Når at google er et verbum, kan at facebooke vel også være det.
Det ser aktuelt ud til, at nogle mennesker har svært ved at forholde sig til, at deres facebookeri ikke udelukkende er af privat karakter, men tilgængelig i det offentlige rum. Det kræver ganske enkelt en overvejelse før handlingen at facebooke iværksættes.
Da jeg var barn belærte min far mig om betydningen af at tænke før jeg talte.
Som psykolog har jeg været underlagt tavshedspligt. Man må vare sig. Ellers kan det få konsekvenser.
Som det jo altså har fået for en kommunikationskonsulent i Venstre efter kradse ytringer i det rum, der ikke viste sig at være så privat som tænkt eller ikke tænkt.
At en kommunikationskonsulent i øvrigt ikke ved at ikke-kommunikation ikke er muligt er selvsagt en overraskelse.
I 2010 er det facebookeri der fører til at jobbet mistes. Tidligere var det noget andet. Således har denne aktuelle historie aktiveret erindringen af en historie jeg engang hørte. To pædagoger havde i et tog snakket om arbejdsrelaterede forhold på en sådan måde, at den person der kunne lytte med på sædet bagved ikke kunne undgå at høre hvad de talte om, og da det viste sig muligt at identificere hvem det drejede sig om, måtte pædagogerne sande, at de ikke helt havde forstået, hvad tavshedspligt er for noget. De blev begge sagt op.
Så husk det nu…
