I forrige indlæg skrev jeg om en kvinde, der den ene gang efter den anden besluttede at spise mindre chokolade end sædvanligt. Med det resultat at beslutningen konsekvent diskvalificeredes – og ændredes til at spise meget mere end tænkt.
Hvordan går det til? Den hurtige forklaring er den indre dialogs magt. Vores kommunikation med os selv fører let til at vi overbeviser os selv om noget andet end vi havde tænkt.
I tilfældet chokolade-overforbruget er der tale om en slags misbrug – om ikke andet fører det til selvutilfredshed.
Jeg har tænkt det ligner hvad transaktionsanalysen betegner psykologiske spil.
På tankeplanet ser det ud til at chokoladespiseren gør følgende:
- Hvad sker igen og igen? Chokolade købes og spises (jeg må kunne lade det vare nogle dage).
- Hvordan begynder det? Jeg overbeviser mig om at jeg ikke spiser det hele og køber det derfor (i dag tror jeg på det)
- Hvad sker der så? Beslutning om kun at spise lidt træffes igen (og sofapladsen indtages).
- Hvad sker der så? De første stykker spises (dygtig pige).
- Og hvad sker der så? Resten spises (underligt – det sker bare).
- Hvordan slutter det? Nu har du gjort det igen (fjols).
- Hvad er gevinsten? Selvnedgøring og en negativ følelse.
Og – forfra i morgen!
Hej.
Jeg kan ikke huske hvor jeg har læst det, men jet tror der er et trick med, at hvis man har den last, kan man åbne en plade chokolade og så tage det, eller de stykker man skal have og så sørge for at resten af pakken bliver smidt i skraldespanden (altså den ude i gården!). Inden man nyder chokoladen man har taget fra.
Ja, skraldespanden i gården er bedre at bruge end den der kræver man åbner munden.