Category: Arbejde

Aktivering og skumfiduser

Nyhederne viste et indslag om aktivering. Hvad baggrunden for aktiveringen i de omtalte tilfælde var, hæftede jeg mig ikke ved, men det er klart nok, at aktivering har at gøre med fastholdelse af tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det er selvsagt mærkværdigt at se, hvad der i dette øjemed undertiden findes på. Således var en ældre herre udstyret med en pose skumfiduser og en pakke spaghetti og ved passende kombination af disse elementer skulle han vist nok lave pyramider.

Det er sådan set lige meget, hvad han skulle fremstille. Let er det at forstå, han ikke syntes det var morsomt at lave i forhold til den omstændighed at han var uden arbejde. Og det kunne da også være vanskeligt at se, hvad aktiviteten havde at gøre med vedligeholdelse af arbejdsevnen.

Måske var det en træning af finmotorikken, hvilket ville være fint, hvis han var urmager, men han lignede ikke en sådan. Hvis han var vant til at arbejde med en rørtang, ville han sikkert knække mange spaghettier.

Mærkværdigheden ved denne aktivitet forekommer umiddelbart indlysende medmindre den egentlige hensigt fortiedes. Det, der er mindre indlysende, er den socio-emotionelle relation, der opstår. Der er forskel på »at blive aktiveret« og »at aktivere«. Der er ikke så meget status forbundet med det første som med det sidste. Og hvad værre er, forekommer dette at blive aktiveret (nogen gør noget ved en anden) at være en passivitetsfremmende foranstaltning, fordi det er den aktiverende, der er aktiv og sætter dagsordenen.

Heldigt at være sluppet genne arbejdslivet uden… Forude venter måske tilsvarende socio-emotionelle relationer på hospital eller plejehjem!

PS. Hvis du så denne post g.d. er det rigtigt – der gik kuk i et eller andet, men her er den igen.

Personligt tempo

Hvorledes er dit tempo? Ikke nødvendigvis dit mentale tempo, men dit generelle tempo.

Der er forskel på tempo – den hurtigste har et tempo der er 300 gange hurtigere end den langsomste – således forstod vi det her i familien engang for mange år siden.

Vi kommer af og til til at tænke på det. Det skete også i dag – i et supermarked.

Kasseassistentens tempo var uhyre langsomt og uenergisk. Det var som om det ragede ham en høstblomst, at der var kunder. Han søgte efter en ny rulle kassestrimmelpapir. Det lykkedes ikke at finde den i rodebunken omkring arbejdspladsen. Derimod fandt han en pose frugt som ikke længere kunne sælges og som derfor havnede i papirkurven – hvorefter han hentede en strimmelrulle et andet sted.

Det var hvad det var – det er set før. Det er naturligvis også set før, at kunder er langsomme til at samle deres indkøb sammen. Her var imidlertid en kombination af to adstadige kunder uden fornemmelse for andres behov for at komme videre i tilværelsen og en adstadig kasseassistent – det var næsten for meget.

En meget god illustration er følgende: For mange år siden holdt landets bedste bager til på Hvidovre Torv. Der var mange kunder søndag morgen. Der var to, der ekspederede, og følgelig var der to rækker kunder. Det interessante var, at den ene række var dobbelt så lang som den anden. Årsagen var at den ene ekspederede to kunder hver gang den anden klarede en. Det vidste man – og alle indrettede sig efter deres tempo.

At komme væk fra

Dette har ikke noget at gøre med at blive borte, forsvinde eller fare vild. Det har at gøre med at holde op med et eller andet man har været i gang med at gøre over en periode. Det har måske også at gøre med ikke at løse opgaver, man har, men som får lov at vente.

Mange kender vist dette ikke at kunne få gang i at løse en opgave, der får lov at ligge. Jeg husker engang at have have haft dette emne med på et kursus jeg stod for, og det meget sigende eksempel var deltageren, der måtte have, ikke en, men to søvnløse nætter i træk før ugjorte opgaver blev ordnet.

Når jeg tænker tilbage på min tilværelse, har dette at komme væk fra noget været en velkendt adfærd. Man kan kalde det udsættelse, hvis man vil. Jeg tror stort set mekanismen er den samme. Om det har at gøre med at have for meget at se til synes jeg ikke er afgørende, men med at have for mange aktiviteter i gang uprioriteret. At udsætte kan være meget bevidste beslutninger, men også mindre klare.

