Stress er behandlet i utallige artikler de seneste mange år. Denne artikel skal ikke behandle emnet stress, men fortælle om en forskel, som træder frem i to avisartikler fra henholdsvis 1999 og 2008.
Det ser ud til at nogle – eller mindst en – har taget ved lære eller hørt efter.
Den 24. januar 1999 klippede jeg en artikel i Berlingske ud. Slagteribossens barske nedtur var overskriften.
Det handlede om Svend Sønnichsen, der var 59 år på det tidspunkt og havde været en hårdtarbejdende direktør for Vestjyske Slagterier. Han gik ned med flaget med et brag og ophørte som administrerende direktør i 1998. Det fremgår af artiklen, at han, da kroppen sagde fra, ingenting kunne. Hverken læse, se TV, huske eller ligge på sofaen. Det varede ganske længe.
Han var ellers en handlekraftig mand, der var vant til at træffe beslutninger – og hertil kom at han arbejdede 60-70 timer om ugen. Arbejdet var livet – og han lagde hverken mærke til at omgivelserne advarede ham mod at blive ved eller at kroppen signalerede til ham, at det ikke var det bedste at gøre sådan.
Det var noget med Salmonella, der slog hoved på sømmet – og direktøren gik i sort. Og blev så at sige funktionsuduelig.
Da han var kommet sig, fandt han anledning til at fortælle om det han havde været ude for – fordi han syntes det var vigtigt at andre kunne lære af hans historie.
Søren Sønnichsen arbejdede sig så at sige ud af arbejdslivet ved at blive ved alt for længe med at behandle sig selv ganske uhensigtsmæssigt.
Er der så nogen der har lært af historien?
Det ved jeg naturligvis ikke, men måske.
I Berlingske 18. oktober 2008 kunne man læse om at krisestress tvang bankchef i knæ.
Det handler om Finn B. Sørensen, der var topchef i Fionia Bank. Han fortæller at han fik diagnosen “stressbetinget depression”, og da det netop sker under finanskrisen i 2008, er det nærliggende, men uheldigt at ord krisestress anvendes. Stress i det omfang, der her er tale om, medfører en krise, og det bør man vel holde sig til.
Men pointen er at Finn B. Sørensen ved at stå frem med sin historie også ønsker, at nogle skal lægge mærke til og tage ved lære. Han opfordrer ledere til at lægge mærke til om deres medarbejdere viser tegn på arbejdsrelateret stress i disse finanskrisetider.
Der er ikke tvivl om, at han er ramt af arbejdsrelateret stress, men i modsætning til Sønnichsen er Sørensen holdt op i tide. Han lyttede til kroppens signaler og kombinerede dem med hvad han skulle gøre som topchef, men faktisk oplevede ikke at kunne.
Det ses af at han ikke er slået mere ud end han kort efter arbejdsophøret går rundt i hjemmet i Odense og fortæller sin historie. Han synes ikke at være gået i sort i samme omfang som den anden. Han nåede som sagt at lytte til kroppen – og handlede i overensstemmelse med det han registrerede. Nu har han behov for ro og siden finder han på hvad han så vil.
Det man kan lære af de to historier om arbejdsrelateret stress, er at man ikke skal gøre som Sønnichsen i 1999, men som Sørensen i 2008 – hvis man altså ikke har fundet ud af at passe godt nok på sig selv og sin arbejdsevne.
Der er i øvrigt en artikel om behandling af arbejdsrelateret stress i Psykolog Nyt 18, 2008. Se omtale på bloggen Tips og ideer.
____
Tilmelding til nyhedsbrev vil medføre en email om nye væsentlige artikler.
