Ventetid og arbejdsgange på hospitaler

Dette indlæg er skrevet i beyndelsen af juni:

Der var et indslag i nyhederne på TV (TV Syd) om ventetiderne på hospitalerne. Det har der været før. Jeg husker en overlæge, der satte sig for at rydde op i ventelisterne og forholde sig aktivt til dem, fortælle, hvorledes det derved var lykkedes at afskaffe ventetiderne på afdelingen.

Den aktuelle problemstilling omhandlede at besparelser havde nødvendiggjort en bevidst forholden sig til arbejdsgangene. Konsekvensen af det var den sidegevinst at ventetiden var faldet med ca. 20%. Ikke dårligt.

Man mente naturligvis ikke man kunne blive ved med at opnå yderligere gevinst, hvis der yderligere skulle spares. Der er selvfølgelig en grænse, men det er meget godt at høre der kan ændres, og at man kan gøre op med ineffektive måder at forholde sig til arbejdet på.

Ikke overraskende finder sygeplejerskerne sig mere stressede, og det er da muligt de har fået mere travlt. I øvrigt bemærkedes det, at man ikke så en sygeplejerske rede senge, som de ellers plejer gøre, når TV viser billeder af deres arbejde. Det er vel ikke et sygeplejerskejob at rede senge, når deres kvalifikationer tages i betragtning.

Må jeg i sammenhængen i øvrigt henvise til begrebet »sagsbunkens konstans«, hvilket lidt groft sagt er udtryk for en fælles ubevidst overenskomst om, hvor meget arbejde man kan klare og hvor længe det skal vare.

This entry was posted in Arbejde, Ledelse. Bookmark the permalink.

One Response to Ventetid og arbejdsgange på hospitaler

  1. Pingback: Ventetider, bistandshjælp og bonus for ikke at sygemelde sig « Kort og godt

Comments are closed.