Ser jeg på, hvorledes jeg kom væk fra at bruge f.eks. Facebook, foregik det på den måde, at jeg havde været på ferie, og den lille, snigende indre selvsnak, da jeg skulle videre hermed, førte til den ene udsættelse efter den anden. Jeg skriver i morgen, hvilket gentages i morgen. Sådan går det jævnligt, men problemet kan meget vel være, at det ikke blot er en enkelt dag denne mekanisme gør sig gældende, det kan fortsætte i så lange tider, at det helt glemmes, at der forresten var noget at gøre.

Det forekommer vigtigt at gøre det klart for sig selv, at denne type af at komme væk fra, som jeg her skriver om, ikke befinder sig i kategorien mirakler – noget der bare sker. Det er nøjagtig ikke noget der bare sker. Det er aktive beslutninger – et valg mellem at gøre det man ville eller skulle og ikke gøre det. Disse beslutninger vil altid kunne høres som den indre dialog. Det kan være der er mange i løbet af dagen (jeg må se at gøre, jeg venter til efter frokost, jeg venter til sidst på eftermiddagen, jeg gør det i aften, men pludselig er tiden gået og alibiet for at vente til i morgen er indlysende).

Hvis det samme sker dagen efter kan det være opgaven aldrig genoptages – eller det sker alligevel ved “at komme tilbage til og gå videre med”.

Interessant nok er det, at fænomenet ikke har ændret karakter efter jeg er blevet pensionist. Forpligtelse er til stadighed afgørende, selv om det er “fritidsforpligtelse”. Det er ikke nok man vil noget, men skal ville det, som Piet Hein udtrykte det.

Hvordan har du det med dette fænomen?

Konstruktiv feedback

Naturligvis skal feedback være konstruktiv. Det indebærer, at det er muligt at tage stilling til handlingsændringer på grundlag af given feedback.

Når ledere giver medarbejdere tilbagemeldinger på deres arbejdsmæssige adfærd, er det feedback. Det hedder vist ikke længere tilbagemeldinger, men det er ellers et glimrende ord.

Når ledere leder, er lederadfærden betinget af, hvorledes lederen har lært at kommunikere – oprindeligt og efterhånden. Ledere kan have behov for tilbagemeldinger, konstruktiv feedback, på deres være- og gøremåde.

Det kan de få af Feedbackkonsulenten Annemette Kyhnau, der tilbyder at iagttage ledere – så at sige – og give dem tilbagemeldinger på deres lederrolle.

I forbindelse med disse overvejelser om feedback, er jeg kommet til at tænke på en historie, jeg hørte for mange år siden. Den handler om mødeledelse og lederadfærd i den sammenhæng. Måden lederen ledte mødet på var mildt sagt problematisk, idet det typisk viste sig, at lederens adfærd bevirkede at mødet blev uproduktivt.

Bill – som lederen hed – havde indvilget i at en konsulent kunne overvære hans møder med medarbejderne, som følge af den beskrevne konsekvens, og konsulenten havde ret til at stoppe mødet, når han fandt det fornødent. Kort efter mødets begyndelse viste Bills velkendte og vrisne adfærd sig, han var utilfreds med et eller andet. Det tog til og konsulenten stoppede ham, og sagde: “Bill, det virker som om du er vred”. Det var Bill overhovedet ikke, var svaret.
Læs videre og skriv gerne en kommentar

Korrekturlæsning

Fordelen ved at læse korrektur på det der skrives er at antallet af fejl kan blive mindre end hvis der ikke læses korrektur. Jeg læser korrektur på mine blogindlæg. Alligevel optræder fejl. Enten fordi de overses eller fordi jeg ikke ved bedre hvorledes ord staves. Men det er indlysende, at jeg fanger fejl ved at ulejlige mig med at se det skrevne igennem et par gange.

Hvorfor er det nu vigtigt at skrive om korrekturlæsning?

