Vold mod medarbejdere

To dage i træk i sidste uge fandt voldelige begivenheder sted mod medarbejdere, der passede deres arbejde med at hjælpe andre. Fem mennesker blev såret i forskelligt omfang af to mænd. Disse fem medarbejderes helbredsmæssige værdier har været udsat ikke bare for trusler, men faktisk beskadigelse. Livet som sådan har været truet.

Det er sket med mellemrum at sådanne begivenheder har fundet sted. I enkelte tilfælde har medarbejdere mistet livet.

Der er mange risici i samfundet. En risiko er at man angribes medens man passer sit arbejde. Det ved de fleste godt vil jeg tro, men det er ikke nødvendigvis let at have denne risiko langt fremme i bevidstheden i den travle hverdag.

Det er imidlertid nødvendigt, at risikoen tages alvorligt på arbejdspladserne. Det var derfor noget overraskende at høre at sikkerheden på jobcentrene – og måske andre steder – har været prioriteret lidt ned efter gennemførelsen af kommunalreformen. Virkeligheden viser at det er en dårlig ide. Dette område bør efter min mening have høj bevågenhed i såvel ledelsen som blandt personalet. Det gælder såvel fysisk som psykisk vold på arbejdspladsen.

Hvorfor nu det? Egentlig er det selvindlysende, men det har det ikke altid været. Da jeg blev selvstændig psykolog i 1987 var der ikke mange der beskæftigede sig med vold på arbejdspladser, men en artikel i PsykologNyt om vold på døgninstitutioner satte skub i opmærksomheden på dette område.

Egentlig kunne man tænke at opmærksomheden er i top, når der nu har været 25 år at øve sig i. Men det ser ud til at gryden hele tiden skal holdes i kog.

Når jeg hører vold og trusler om vold på arbejdspladser dukker et par eksempler op. De følger her.

I en kommune, der havde købt et par kursusdage om emnet, drøftede vi, at man havde en alarmknap under skrivebordet, der ved aktivering ville tilkalde hjælp.

Jeg spurgte hvornår alarmen sidst var afprøvet. Det vidste ingen, men næste morgen havde man foretaget en afprøvning. Det viste sig at alarmen ikke virkede, idet en ledning var klippet over. Det blev soleklart at falsk sikkerhed er noget skidt. At en deltagers ægtefælle i løbet af natten havde været udsat for vold på sin arbejdsplads, perspektiverede problemstillingen yderligere.

Det andet eksempel er fra et plejehjem, hvor man havde besluttet at aftenvagterne skulle være to og to sammen, når man gik over på en bestemt afdeling. Der har vel været en god grund til beslutningen, og spørgsmålet var naturligvis om man så gjorde det. Ofte ikke, idet det ikke lige passede med andre gøremål eller fravær. Denne type beslutninger må naturligvis tages højtideligt af både medarbejdere og ledelse.

Kommentarer om emnet er velkomne.

3 comments to Vold mod medarbejdere

  • Man kan vel næppe forhindre selve volden, men man kan måske sørge for, at voldsmanden ikke når så langt i sit ‘ærinde’.
    Det er klassisk, at man kaster brønden til, når barnet er druknet, så at sige, for så at glemme episoden igen med tiden. Den slags kontrol/sikkerhedsforanstaltninger skal man følge op på med jævne mellemrum; samtidig med en snak om, hvorfor det er, som det er.
    Folk glemmer hurtigt, og det er jo i bund og grund fint, at man ikke hele tiden bliver mindet om volden ved, at den optræder igen og igen.
    Det kræver selvfølgelig ressourcer at holde systemerne ajour, men hvem tør mon officielt spare den slags ressourcer væk?

    • Emnet er jo omfattende, herunder betydning af hvorledes konflikter håndteres, men jeg er da enig i at ting og sager fortoner sig. Så har man en sikkerhedsorganisation, der har at holde øje med at tingene ikke går i glemmebogen, og at man stedse er så forberedte som man kan være til at klare voldelige begivenheder. Desværre tror jeg man let kan aktivere tanker, der bortleder opmærksomheden fra emnet, jvf. plejehjemmet, der syntes beslutningen om sikkerhed faktisk var ligegyldig. Når man tænker på hvor mange der på voldskontoen har mistet arbejdsevnen, er det nødvendigt at være med forkant …

  • Godt at få den diskussion fra flere vinkler og med nøgternhed. Det virker dog lidt fjernt for mig når du skriver, Livet som sådan … jeg kunne godt undvære “som sådan”, men måske har du haft noget specielt i tankerne, som jeg ikke hører i de ord.

    Men ellers, det er ikke meningen at psykiatriens plejere skal være soldater i en kampzone. Jeg har ikke meget at have mine holdninger i, jeg har ikke førstehåndserfaringer, men jeg ved så meget at pleje-personalet på den ene side skal beskytte sig selv, på den anden side ikke ønsker at fjendtliggøre patienterne, altså, skabe en fjendtlig stemning. Der er kurser m.v. og jeg tror at nogle er vældig gode til det og andre ikke er. Nu kommer vi så til min pointe:

    Den viden, og den evne til at håndtere problemer, er ikke noget en afdeling kan styre kun ved kurser, møder og ledelsesarbejde. Jeg tror ikke på at man kan “købe” kompetence. Derfor er jeg lidt skeptisk overfor om Arbejdsmiljøtilsynet kan finde ud af at give passende forholdsregler. De må hellere give for mange forholdsregler end for få.

    At arbejdssikkerheden har været ned-priorieteret ved den nye kommunalordning er totalt knald i låget, undskyld mit sprog. Jeg fatter ikke at de ansatte finder sig i den slags udefra kommende styring.

    Hvis jeg forstår situationerne rigtigt ville det endda kunne være rigtig hyggeligt at en professionel vagtmand eller kampsoldat venligt og bestemt følger de personer, som kan være voldelige, hele vejen under besøg på administrationskontorer. Jeg ved ikke hvorfor jeg tror at det ville være gratis, – jo måske: Det ville gøre folk gladere, også klienten, og kunne give bedre overblik og bedre sagsbehandling (sagsbehandleren skal kun lave én ting og skal ikke have øjnene andre steder).

    De eksempler, du giver, får mig til at sammenligne med degenerering af sikkerhed i IT-systemer, det er samme mekanisme: Sløsethed og ingen forståelse af virkeligheden – ingen fornemmelse for at de følelser, der findes i det “psykiske rum” kan blive til virkelige, farlige hændelser.

Annonce

Annonce

Feedback på din lederrolle

Har du behov for feedback på din lederrolle eller kender du nogle der har, er der god hjælp at hente hos Annemette Kyhnau, Feedbackkonsulent.

Bogen om adsense!

Harzen på dansk

Ferie-i-Harzen

Besøg fra 1.1.2010

Compteur pour blog gratuit