Bistandshjælp, udeblivelse og ansvar

I løbet af maj 2011 har det været drøftet fra regeringspartiernes og støttepartiets side, hvad man skal stille op med bistandsklienter, der udebliver fra aktivering. Man har gjort sig tanker om, at skære i kontanthjælpen og reducere denne til starthjælp – i et halvt år. Oppositionen synes det er vældig synd for bistandsmodtagerne og mener den aftale om at trække i kontanthjælpen, der fugerer, er tilstrækkelig.

I anledning af netop denne diskussion havde en af TV-kanalernes nyhedsudsendelser fundet frem til et par bistandshjælpsmodtagere. Disse var naturligvis forargede over risikoen for at miste penge, hvis de ikke kunne (finde ud af at) sygemelde sig, og følgelig måtte udeblive uden besked.

Naturligvis har jeg forståelse for at man som bistandshjælpemodtager kan få ondt i ryggen og have behov for en fraværsdag, lige som andre kan det, men det er naturligvis ikke i orden at man ikke kan finde ud af at melde sig syg. Det vil sige det kunne de vist også, var det ikke lige fordi der ikke var mere taletid på telefonen, hverken sønnens eller den egne.

At der var råd til cigaretter er en anden sag. At det var nødvendigt at demonstrere usammenhængskraften ved at ryge og sige telefonen var løbet ud er naturligvis ondskabsfuldt at påpege.

Men – her er bare endnu et eksempel på at det kniber med at forstå ansvaret. Om det er den velfærdsforkvaklede personlighed, der gør sig gældende (svarer til at man skal have kommunen til at fjerne sine flasker som man ikke gider kyle ind i de dertil anbragte containere) eller om det er en anden personlighedstype skal jeg ikke kunne sige.

Men – lad de gode mennesker lide økonomisk til de fatter ansvarlighed.

Dette adskiller sig ikke meget fra de medarbejdere i Billund kommune, der får gode bonusser for at gå på arbejde og i mindre grad melde sig syge end ellers.

Særpræget er det.

Sammenlign blot med følgende. Jeg var selvstændig psykolog i 22 år og havde mange opgaver for kommunerne (og ikke over 5 sygedage). Når jeg fik den opgave at udføre en arbejdspsykologisk vurdering, kom jeg på det aftale tidspunkt, talte med borgeren og skrev erklæringen (undertiden med en vis forsinkelse, men jeg gjorde det). Jeg påtog mig med andre ord ansvaret. Havde jeg ikke gjort det jeg skulle, ville der ikke gå lang tid før det var slut med opgaver.

Faktisk er jeg kommet til at tænke sådan som pensionist. Kan jeg være det bekendt?

This entry was posted in Arbejde, Brok og grynt, Hverdagens psykologi. Bookmark the permalink.