Viden om – psykologisk set

Nyhederne viste et indslag om aktivering. Hvad baggrunden for aktiveringen i de omtalte tilfælde var, hæftede jeg mig ikke ved, men det er klart nok, at aktivering har at gøre med fastholdelse af tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det er selvsagt mærkværdigt at se, hvad der i dette øjemed undertiden findes på. Således var en ældre herre udstyret med en pose skumfiduser og en pakke spaghetti og ved passende kombination af disse elementer skulle han vist nok lave pyramider.

Det er sådan set lige meget, hvad han skulle fremstille. Let er det at forstå, han ikke syntes det var morsomt at lave i forhold til den omstændighed at han var uden arbejde. Og det kunne da også være vanskeligt at se, hvad aktiviteten havde at gøre med vedligeholdelse af arbejdsevnen.

Måske var det en træning af finmotorikken, hvilket ville være fint, hvis han var urmager, men han lignede ikke en sådan. Hvis han var vant til at arbejde med en rørtang, ville han sikkert knække mange spaghettier.

Mærkværdigheden ved denne aktivitet forekommer umiddelbart indlysende medmindre den egentlige hensigt fortiedes. Det, der er mindre indlysende, er den socio-emotionelle relation, der opstår. Der er forskel på »at blive aktiveret« og »at aktivere«. Der er ikke så meget status forbundet med det første som med det sidste. Og hvad værre er, forekommer dette at blive aktiveret (nogen gør noget ved en anden) at være en passivitetsfremmende foranstaltning, fordi det er den aktiverende, der er aktiv og sætter dagsordenen.

Heldigt at være sluppet genne arbejdslivet uden… Forude venter måske tilsvarende socio-emotionelle relationer på hospital eller plejehjem!

PS. Hvis du så denne post g.d. er det rigtigt – der gik kuk i et eller andet, men her er den igen.

Hvorledes er dit tempo? Ikke nødvendigvis dit mentale tempo, men dit generelle tempo.

Der er forskel på tempo – den hurtigste har et tempo der er 300 gange hurtigere end den langsomste – således forstod vi det her i familien engang for mange år siden.

Vi kommer af og til til at tænke på det. Det skete også i dag – i et supermarked.

Kasseassistentens tempo var uhyre langsomt og uenergisk. Det var som om det ragede ham en høstblomst, at der var kunder. Han søgte efter en ny rulle kassestrimmelpapir. Det lykkedes ikke at finde den i rodebunken omkring arbejdspladsen. Derimod fandt han en pose frugt som ikke længere kunne sælges og som derfor havnede i papirkurven – hvorefter han hentede en strimmelrulle et andet sted.

Det var hvad det var – det er set før. Det er naturligvis også set før, at kunder er langsomme til at samle deres indkøb sammen. Her var imidlertid en kombination af to adstadige kunder uden fornemmelse for andres behov for at komme videre i tilværelsen og en adstadig kasseassistent – det var næsten for meget.

En meget god illustration er følgende: For mange år siden holdt landets bedste bager til på Hvidovre Torv. Der var mange kunder søndag morgen. Der var to, der ekspederede, og følgelig var der to rækker kunder. Det interessante var, at den ene række var dobbelt så lang som den anden. Årsagen var at den ene ekspederede to kunder hver gang den anden klarede en. Det vidste man – og alle indrettede sig efter deres tempo.

Dette har ikke noget at gøre med at blive borte, forsvinde eller fare vild. Det har at gøre med at holde op med et eller andet man har været i gang med at gøre over en periode. Det har måske også at gøre med ikke at løse opgaver, man har, men som får lov at vente.

Mange kender vist dette ikke at kunne få gang i at løse en opgave, der får lov at ligge. Jeg husker engang at have have haft dette emne med på et kursus jeg stod for, og det meget sigende eksempel var deltageren, der måtte have, ikke en, men to søvnløse nætter i træk før ugjorte opgaver blev ordnet.

Når jeg tænker tilbage på min tilværelse, har dette at komme væk fra noget været en velkendt adfærd. Man kan kalde det udsættelse, hvis man vil. Jeg tror stort set mekanismen er den samme. Om det har at gøre med at have for meget at se til synes jeg ikke er afgørende, men med at have for mange aktiviteter i gang uprioriteret. At udsætte kan være meget bevidste beslutninger, men også mindre klare.

Ser jeg på, hvorledes jeg kom væk fra at bruge f.eks. Facebook, foregik det på den måde, at jeg havde været på ferie, og den lille, snigende indre selvsnak, da jeg skulle videre hermed, førte til den ene udsættelse efter den anden. Jeg skriver i morgen, hvilket gentages i morgen. Sådan går det jævnligt, men problemet kan meget vel være, at det ikke blot er en enkelt dag denne mekanisme gør sig gældende, det kan fortsætte i så lange tider, at det helt glemmes, at der forresten var noget at gøre.

Det forekommer vigtigt at gøre det klart for sig selv, at denne type af at komme væk fra, som jeg her skriver om, ikke befinder sig i kategorien mirakler – noget der bare sker. Det er nøjagtig ikke noget der bare sker. Det er aktive beslutninger – et valg mellem at gøre det man ville eller skulle og ikke gøre det. Disse beslutninger vil altid kunne høres som den indre dialog. Det kan være der er mange i løbet af dagen (jeg må se at gøre, jeg venter til efter frokost, jeg venter til sidst på eftermiddagen, jeg gør det i aften, men pludselig er tiden gået og alibiet for at vente til i morgen er indlysende).

Hvis det samme sker dagen efter kan det være opgaven aldrig genoptages – eller det sker alligevel ved “at komme tilbage til og gå videre med”.

Interessant nok er det, at fænomenet ikke har ændret karakter efter jeg er blevet pensionist. Forpligtelse er til stadighed afgørende, selv om det er “fritidsforpligtelse”. Det er ikke nok man vil noget, men skal ville det, som Piet Hein udtrykte det.

Hvordan har du det med dette fænomen?