Der er kommunikeret uendeligt meget under klimamødet COP15 i København. Den overordnede analyse overlades til andre, men der er altid detaljer at hæfte sig ved, når man i døgndrift præsenteres for hvad der sker på mødet og begivenheder der knytter sig hertil.
Aktivisterne, der gerne ville med til Dronningens middag, var ikke i tvivl om forskellen på at tale og handle. De udtrykte at politikere taler, men handler ikke. Ledere, derimod, handler – velsagtens efter de har talt.
Der var særligt et aspekt ved en demonstration og efterfølgende begivenheder, hvor det demonstreredes, at det ikke er let at kende forskel på meninger og handlinger.
Meninger, der udtrykkes, kan ikke skade andre. Handlinger, der udføres, kan.
Det blev forstået at en gruppe, der gennemførte en demonstration, ikke havde noget som helst ønske om vold, men nok om handling, idet man ville bruge kroppen til at presse sig frem til et sted, hvor man ville mødes med andre og holde et møde. Desuden ville man kun kaste røde pølser efter politiet. De kan ikke skade meget, medmindre politiets hunde ser deres snit til at æde så mange af dem, at de ikke kan passe deres arbejde.
En af to nu varetægtsfængslede talskvinder for gruppen opfordrede på et tidspunkt de øvrige deltagere til at gå i aktion (som jeg husker det), hvilket vil sige, der opfordredes til handling (skubbe med kroppen). De derefter følgende handlinger blev på et tidspunkt politiet for meget, og politiet handlede så at sige tilbage med peberspray og knippelsuppe. Det gjorde politiet velsagtens fordi gruppens handling vurderedes som potentielt skadelig for politiet – hvilket udtrykte meninger ikke kunne være.
Sådan cirka var det, men …
Efterfølgende kunne man nogle gange i TV høre en af de varetægtsfængsledes særdeles vrede mor ytre sig. Det er let at begribe vreden, men i mindre grad de anvendte udtryk og ord.
Datteren havde udtrykt sin mening, mente moderen, ved at opfordre til handling. Nej, en opfordring til handling er ikke en mening, men en handling. At de handlinger de, der skulle bruge deres kroppe til af mase med, ikke skulle være voldelige (eller kunne blive det) kan man til nød forstå, men når moderen bruger vendingen “kroppen som våben”, kniber det med at forstå, at der ikke skulle kunne være et element af vold i det – det er der vel altid knyttet til våben. De røde pølser blev ikke betegnet som våben!
Samme mor formulerede siden meninger om hvilket forfærdeligt land Danmark er, meninger der næppe var accepterede hvis landet var som hun sagde.
Synes du det er en relevant måde at sondre mellem meninger, som noget der ikke kan skade andre og handlinger, som noget der kan? Kommentarer imødeses gerne.
