ABC-Scandinavia er nu nået til T.
Når naturen viser tænder, og gør det med en kraft som for en uge siden i Japan, er den uimodståelig. Konkret og voldsom. Det er let at forstå at Marianne skrev om proportionsforvrængning, når hun på cykel var udsat for en smule hagl ned ad en bakke i modvind og fik dette proportioneret ved synet af de fantastiske og gruopvækkende billeder af tsunamiens landgang i Japan.
Aldrig har jeg set noget lignende. Det var ikke til at forholde sig til, men det var let at se, hvorledes den voldsomme vandmængde med rasende kraft smadrede og flyttede hvad der mødtes på dens vej.
I løbet af nogen tid blev det hele mere nærværende. Der var mennesker involveret i dette ekstreme naturfænomen. Nogle var døde. Andre var paralyserede. Nogle var kontrollerede. Nogle lod følelserne slippe fri.
Naturen gør som den gør, og mennesker må tage konsekvensen af det når det sker. Men at man bygger kernekraftværker uden at kunne lede nok havvand ind til at opretholde en kølefunktion, er svært at forstå, som Donald påpeger. Nogle mennesker synes at måtte bøde herfor med livet på et tidspunkt.
For mig var ordet tsunami nyt i 2004. Nu kender alle det vist.
Må det være tilladt at flytte fokus til et par oplevelser fra dansk TV i forbindelse med katastrofen. Det involverer børn og deres udsættelse for de ekstremt dramatiske billeder og informationer.
Et par dage efter hørte jeg et medlem af børnerådet – tror jeg – fortælle hvorledes man kunne tale med mindre børn om dette således at deres angst kunne håndteres. Jeg skal ikke gengive det, men blot bemærke at afslutningen var at man måtte fortælle børnene, at man ikke kunne komme ud for en sådan katastrofe i Danmark. Beretningen blev leveret af en sindigt og klart talende kvinde. Sådan skal det være.
Samme dag som tsunamien havde overskyllet Japan, så jeg en direkte udsendelse på Ramasjang, en DR-kanal, og her interviewede en hurtigsnakker af en medarbejder et barn om begivenheden. Han var en klog lille fyr, der fint redegjorde for sin viden og forståelse af situationen, og han sluttede med at udtrykke sin glæde over at bo i et land, hvor en sådan naturkatastrofe ikke kunne indtræffe.
Jeg blev noget paf, da jeg hørte hurtigsnakkeren, der skulle videre til det næste sige: Ja, i hvert fald ikke i denne omgang.
Man kunne måske tillade sig at forvente at en medarbejder i DR ikke reagerer så uvidende og uhensigtsmæssigt automatisk i en situation som den stedfundne. Måske ville det hjælpe at sætte tempoet en anelse ned – så der kunne tænkes før der tales. Det er aldeles urimeligt at fremføre en trussel som den hun slap ud.
Tsunamier får vi ikke her i landet, men oversvømmelser har vi haft. Dette er illustreret ved stormflodssøjlen i Ribe.
Det har utvivlsomt været slemt nok.
Se årstal på billedet herunder.
Taknemmelig må man være over at bo i Danmark nu – i forhold til tsunamier og oversvømmelser. Man håber digerne holder.
Her er linket til andre deltageres tekster og billeder med T.