Nyhederne viste et indslag om aktivering. Hvad baggrunden for aktiveringen i de omtalte tilfælde var, hæftede jeg mig ikke ved, men det er klart nok, at aktivering har at gøre med fastholdelse af tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det er selvsagt mærkværdigt at se, hvad der i dette øjemed undertiden findes på. Således var en ældre herre udstyret med en pose skumfiduser og en pakke spaghetti og ved passende kombination af disse elementer skulle han vist nok lave pyramider.
Det er sådan set lige meget, hvad han skulle fremstille. Let er det at forstå, han ikke syntes det var morsomt at lave i forhold til den omstændighed at han var uden arbejde. Og det kunne da også være vanskeligt at se, hvad aktiviteten havde at gøre med vedligeholdelse af arbejdsevnen.
Måske var det en træning af finmotorikken, hvilket ville være fint, hvis han var urmager, men han lignede ikke en sådan. Hvis han var vant til at arbejde med en rørtang, ville han sikkert knække mange spaghettier.
Mærkværdigheden ved denne aktivitet forekommer umiddelbart indlysende medmindre den egentlige hensigt fortiedes. Det, der er mindre indlysende, er den socio-emotionelle relation, der opstår. Der er forskel på »at blive aktiveret« og »at aktivere«. Der er ikke så meget status forbundet med det første som med det sidste. Og hvad værre er, forekommer dette at blive aktiveret (nogen gør noget ved en anden) at være en passivitetsfremmende foranstaltning, fordi det er den aktiverende, der er aktiv og sætter dagsordenen.
Heldigt at være sluppet genne arbejdslivet uden… Forude venter måske tilsvarende socio-emotionelle relationer på hospital eller plejehjem!
PS. Hvis du så denne post g.d. er det rigtigt – der gik kuk i et eller andet, men her er den igen.
