Ligeløn, strejke og jordemødre

Endelig forstod jeg, hvad strejken går ud på.

Det har sikkert været sagt før, men formanden for jordemoderforeningen Lillian Bondos kronik i Berlingske i dag tydeliggør problemstillingen.

Lav løn på grund af køn, er overskriften.

Lillian Bondo opregner 9 årsager til at højre løn gives. Jordemødrene opfylder dem alle, men får ikke højere løn alligevel.

Forklaringen er historisk, forsørgelseshistorisk.

Ved tjenestemandsreformen i 1969 indplaceredes de offentlige faggrupper – og også en række kvindefag – i det offentlige lønsystem.

Det var der selvfølgelig ikke noget galt i, men at indplaceringen var styret af den forsøgerbetragtning, der var gældende – at mænd er forsørgere – har vist sig på længere sigt at være gal.

Den virker nemlig endnu.

Derfor var og er mandefagene (lærere f.eks.) højere indplaceret end kvindefagene (jordemødre f.eks.).

Det er den da opståede diskrimination kvindefagene nu ønsker et opgør med – og det er på tide efter så mange år.

Når regeringen taler om sammenhængskraft m.v. er der god grund til at få retorik og handlinger til at hænge sammen – og tage ansvaret for ordentlighed i denne forbindelse. Og ikke overlade det til overenskomstparterne.

Derfor – det er fint med ekstra løn til de i 1969, af dengang reelt naturlige årsager, snydte kvinder – og lad en ligelønskommission ordne resten af den gamle og umoderne skævhed. Lad ordentlighed råde her til lands.

For god ordens skyld skal jeg tydeliggøre, hvad jeg taler om på følgende måde:

Da jeg drøftede kronikken med min kone siden 1966 kunne hun forklare den omtalte kønsforskel på følgende måde: Hun er uddannet i Københavns Kommune, og blev først assistentselevaspirant, siden assistentelev, og efter at have bestået, hvad de skulle bestås, assistent. Hun kunne derefter forvente en karriere der er følgende: overassistent, fuldmægtig, ekspeditionssekretær, kontorchef og endelig direktør for foretagendet i kommunen, hvis hun var blevet der.

Pointen er den, at der var meget få kvinder, der blev assistenter. Mænd blev det. Kvinderne, derimod, blev kontorassistenter – dvs. skrivedamer – og det var der ingen karrieremulighed i. En gang kontorassistent altid kontorassistent.

Dette er forskellen. Og den gælder – pokker ta’ mig – den dag i dag.

Lad almindelig anstændig retfærdighed snart ske fyldest.