et psykologisk spil.

Det foregår overfladisk set på et acceptabelt socialt niveau, men det afgørende for forløbet er det der foregår på det psykologiske plan. Spillet fortsætter et stykke tid, og pludselig sker der et eller andet skift, som indebærer at det slutter. Der kommer en nedgøring, og vupti – man sidder tilbage med en eller anden underlig, men meget velkendt følelse. Den følelsesmæssige gevinst er indkasseret, og herved har man endnu engang konstateret – stadig ubevidst – at verden nu engang er som den altid har været – hurra for genkendelsen.

Følelsen kan være dårlig samvittighed, misundelse, surhed og hvad ved jeg … og mellem ægtefæller kan udbyttet være at man sover i hver sin ende af huset et par nætter!

Sådanne spil er der mange af, og de kan hedde noget i retning af “Stakkels mig” eller “Hvorfor sker det altid for mig” eller “Ingen kan lide mig”.

Som det fremgår skal der være mindst to deltagere i spillet, men da det ikke nødvendigvis er særligt attraktivt endnu engang at nå frem til oplevelsen af en foretrukken negativ følelse (gevinsten), skulle der gerne være en vej ud af spillet.

Det er der – hvis man bliver opmærksom på hvad der foregår. Sker det, kan man stoppe op, skifte stemmeføring og meddele man ikke er med længere. Opdager man invitationen kan man undlade at lade krogen få fat i ens sårbarhed og på den måde holde sig fri af spillet.

John James lavede engang en metode til opdagelse af spillene. Den ser sådan ud:

1. Hvordan begynder det?

2. Hvad sker der så?

3. Hvad sker der så?

4. Hvad sker der så?

5. Hvordan ender det?

6. Hvad er følelsen?

Kommentarer – gerne med eksempler – er meget velkomne.

This entry was posted in Julepsykologi. Bookmark the permalink.