Undertiden kommer gamle udklip frem. Det er også tilfældet med et der hedder “Takt og tone til festen” – fra Femina nr. 47 i 1989.
Måske har tiderne ændret sig, dvs. holdningen til at reagere på invitationer er måske ikke den samme som i de endnu mere meget gode gamle dage. Da var det god latin at reagere med det samme – så kunne man da altid nå at invitere nogle, der var fravalgte, hvis der skulle vise sig afbud.
Erfaringen siger mig, at det er mere moderne at vente til i sidste øjeblik. Det er naturligvis ikke alle der gør det, men nogle gør.
Jeg går ud fra at Femina kan tilgive at jeg citerer en smule direkte fra artiklen, idet de fornødne handlinger er beskrevet med velgørende tydelighed:
Når du modtager invitation til en fest, gør du straks to ting: Du overvejer, om det overhovedet er noget, du gider deltage i. Og du slå op i din kalender for at se, om du er ledig den pågældende aften.
I løbet af to minutter er du klar over, om du kommer til festen eller ej.
Vær så venlig at delagtiggøre værtsfolkene i denne viden. Med det samme!
Således var ordene – og man opfordredes til at skrive fordi det kunne blive lidt rigeligt at tale i 20 minutter med alle 50 inviterede. Nu om stunder kan en email i mange tilfælde klare opgaven.
