Held i uheld

Når et eller andet ikke så godt sker, kan det være der alligevel er noget godt forbundet hermed. Det er vel det man kan forstå ved vendingen held i uheld.

Når vi har det omfattende COP15-møde i København i øjeblikket og et gevaldigt snevejr over store dele af Danmark, er det held i uheld at snevejret ikke rammer København som det rammer Fyn.

Snevejret har også sparet mig for en sandsynlig udgift på 500-600 kr. Jeg skulle med toget til Roskilde og min rejsehjemmel er et pensionistkort. Det fungerer fint og jeg husker det næsten altid. Næsten fordi jeg netop i dag glemte det. DSB sørgede for at jeg ikke fik bøden for manglende rejsehjemmel ved ikke at sørge for passende togdrift. Toget kom ikke medens jeg ventede. Om det kom efter beslutningen om ikke at tage toget, men gå en tur i stedet, ved jeg ikke. Men det gode held i det uheldige i ikke at kunne gøre som tænkt, var naturligvis besparelsen.

This entry was posted in Hverdagens psykologi. Bookmark the permalink.