Det er det ikke kun fordi der til tider er alt for mange fejl i blogposter, men også fordi august måned er den måned hvor aftenskolernes programmer udkommer. Med fejl. Enten er disse fejl opstået ved at de enkelte kursus- eller foredragsholdere selv har skrevet teksten eller også fordi andre har gjort det. Men det ville – uanset årsagen til fejlene – være rart om nogen kunne få den ide at se materialet igennem inden det blev sendt ud til almenheden.

Hvis man ikke skulle være klar over det, så er det sådan at fejl forstyrrer nogle læsere.

Se blot her hvad man formår. Der kan naturligvis være mange flere, idet jeg læser sådanne programmer selektivt.

Læs gerne videre

Tour de France 2010 er forbi

Tour de France 2010 er forbi. Det sluttede for nogle dage siden, og heldigvis brugte jeg ikke så meget tid foran fjernsynet, som de mange spændende momenter måske berettigede til.

Der var spændende momenter. Som f.eks. da Andy Schleck trådte kæden af, et fænomen sportskommentatorerne i øvrigt betegnede i “bogstavelig forstand”. Som om man ikke selv kunne finde ud af det ikke var i overført betydning.

Jeg har især husket følgende to situationer:

Læs mere

Gørelister, to-do-lister eller opgavelister

Overspringshandlinger, udsættelsestendenser og andre produktivitetsforsinkende eller -forringende handlinger er det altid interessant at forholde sig til.

Det samme gælder hvorledes man ved forskellige selvdisciplineringsmidler kan fremme sin produktivitet og derved opnå de mål man måtte have sat sig.

Der kom en mail fra Robert Plank, som i nogen tid har beskæftiget sig med timemanagement og produktivitet, herunder ved at sælge deltagelse i såkaldte webinars.

Mailen omhandlede at deltagerne tilsyneladende ikke helt havde forstået et grundlæggende budskab om produktivitet.
Læs gerne videre

Stavning og folkeskolen

Den sidste uge har budt på informationer om folkeskoleelevers begrænsede stavefærdigheder. Og det i et omfang så man i gymnasiet må spørge om telefon staves tællefon (bl.a.).

Det er indlysende, at man nu om stunder ikke ved hvorledes telefon staves. Apparatet staves jo mobil.

Udendørsliv

Hvilken herlig dag. Solen skinner fra morgenstuden. Temperaturen bliver hurtigt “fornuftig” og det lader sig gøre at sidde udendørs og spise frokost. Det er første gang i år.

Pensionistens tilværelse indebærer at det er muligt at gå en tur i Brugsen i det herligste solskin. At Brugsen så ikke havde det vi kom efter er en anden sag, og det skal naturligvis være den tilgivet sådan en dag.

Efter den udendørs frokost blev det tid til endnu en gåtur. Jeg skulle fotografere en tæt med mælkebøtter besat græsplæne – og lidt længere borte en af de lige netop nu smukt blomstrende rapsmarker. At der kom lidt skyer gjorde ikke så meget, billederne kom i kassen.

Lige nu sidder jeg i skyggen i carporten og skriver dette – der er en beskeden forbindelse til internettet via netværket. Men nok er det såmænd.

Nu må jeg hellere tage ansvar for at gøre noget nyttigt i – forstås det – disse for vort land og Europa så alvorlige tider med overforbrug og almindelig svækket effektivitet. Hvad skal det mon ende med?

Jeg vil plante et par planter om, så de kan sprede endnu mere glæde hen over sommeren.

Jeg håber din dag er god – ellers gør noget andet.

Lægen behøver patienter

Det er ganske vist,, at det er sådan. Der er intet mystisk i udsagnet, men implikationen er naturligvis at lægen (og alle mulige andre, der lever af at behandle (i videste forstand) andre mennesker) altid vil være interesserede i, at der er kunder eller patienter nok. Hvis ikke er tilbøjeligheden at forsinke helbredelsen (i videste forstand).

Når jeg skriver dette, er det inspireret af Stine Bosse, der har deltaget i Warren Buffets generalforsamling i USA (sammen med 40.000 andre investorer). Hun fortæller i Berlingske for et par dage siden om hans enkle investeringsråd, hvilket jeg ikke skal forholde mig til. I sammenhængen var det interessante den 80-årige Buffets svar på et spørgmål om fremtiden. Han sagde, iflg. Stine Bosse, at lægen hader ham fordi han ikke fejler noget.
Læs videre og kommenter gerne

WordPress Theme Design