Julegaveindkøb

November 21st, 2007

Kommunikation
I slutningen af november er der som bekendt ikke længe til jul.

Tilbudskataloger er modtaget i massevis, ønsker er formuleret, beslutninger truffet om hvad hvem skal have.

Har forretningerne det så? Ikke altid.

Det kan medføre et vist arbejde at finde ud af om det lader sig gøre at købe herlighederne på et senere tidspunkt – som følgende udveksling er et eksempel på.

Kunden: I har … i Jeres julekatalog. Den vil jeg gerne købe.
Personalet: Vi har den desværre ikke endnu.
K: Hvornår får I den?
P: Det er der ingen, der ved.
K: Hvornår ved du, om I får den?
P: Jeg håber, vi har den før jul.
K: Jeg spurgte ikke om, hvad du håber, men om hvornår I ved, om I får den.
P: Om et par dage.
K: Vil det sige, at jeg kan ringe på fredag og få det at vide?
P: Ja, for jeg ringer i morgen.

Om fredagen havde butikken fået varen, og den blev købt.

Mon butikken havde solgt den, hvis kunden havde accepteret de første svar på spørgsmålene?

Posted in Kommunikation | Comments Off on Julegaveindkøb

Pacing

November 20th, 2007

At være på bølgelængde

Pacing, som psykologisk begreb, betyder at være på bølgelængde. Man søger at ramme en andens rytme, f.eks.

  • taletempo
  • vejrtrækning
  • gestik osv.

At opleve overensstemmelsen bevirker fornemmelsen af at være på bølgelængde.
Dette er oftest ubevidst, med mindre man søger at tilpasse sig til den andens rytme.
De fleste kender ekspemler på, at man anbringer armene på samme måde. Man har set, at når en læner sig frem, gør den anden det også.
På et kursus om håndtering af vanskelige situationer, talte jeg om pacing. Deltagerne var opmærksomt lyttende.
En tog pludselig en lille pakke sukker, pakkede den op og spiste et stykke sukker. Inden der var gået 30 sekunder havde to andre gjort det samme. Ingen havde dog lagt mærke til det tidsmæssige sammenfald.

Hurtigsnak

Det er moderne at tale hurtigt. Mange søger at tale hurtigere end de faktisk kan. Det kan være svært at følge indholdet fordi man fanges af problemerne med taletempoet.
Dagen før valget havde Hans Pilgård, Go’aften Danmark,TV2, besøg af Statsministeren og frue. Han ramte slet ikke deres taletempo, og kunne næsten ikke vente med sit næste spørgsmål til det forrige var besvaret. Det ville have været et mindre forstyrret interview, hvis Pilgård havde talt en anelse langsommere – der ville have været en bedre pacing.

Mormors historie

Remser skal undertiden siges hurtigt. Det gælder også den min mormor lærte mig om “gårdens dyr”:

To røde og en rød,
og en lillebitte rød,
og en oprumpet rød,
og en stumprumpet rød,
og en gylt og en galt
og en rødbroget halt.

Posted in Kommunikation | Comments Off on Pacing

Tangenttransaktioner

November 17th, 2007

Transaktionsanalyse
Nogle vil med fornøjelse huske Eric Bernes Transaktionsanalyse. Det drejer sig bl.a. om analyse af transaktioner, hvilket vil sige kommunikationsenheder mellem mennesker.

Valgkampen 2007 har medført, at den særlige type transaktioner, der kaldes tangenttransaktioner er dukket op i bevidstheden igen.

Det er slet ikke fordi den slags kommunikation er forbeholdt valgkampe. De er uhyre almindelige. Så vidt jeg husker menes det, at hver 4. transaktion er af denne type.

Definition af tangenttransaktioner

Hvad er da definitionen?

Tangenttransaktioner er svar på spørgsmål som om et andet spørgsmål er stillet.

– Hvorfor har du puttet majs i salaten?
– Der er ikke ret mange!

Dette kan f.eks. konfronteres ved at sige: “Du svarede på et spørgsmål jeg ikke stillede”. Det er dog ikke givet at det medfører et svar.

Posted in Kommunikation, Transaktionsanalyse | Comments Off on Tangenttransaktioner

Stress og det ugjorte

November 17th, 2007

Hvad kan man gøre for ikke at blive stresset?

Dette aktuelle spørgsmål blev stillet i en DR1-udsendelse – Har vi travlt, mor? – den 4. november 2007.

Et barn besvarede spørgmålet med følgende to ideer

* man kan have en kalender, og
* man kan lave lidt mindre om dagen.

Det sidste kan betyde, at man har lidt færre opgaver, der skal nås hver dag. At man derved har lidt bedre tid til at løse dem. Og måske – og allervigtigst – at man ikke får flere opgaver, eller siger ja til flere opgaver, end man kan nå at forholde sig til.

Det er ikke godt, hvis man i forvejen ikke kan nå sine opgaver, og derved hele tiden har “det ugjorte” som pres på sig. I så fald bliver det blot værre og værre, hvis man laver lidt mindre om dagen. Og et sammenbrud venter forude.

Færre prioriteter eller opgaver er med andre ord løsningen.

Arbejde og træthed

Der er vist ikke noget nyt i presset fra det ugjorte.

Således skriver Nils Antoni i En Bog om Nerver (H. Hirschsprungs Forlag, København MCMXLVII, side 161), hvad han har hørt en industrileder sige:

Det er ikke det Arbejde, man har udført, man bliver træt af, men det Arbejde, man ikke har faaet gjort, det, der skulde være færdigt, men endnu ikke er udført, det, der venter paa en.

Også den gang var der nogle der havde for meget at lave. Men det gælder måske flere nu.

Posted in Stress | Comments Off on Stress og det ugjorte

Bevægelse som værdi

November 17th, 2007

Motion en avisløs morgen

Når avisen – endnu engang – ikke kommer som lovet om morgenen, giver det en glimrende mulighed for at gå en tur i stedet for at læse.

Når temperaturen er lige over frysepunktet, vinden beskeden, himmelen blå og solen netop stået op, er det en fornøjelse at gå en tur. Det giver frisk luft, røde kinder og gang i blodomløbet – og antallet af forbrændte kalorier øges.

Morgenturen fører to associationer med sig om betydningen af bevægelse.

En kendt dansker, Lars Okholm havde indrettet sig således, at han havde sin hjemmearbejdsplads i stueetagen, men kuverterne og andet kontormateriale var placeret i kælderen og på 1. sal. Det gav mulighed for bevægelse.

Den anden association var om en medarbejder i en virksomhed, hvis job i en periode bestod i stillesiddende pc-arbejde hele dagen. Dette var til stor gene, idet medarbejderen langt foretrak de variations- og bevægelsesmuligheder, der var forbundet med at løse samme opgaver som før i tiden – med mindre fastlåsthed, hvilket i øvrigt var langt hurtigere.

Posted in Værdier | Comments Off on Bevægelse som værdi

Sådan kan det gå

når man gør noget man ikke skal, og ikke får ret svar. 🙁

Hav lidt tålmodighed, hvis du plejer besøge min blog – og alle indlæg, men nok ikke kommentarerne vil komme igen. 🙂

Posted in Uncategorized | Comments Off on Sådan kan det gå

Hello world!

Velkommen til bloggen Viden om – psykologisk set.

Posted in Uncategorized | 1 Comment